Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Smuk ser den ud, Gló's 'Mediterrenean Bowl'. Men desværre lever smagen ikke op til udseendet.
Foto: Mads Nissen

Smuk ser den ud, Gló's 'Mediterrenean Bowl'. Men desværre lever smagen ikke op til udseendet.

Anmeldelser

Cafekontrol: Islandsk kæde bommer med hårde kugler

Den islandske helse-fastfoodkæde Gló er skabt til tiden, men er en alt for ujævn smagsoplevelse.

Anmeldelser

De små falafelkugler lignede til forveksling de kødboller, man kan købe på køl i supermarkederne.

Ensartede og fabriksfremstillede. Men de her kugler var så hårde, at gaflen smuttede ved første forsøg på at stikke i dem. Og de var kolde, tørre og grynede på en ualmindelig trist måde. Som var de lavet ikke bare i forgårs, men i forrige uge.

Og hvor var smagen af spidskommen og koriander? Hvor var den sprøde skorpe og det varme, bløde indre, der kendetegner en ordentlig falafel?

Kontrollen af Gló i bunden af det julepyntede Magasin begyndte sløjt.

Serveringen mediterranean bowl (89 kr. for 565 kalorier) så ellers fin ud med et mix af orange og grønne farver pænt serveret i lertøjsskål. Grøntsagsspaghettien af forskellige beder var sprød, edamamebønnerne smagte, som de nu skulle, tzatzikien var den klat fedme, som serveringen skreg på, og en grøn hummus havde masser af hvidløgssmag.

Men skiverne af bagte søde kartofler var slatne, og dukkahen på toppen var smagsløs. Og falaflerne – ja, dem orker jeg ikke at tænke mere på.

Man bestiller ved disken og får en bipper, som giver alarm, når maden er klar.
Foto: Mads Nissen

Man bestiller ved disken og får en bipper, som giver alarm, når maden er klar.

Juice med 41,7 kalorier

Den islandske kæde Gló, der gør i sund fastfood, åbnede i Magasin for godt et år siden og byder på burgere, wraps og salater i mexi-, thai-, mellemøst- eller middelhavsinspirerede varianter. Gló er skabt ud af tidsåndens bevidsthed om økologi, grøntsagsbaserede måltider og næringsværdi.

Derfor kan man bag på de små plastikflasker med friskpresset juice læse, at en juice med gurkemeje, ananas, æble, appelsin, citron og ingefær indeholder41,7 kalorier, og man kan tjekke, om der er gluten i burgerbollen.

Gló er også et vidnesbyrd om, at madtrends trykker hurtigt, for det slår én, at det allerede virker bedaget med raw food, som her også bydes på en del af i kagemontren.

Gló presser selv sine juicer. 45 kroner er prisen for en lille flaske.
Foto: Mads Nissen

Gló presser selv sine juicer. 45 kroner er prisen for en lille flaske.

Mangler omsorg

God smag går til gengæld aldrig af mode, og den fik vi for lidt af hos Gló. For den lille juice med de 41,7 kalorier (og til rigelige 45 kr.) smagte vandigt og mest af bitterheden fra appelsinskræl.

Min medspiser fik en classic burger (ja! Gló har også en enkelt godbid til karnivorer, der MÅ have oksekød). Kød og garniture var der ikke noget galt med, men bollen var knap nok lunet.

Man får en fornemmelse af manglende omsorg og halvfabrikata. Så kan det godt være, at Gló-kæden fremstiller alle sine elementer selv, men hvis de kommer fra et centralkøkken, der producerede delene til dagens retter i sidste uge, kan det næsten være ligegyldigt.

Og dog! Som finale fik vi en liflig risalamande med generøse mængder hakkede mandler, vaniljekorn og ja, okay rigeligt med sukker.

Tungen sagde smæk, og falaflerne syntes langt, langt væk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gló har tre filialer i København: I Magasin, i Tivoli Food Hall og den nyeste ligger i Ny Østergade.
Foto: Mads Nissen

Gló har tre filialer i København: I Magasin, i Tivoli Food Hall og den nyeste ligger i Ny Østergade.

Hipnessfaktor

Et besøg i Magasin er en traditionel disciplin, når det gælder juleopvarmningen, hvis man hører til de hardcore-julede. Det hører sig ligesom til at svinge forbi og se årets facadepyntkollektion, trisse igennem etagerne og se udstillingerne og fornemme stemningen af stormagasin a la MC Einars ’Det’ jul, det cool’. Gló er ikke en del af den nostalgi. Her er topmoderne og ret anonymt, men hvis man craver raw kage og mandelmælk i kaffen, finder man det her.

Billigt vs. dyrt

Hvis sulten er akut, og mæthed tæller højere end nam-nam-fornemmelser, kan man få en mættende frokost til 79-99 kr. hos Gló. Og så er det økologisk og pænt serveret. Til gengæld er 45 kr. for en lille juice, uanset hvor friskpresset og sund den er, for meget. Især fordi den, vi kontrollerede, ikke engang smagte særligt godt. Snup i stedet en gedigen omgang risalamande til 49 kroner. Den smager hjemmelavet, og portionen er så stor, at du ikke vil savne klassikeren igen, før du genser den flødecremede fætter 24. december.

Dommen

Gló er tænkt til tiden. Sund fastfood til rimelige priser og serveret i modelertøj på marmorbordplader for kunder, der er bænket på læderhyndebeklædte egetræsmøbler i minimalistisk design. Konceptet virker stramt og tjekket, men facaden krakelerer, når falaflen smager af noget, der er lavet i går, og man ikke gider varme burgerbollerne. Hvis der ikke er kærlighed og nidkærhed i serveringerne, kan det være det samme med al økologien og de sunde tanker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce