0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Ja, ja. Man kaster et blik på de to mænd og tænker: Det er historien om to hjemløse. Men det er det ikke …

Dette er historien om Pekka og Matte.

Om et helt særligt venskab.

Om at sove sammen på gaden og ikke at eje noget som helst.

Men alligevel gerne ville give sin bedste ven ... alt.

For eksempel en tur i helikopter.

I 9 år har den prisbelønnede svenske fotograf Magnus Wennman fulgt de to venner gennem 20 år, Pekka og Matte.

Han mødte dem, da de boede sammen bag nogle skraldespande under en bro. Det var i Stockholm, en gennemkold, decemberdunkel eftermiddag. Da han tog de første billeder, troede han, at det ville blive en historie om to hjemløse.

Men det ændrede sig. Og blev til fortællingen om noget helt andet ...

Pekka fortalte Magnus Wennman, at han havde levet et helt almindeligt liv med familie og fast arbejde som lastbilchauffør. Men alkoholen tog over, og gælden voksede ham over hovedet. Nu huskede han ikke længere navnene på sine fire børn.

Matte var bygningsarbejder, da livet gav sig til at brase sammen under ham, og han endte på gaden. Det var dér, han mødte Pekka.

Og de blev venner.

»Uadskillelige«, som Matte siger.


I 2013 flytter Matte fra gaden til et midlertidigt værelse på et herberg. Og Pekka flytter med – i hvert fald kigger han forbi de fleste aftener og nætter.

Herberget bliver også hjem for de to venners to tamme rotter. Om dagen, når Pekka og Matte er på gaden, låser de dem ind i garderoben, så personalet ikke skal opdage dem.

Men efterår bliver til vinter begynder Pekka at blive dårlig, og ved juletid er det rigtig slemt.

Han er for træt til at gå ud på gaden om dagen. Og bliver på Mattes værelse, hvor han sover og ser på tv.

Snart er Pekka så syg, at han ikke kan stå ud af sengen selv. Hans krop svulmer op. Han besvimer flere gange om dagen.

Og Matte må blive hjemme for at hjælpe ham.

Til sidst kan Pekka godt mærke, at han er nødt til at skulle på hospitalet.

Han prøver selv at komme ud fra herberget, men falder sammen i hall’en. Og der bliver ringet efter en ambulance. Matte har pakket nogle af hans ting i en plasticpose.

På sygehuset bliver Pekka tømt for al den væske, der har hobet sig op i hans krop:

»Jeg har aldrig følt mig så forbandet syg i hele mit liv. Det var nærmest sådan, at jeg ikke var til. Det var ikke spor sjovt«.

Lægerne fortæller ham, at hvis han fortsætter med at drikke, så har han 6 måneder tilbage at leve i. »Maks«, som Pekka selv siger.

»De var forbandet tydelige på det punkt, lægerne, det var de. De var ærlige, det skal de ha’ ...«.

Matte besøger sin ven på sygehuset, så ofte han kan. Han synes, at det er svært at være alene hjemme på værelset uden Pekka.

»Men vi er stadig brødre, han og jeg«, siger han.

Pekka får tilbudt en plads på ’Hamnvikshemmet’, et hjem for ældre misbrugere, der ligger ved vandet et stykke syd for Stockholm. Der kan han få lov at bo, så længe han holder sig fra at drikke. Han flytter fra sygehuset derned. Og efter et par måneder begynder hans krop at hente sig.

Næsten hver morgen tager han et bad i havet: