Nedim Yasar til Politikens fotograf: »Du har taget SÅ mange billeder af mig – nu tager jeg ét af dig ...«
Politikens fotograf Miriam Dalsgaard mødte den nu dræbte, tidligere bandeleder, da han stod midt i at skulle stykke en helt ny tilværelse sammen – alene, ensom, væk fra venner og familie. Gennem et par måneder fulgte hun ham med sit kamera.
Billedet er taget 24. marts 2015 kl. 21.44.
Det er et billede af Nedim Yasar taget af Politikens fotograf Miriam Dalsgaard.
Men det er også et billede af Miriam – taget af Nedim Yasar.
Miriam med sit kamera – inde i Nedims mobiltelefon.
For som han sagde den aften i marts – måske ikke lige præcis med de ord, men meldingen var klar: »Du har taget SÅ mange billeder af mig – nu tager jeg ét af dig ...«.
Miriam Dalsgaard mødte Nedim Yasar første gang i februar 2014. Hun var sendt ud sammen med en af Politikens journalister til en skole for at tage billeder til et interview med en ung, tidligere bandeleder, der nu var i gang med en HF. Hverken hun eller journalisten havde set Nedim før.
»Så vi satte os ud i receptionen og ventede og kiggede lidt, når folk kom forbi - for han kendte jo ikke os, og vi kendte ikke ham. Vi vidste ikke engang, hvordan han så ud«, fortæller Miriam.
»Så på et tidspunkt kommer der den her fyr, stor og bred - i en meget rød jakke, gående ned ad gangen som om han e-j-e-r den – og idet han går forbi, drejer han lige hovedet over mod os og ser på os og siger: »Hvad SÅ, damer?!«. Okay, tænkte vi – det er nok ham!«.
Et af Miriam Dalsgaards første billeder af Nedim. Han var på det tidspunkt ikke vant til at stå foran et kamera, fortæller hun, og skiftede mellem et virkelig hårdt blik - og så i næste øjeblik at flække sammen af grin, fordi han blev genert.
»Og så satte vi os ind i det her helt kønsløse, hvidmalede klasselokale, og der begyndte han at fortælle. Om sin barndom. Om at vokse op og føle sig udenfor - og VÆRE udenfor. Om gerne ville være elektriker og blive kaldt til samtale om to praktikpladser sammen med sin klassekammerat Kasper og gå derhen og opleve Kasper være inde og tale i lang tid med firmaet og ende med at få den eftertragtede praktikplads – og selv bare blive mødt af et blik og et »dig, du kan lægge din ansøgning her - vi ringer, hvis vi er interesserede« og IKKE få mulighed for at fortælle om sig selv og aldrig høre en lyd fra dem nogensinde derefter«.
Fri fra skole. Nedim følges med en af sine nye venner.
»Og vi lyttede, og det var så tydeligt ... «, fortæller Miriam, der i mange år har fotograferet unge i socialt belastede områder, »... allerede den dag i det klasselokale, at Nedim kunne noget helt særligt. Han kunne sætte ord på. Og fortælle sin historie. Noget, der ikke er så almindeligt i det miljø, han kom fra. Han angav ingen og røbede ikke noget, han ikke burde, men han åbnede op for, hvordan det hele var og havde været – på en måde, som jeg aldrig havde hørt før«.
I forbindelse med sit exitprogram var Nedim Yasar flyttet væk fra sit gamle boligområde. Væk fra sine venner, væk fra sin familie. Han skulle i gang med at bygge et helt nyt socialt netværk op.
I den følgende tid fortsatte Miriam Dalsgaard med at fotografere Nedim Yasar.
I de år, hvor Nedim var højt rangeret bandemedlem, gik han ofte til barber flere gange om ugen. Da Miriam Dalsgaard fulgte ham med kameraet, var han gået over til at trimme sit hår og skæg selv. Men han tog stadig hen til den traditionelle kurdiske barber, når han skulle noget særligt. Billedet her er taget lige før en gallafest på HF-studiet.
Som han sagde: »Når man er nyklippet, føler man sig som en stjerne«.
Gennem exit-programmet havde Nedim fået en lejlighed, hvor han boede alene.
»Og der vendte jeg tilbage og besøgte ham et par gange. Det var en lejlighed på 7. sal med den smukkeste udsigt - men det første, han havde gjort, var at sætte et stort, sort lagen op foran nogle af ruderne, for han havde siddet i fængsel og følte sig mest tryg i små lukkede rum, som han kunne overskue, som han sagde«.
Følgende skrev Miriam Dalsgaard om billedet dengang, hun tog det: »Det er søndag, og der er helt stille i hans lejlighed. Der kommer ikke gæster i dag, og der er ingen fra kollegiet i hverken køkkenet eller på gangene. Nedim har sat sig ud på terrassen for at ryge. »Nogen gange har jeg slet ikke lyst til at ryge, så gør jeg det kun for at få tiden til at gå«. Han har indrettet sig i den ene ende af terrassen med to sorte, dybe lænestole og et lille bord, hvor der sirligt er lagt lightere op i en fin række i alle regnbuens farver og et askebæger. Han læner sig frem, tænder cigaretten – inhalerer – og kigger med et langt blik på sin udsigt til himlen fra 7. sal«.
»Man skal kunne leve et ensomt liv, når man er i et exitprogram«, sagde han.
»Efter det blev vi ved med at holde kontakten. Jeg var også ude og tage billeder af ham til en galla-aften på studiet. Han var blevet formand for elevrådet på skolen og havde været med til at arrangere festen, og han var så glad. Og vi aftalte, at når han fik sin hue på, så skulle jeg I HVERT FALD fotografere ham igen. Han læste HF, fordi det havde hans mor altid sagt, at det skulle han«.
Nedim Yasar fotograferet til den store gallafest på skolen, som han selv var med til at arrangere.
Det var vigtigt, at eleverne skulle komme i smukt tøj, syntes han ...
... - og der skulle være god drinks i baren. Det skulle være en rigtig fest.
Nogle dage senere - i lejligheden. Nedim i gang med at lave mad. »Da jeg var i bandemiljøet, boede jeg i en 110 kvadratmeter stor lejlighed«, sagde han, » ... men jeg følte mig aldrig hjemme i den. Jeg følte mig hjemme hos min mor og min far. Og her føler jeg mig også hjemme«.
I klasseværelset - til undervisning i religion.
I sofaen derhjemme. »Jeg kan godt lide at komme ind ad døren og se, at min dyne ligger ordentligt«, fortalte Nedim en af de aftener, Miriam besøgte ham. »Jeg vasker bag ved mit fjernsyn næsten hver anden dag. Under min seng tager jeg en gang om ugen - og mit bord her, det flytter jeg også en gang om ugen og støvsuger under det. Det kan jeg takke min mor for. Hun var meget sådan, hvis der bare lå en krumme på bordet ... den blev fjernet med det samme«.
Han sagde også: »Lejligheden her har den fordel, at den har to døre, så hvis jeg hører den ene blive sparket ind, så er der jo den anden. Det gør, at jeg vil kunne stå klar, hvis de kommer«.
På et tidspunkt sov Nedim med en kniv under puden. Men langsomt begyndte han at føle sig tryg i sin lejlighed, fortalte han - og opdagede pludseligt, at han havde lagt kniven tilbage i skuffen i køkkenet.