Thomas Vigild: Jobbet som smykkemager i renæssancen er pænt stressende. Dels er der barsk konkurrence om at sikre sig landets bedste diamantminer, dels raser kampen om handelsveje, butikker og markedspladser.
Sådan er optakten til familiespillet Splendor, der kan læres på under 5 minutter, men næppe nogensinde mestres. For selv om det på overfladen ligner et nemt spil, er det i praksis negleafgnavende udfordrende.
Udgangspunktet er fem typer juveler i form af lækre jetoner, der bruges til at købe tre typer af kort fra bordet. Disse kort tæller også som juveler, og via disse to typer af valuta opbygger spillerne gradvis hver sin lille juvelfabrik. Alt i Splendor handler dog om knaphed på juvelerne og svære til- og fravalg, så selv om tema og spil måske lyder knastørt og kedsommeligt, trumfer spillets suveræne finish og flow det hele. Spillet har nemlig den velkendte, men svært opnåelige følelse af bare-lige-én-tur-til og er fyldt med små succeser, når éns juvelfabrik endelig får råd til et særlig godt kort fra bordet.
Min største anke er manglen på direkte interaktion, hvis en spiller er foran. De første mange spil koncentrerer man sig mest om sin egen juvelfabrik, og interaktionen er alt for indirekte. Men jo flere gange man spiller det, des mere interaktion opstår der spillerne mellem.
Splendor er minimalistisk hamrende stærkt håndværk både visuelt og spilmekanisk, og et af den slags spil, som kun bliver bedre med tiden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
