Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Køkkenets knive kan holdes skarpe, hvis man jævnligt giver dem et par strøg over en keramisk strygestav.

Test
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Test: Stryg dig til de skarpeste knive i skuffen

Få sekunders nærkontakt med et godt keramisk strygestål kan holde en køkkenkniv i topform. Men nogle strygestave tager slet ikke fat, og andre har for voldsom appetit på stål, viser Politikens test af seks sliberedskaber.

Test
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Før i tiden gik skærslibere fra dør til dør og tilbød at slibe knive og sakse. Nogle kom med slibestenen på en trækvogn, mens andre havde stenen monteret på en cykel og satte den i omdrejninger med pedalerne.

I dag er det typisk i køkkenudstyrsforretninger, man kan betale sig fra en god grundslibning af sine knive, hvis man ikke kan klare opgaven selv.

I det daglige er det dog nemt at holde sine knive i skarp form med et strygestål. Især hvis man vælger et af de redskaber, der topper i Politikens test af keramiske strygestave.

Testen er koncentreret om keramiske redskaber, fordi de kan bruges til alle typer knive. Også de populære – ofte japanske – modeller, som er opbygget af flere lag hårdt stål. Slibestål af stål egner sig til ’blødere’ knivtyper og er ikke skabt til nærkontakt med knivskuffens hårde hunde.

Ud over at rette knivsæggen op får den også en let slibning, når man bruger et keramisk strygestål.

Det tager ikke mange sekunder at stryge en kniv og få belønning i form af et mere effektivt og præcist skær. Tre til fem svirp på hver side af kniven er nok til at holde den skarp, siger kokkefaglærer Thomas Rønsch Toftdahl og demonstrerer teknikken i et af de store køkkener på Hotel- og Restaurantskolen i København: Han holder en mellemstor kokkekniv i en vinkel på 15 grader og trækker den langs strygestålet med let hånd. Ingen vilde sværdfægterfagter – bare en serie blide strøg i roligt tempo. Der er frit valg på retningen, men fagmanden foretrækker at bevæge kniven indad mod sig selv.

»På den måde er det lettest at få et ensartet tryk og sikre, at hele knivsæggen bliver skærpet«, forklarer Thomas Rønsch Toftdahl.

Derudover er det dårlig stil at stå og føre kniven væk fra dig selv, hvis der er andre i køkkenet, mener han.

»Det er et stykke værktøj – ikke et designobjekt«

Thomas Rønsch Toftdahl lægger stor vægt på sikkerheden under testen af de seks strygestål. Forklaringen kan ses – eller snarere: ikke ses – på hans ene tommelfinger. Den mangler et stykke af blommen, som røg af under arbejdet med et strygestål engang.

»En kniv kan let smutte – også for professionelle«, konstaterer han.

Af samme grund får det ellers glimrende strygeredskab fra Mac ikke topkarakter i testen. Skaftet af træ beskytter ikke hænderne tilstrækkeligt, mener dommertrioen, som ud over Thomas Rønsch Toftdahl tæller kokkeeleverne Mette Romme og Samson Thomsen.

Appetit på stål

Når man står med hele buketten af keramiske strygestål, er det tydeligt, hvor forskellige redskaberne i testen er.

Ikeas billigmodel er nærmest bare et glat stykke keramik, der slet ikke får fat i stålet på knivene, mens strygeredskabet fra Zwilling er for groft.

»Det tager alt for meget af kniven«, gyser kokkeelev Samson Thomsen akkompagneret af en metallisk raspende lyd af knivklinge mod grovkornet keramik.

Keramikstaven fra Global har også appetit på stål, men den er lettere at styre. Her er det håndgrebet og dets løse gummiflap, der trækker ned i bedømmelserne.

Testens bedste slibeoplevelser har dommerne på keramikstavene fra Sieger og DMT. De sliber perfekt og kan bruges til et bredt udvalg af knive, og hænderne er godt beskyttet under arbejdet.

»Det er ikke smukt design, men de fungerer, som de skal«, fremhæver dommerne.

Sieger-strygestaven fås i to størrelser. Det er den store model på 28 cm, der glimrer i testen. Dommerne prøver også en lille udgave på 20 cm. Kvaliteten er i top, men størrelsen gør den uegnet som allroundredskab, for den kan ikke klare store knive, noterer kokkelev Mette Romme.

Politikens udsendte får en minilektion i knivstrygning. Først med lidt tøvende hænder, for dommerne har lige fortalt, at et strygestål kan smadre en kniv, hvis man vinkler den forkert under slibningen. Det er heller ikke ufarligt at tabe strygestålet: Den hårde keramik er skrøbelig og kan gå i stykker, hvis staven ryger på gulvet.

Derfor tæller det som et plus i dommernes øjne, at man kan udskifte keramikstaven på tre af redskaberne i testen, hvis det går galt.

Efter en forsigtig start kører det derudad for slibenovicen i køkkenet på Hotel- og Restaurantskolen. Inden længe svulmer ambitionerne om at holde hjemmets køkkenknive i topform i det daglige.

Det bliver dog ikke brødkniven eller andre knive med bølgeskær. Dem skal man ikke stryge på et strygestål, understreger Thomas Rønsch Toftdahl.

Strygestavene er mere eller mindre stribede efter testen. Sliberester kan man fjerne med en hård børste eller en fugtig klud, men derudover må man leve med, at redskaberne hurtigt kommer til at se godt brugte ud.

»Det er et stykke værktøj – ikke et designobjekt«, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Han anbefaler, at man anskaffer sig en kvalitetskøkkenkniv og et godt keramisk strygestål i stedet for at sjatkøbe en masse billige brug-og-smid-væk-knive. Det får man meget mere madlavningsglæde ud af, lover han.

Testvinder: DMT Ceramic Steel

Forhandler:

FoodGear (www.foodgear.dk)
Pris: 649 kroner
Længde: 30,5 cm

Thomas Rønsch Toftdahl: Har en fantastisk overflade. Supergod til mange forskellige knivtyper. Har en god balance og er meget let at bruge. Ligger perfekt i hånden uden at glide.

Mette Romme og Samson Thomsen: Rigtig god slibeevne. God størrelse. Håndgrebet er glat og plastikagtigt. En skarp konkurrent til Sieger-strygestålet.

Artboard Copy 2 Created with Sketch.

Sieger

Forhandler: Kunst og Køkkentøj
Pris: 731 kroner
Længde: 28 cm

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Thomas Rønsch Toftdahl: Slibeevnen er helt i top. Nemt at bruge. Har en fantastisk balance og fin sikkerhed. Håndgrebet er af hård og tarvelig plastik, men det er o.k.

Mette Romme og Samson Thomsen: Rigtig god slibeevne. God til store knive takket være længden. God balance. Håndgrebet beskytter hånden og fingrene, men det er grimt.

Artboard Copy Created with Sketch.

MAC SR-95

Forhandler: FoodGear (www.foodgear.dk)
Pris: 399 kroner
Længde: 24,5 cm

Thomas Rønsch Toftdahl: Sliber eminent og har en god størrelse og vægt. Men håndgrebet af træ er træls og trækker ned. Det har ingen beskyttelseskappe og er uhygiejnisk.

Mette Romme og Samson Thomsen: Sliber rigtigt og er velegnet til hårde knive. Trægrebet er lækkert, men lidt glat. Kræver omhyggelig rengøring.

Artboard Copy Created with Sketch.

Global G-45

Forhandler: www.globalknive.dk
Pris: 1.249,95 kroner
Længde: 24 cm

Thomas Rønsch Toftdahl: Nemt at arbejde med. Tager meget stål af knivene. God til døve knive – de bliver skarpe igen. God størrelse, vægt og balance. Svær at vaske ren.

Mette Romme og Samson Thomsen: God slibeevne – hverken for grov eller for fin. God balance og tyngde. Nemt at bruge og rart at holde i hånden. Gummidut på håndgrebet sidder løst.

Artboard Copy Created with Sketch.

Zwilling

Forhandler: Find forhandler på www.zwilling.com
Pris: 379,95 kroner
Længde: 23 cm

Thomas Rønsch Toftdahl: Alt for grov. Den tager rigtig meget af kniven – som at slibe et fint sofabord med groft sandpapir. Fin størrelse og balance. Ret lille håndgreb, som let glider ud af hånden. Virker som noget billigt bras.

Mette Romme og Samson Thomsen: For grov. Nem nok at bruge. God vægt. Håndgrebet er for glat og plastikagtigt.

Artboard Copy Created with Sketch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flaksa

Forhandler: Ikea
Pris: 79 kroner
Længde: 23 cm

Thomas Rønsch Toftdahl: Virker ikke – redskabet får slet ikke fat i kniven under slibningen. Det er nærmest bare et stykke keramik på en håndtag. Et dårligt produkt.

Mette Romme og Samson Thomsen: God størrelse og tyngde, men slibeevnen er ikke i top. Bliver hurtigt slidt. Nemt at bruge. Der mangler en beskyttelseskappe.

Artboard Created with Sketch.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden