Noget er man nødt til at gentage

LAD MIG SIGE DET LIGEUD: 2005 var et fedt år. Aldrig er det gået så godt for Danmark, inflationen i bund, arbejdsløsheden i bund, til jul har vi endnu engang sat rekord i indkøb af absolutte nødvendigheder, skattestoppet fungerer, og vores grænser mod det ydre Europa er snart hermetisk lukket til. Værdistigningen for fast ejendom er en fryd for friværdien, der er da stadig 75 procent af os, der er i stand til at læse, og det er ikke altid, man bliver stukket ned i en fodgængerovergang, bare fordi man er en fejlfarve. Demokratiet står vagt om ytringsfriheden, så heldigvis er det lovligt at skrive, at »store bydele i København og andre danske storbyer i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn«. (Sagt af Pia Kjærsgaard i Ugebrev 13.6.2005). Og heldigvis må man udgive de tegninger, man vil. Hvilket selvsagt ikke er det samme, som at man skal gøre det, men det er jo en helt anden historie. Det er lykkedes for os at forbigå Irakkrigen, og vores deltagelse i den, med nærmest total tavshed. Når historikere om 50-100 år graver i kongerigets historie, skal der et lykketræf til, hvis 'Sagen Irak' overhovedet dukker op. Det gør det selvfølgelig også meget lettere at skrive historie. Det er rigtigt, at der var nogle få pip i årets løb, men heldigvis er det som sædvanlig lykkedes at tie det ihjel, eller bare blive ved med at gentage den samme sætning. På et tidspunkt slukker journalisterne for mikrofonen, de skal jo også hente børn i vuggestuen, eller overholde deadline. Mod årets slutning var der lidt krusninger på overfladen, da nogle forfattere prøvede at banke en kile ind i sløvheden, men heldigvis kunne vores integrationsminister da opfordre forfatterne til at træde i karakter og yde noget lektiehjælp (sic!) til de unge mennesker. Det kalder jeg dæleme konstruktivt. Så hvis alle jer mokkere og brokkere derude for fremtiden kun blander jer i debatterne, hvis I har 1) en flygtning boende, 2) har sparepærer derhjemme, 3) udelukkende spiser økologiske madvarer, så vil det blive endnu nemmere at holde styr på meningerne. Og så ikke et ord om de afdankede ambassadører og deres månedlige klagemøder. Og billederne da, hvad skete der med dem? Jo, de væltede ned over os i en ubrudt strøm. De mest præcise af dem turde vi ikke putte i avisen. Billedet, der ligger foran mig på bordet og viser en tiårig pige, ramt af en vejsidebombe i Irak og med det ene ben revet af og resterne hængende i blodige trevler, fandt vi for virkeligt for læserne. Eller unødvendigt. For vi tænkte, at I udmærket véd, at det sker og finder sted. Alligevel bliver jeg i tvivl, for den manglende debat om voldsomhederne i Irak kunne godt tyde på, at regeringen har haft held med sin strategi, der går ud på at nægte at svare på spørgsmål - eller altså bare blive ved og ved med at sige det samme. Eller det andet billede, jeg har liggende - med de forkullede lig i de brændte biler - dem ved I jo også eksisterer, ikke? Måske er vores tilbageholdenhed med til at lægge en dæmper på debatten, og så udfører vi rent faktisk vores job rigtig skidt. Jeg er ærlig talt i tvivl om, hvad der er det rigtigste, men jeg er ikke i tvivl om, at der er ting, man er nødt til at blive ved med at gentage. Det gælder også fotografier, selv om de bliver ved med at overraske. Fotografiet er stadig et vidunderligt middel, når det gælder om at forstå andre mennesker. Og samtidig giver det os en enestående mulighed for at se på os selv. Ved netop at se på de andre. På Nørrebrogade i København stod i marts måned Farida Jeasmin, som i år 2000 kom til Danmark fra Bangladesh. Da fotograf Martin Lehmann tog billedet, passerede en mand forbi med en pose toiletpapir i hånden. Såre menneskeligt og almindeligt. Det er hans påklædning også: armybukser, mørk jakke med hætte, hvide sokker i skoene. Faridas påklædning er lige så almindelig: frakke, tørklæde, ansigtet dækket til, hue. Bussen i baggrunden er gul. Hvis dette var en scene i en film, ville man synes, det var lidt for udspekuleret. Lidt for castet og beregnende. Man ville tænke: »Klap lige hesten, og bred samtidsbeskrivelsen lidt ud, hva!« Men det er ikke scenen i en film, det er kongeriget Danmark år 2005, og velkommen til Den Virkelige Verden.