Ja, ja. Man kaster et blik på de to mænd og tænker: Det er historien om to hjemløse. Men det er det ikke …

Pekka fortalte Magnus Wennman, at han havde levet et helt almindeligt liv med familie og fast arbejde som lastbilchauffør. Men alkoholen tog over, og gælden voksede ham over hovedet. Nu huskede han ikke længere navnene på sine fire børn.

Matte var bygningsarbejder, da livet gav sig til at brase sammen under ham, og han endte på gaden. Det var dér, han mødte Pekka.

Og de blev venner.

»Uadskillelige«, som Matte siger.

I 2013 flytter Matte fra gaden til et midlertidigt værelse på et herberg. Og Pekka flytter med – i hvert fald kigger han forbi de fleste aftener og nætter.

Herberget bliver også hjem for de to venners to tamme rotter. Om dagen, når Pekka og Matte er på gaden, låser de dem ind i garderoben, så personalet ikke skal opdage dem.

Men efterår bliver til vinter begynder Pekka at blive dårlig, og ved juletid er det rigtig slemt.

Han er for træt til at gå ud på gaden om dagen. Og bliver på Mattes værelse, hvor han sover og ser på tv.

Snart er Pekka så syg, at han ikke kan stå ud af sengen selv. Hans krop svulmer op. Han besvimer flere gange om dagen.

Og Matte må blive hjemme for at hjælpe ham.

Til sidst kan Pekka godt mærke, at han er nødt til at skulle på hospitalet.

Han prøver selv at komme ud fra herberget, men falder sammen i hall’en. Og der bliver ringet efter en ambulance. Matte har pakket nogle af hans ting i en plasticpose.

På sygehuset bliver Pekka tømt for al den væske, der har hobet sig op i hans krop:

»Jeg har aldrig følt mig så forbandet syg i hele mit liv. Det var nærmest sådan, at jeg ikke var til. Det var ikke spor sjovt«.

Lægerne fortæller ham, at hvis han fortsætter med at drikke, så har han 6 måneder tilbage at leve i. »Maks«, som Pekka selv siger.

»De var forbandet tydelige på det punkt, lægerne, det var de. De var ærlige, det skal de ha’ ...«.

Matte besøger sin ven på sygehuset, så ofte han kan. Han synes, at det er svært at være alene hjemme på værelset uden Pekka.

»Men vi er stadig brødre, han og jeg«, siger han.

Pekka får tilbudt en plads på ’Hamnvikshemmet’, et hjem for ældre misbrugere, der ligger ved vandet et stykke syd for Stockholm. Der kan han få lov at bo, så længe han holder sig fra at drikke. Han flytter fra sygehuset derned. Og efter et par måneder begynder hans krop at hente sig.

Næsten hver morgen tager han et bad i havet:

I juli 2014 beslutter Pekka sig for at tage ’ferie’ fra behandlingshjemmet og rejse til Stockholm for at fejre Mattes fødselsdag.

Midt i det hele smækker Pekka en overraskelse på bordet. Lige siden han var en lille dreng har Matte ønsket sig at komme op og flyve i en helikopter. Pekka har ryddet hele sin opsparingskonto – 900 kroner – og købt en helikoptertur til sin bedste ven. »Værsgo!«.

Matte har svært ved at tro, at det overhovedet er sandt.

Men ... det er det.

»Jeg synes, at det var en god gave til ham. Man skal have noget sjov i livet, altså«, som Pekka siger.

Se Matte flyve helikopter - i denne film, som Magnus Wennman i 2015 vandt en førstepræmie i Årets Bild i Sverige for:

Men prisen for fødselsdagen - og for at vende tilbage til byen i det hele taget - bliver høj. Dagene går. Og da sommeren går på hæld, klarer Pekka ikke at rejse tilbage til behandlingshjemmet. Trangen til alkohol og længslen efter at leve et liv, som han selv bestemmer over, bliver for stor.

Snart sidder han igen på gaden. Hans krop bliver hurtigt dårligere, han kan ikke tage medicin og drikke samtidig – og efter bare nogle uger bliver han indlagt med indre blødninger.

I august 2017 dør Pekka.

Matte har svært ved at holde sig oprejst, da han besøger gravstedet for at lægge en blomst til sin bedste ven.

Knap et år senere har Magnus Wennman stadig ikke sluppet historien om de to venner.

Selv om der kun er én tilbage.

Han fotograferer stadig Matte.

Og siger, at både han og Pekka har lært ham meget.

Ikke mindst, at der ikke findes én slags hjemløse. Alle har deres liv, deres historie.