På lørdag kan du møde guitarist Aaron Dessner fra indierock-bandet The National og høre ham fortælle om at spille den samme sang seks timer i streg.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

På lørdag kan du møde guitarist Aaron Dessner fra indierock-bandet The National og høre ham fortælle om at spille den samme sang seks timer i streg.

iBYEN

Ibyens weekendguide: Tag til gratis vinsmagning og spil banko i bælgravende mørke

Du kan peppe dit gamle tøj op til ugens fashion level, fejre det kinesiske nytår og møde The National-guitarist Aaron Dessner.

iBYEN

Torsdag

Skal du have syet en knap i skjorten, eller ligger du inde med et par bukser, som du aldrig har fået taget dig sammen til at lægge op, er det oplagt at svinge forbi Tradonos repair and swap-event. Her sidder to skræddere klar til at fikse dit tøj, mens du selv kan gå på jagt på byttebørsen og bytte det tøj, du er træt af, til noget nyt, som andre har kasseret. Der er snacks, drinks og musik, og entreen er gratis, men medbring (mindst) et stykke tøj til byttebørsen.

Når du har fået fikset og byttet dit tøj, kan du fortsætte Vesterbro-aftenen med mørkebanko i Absalon. Alt lys bliver slukket, men man kan købe knæklys i baren, så alle får en fair chance for at opdage, når der er banko på pladen.

I den anden ende af byen åbner Kunsthal Charlottenborg årets udgave af den traditionsrige Forårsudstilling, hvor 61 kunstnere er blevet udvalgt blandt 781 ansøgere. Til ferniseringen kan man købe mad og drikke, og dj Christian d’Or lægger lyd til arrangementet.

Pop-up Repair & Swap. 2. feb., kl. 18-21. Vesterbrogade 26, Kbh. V

Mørke bingo banko. 2. feb., kl. 20-22. Absalon, Kbh. V

Fernisering: Charlottenborg Forårsudstilling 2017. 2. feb., kl. 19-22. Kunsthal Charlottenborg, Kbh. K

Fredag

Der er ung og fremadstormende dansk hiphop og r’n’b, når kurator og hiphopblogger Danijel Drux inviterer Jamie Kamara, ANYA og Artigeardit til at spille til Red Bull Sound Select i Vega. ANYA har længe været en stor spiller på den danske r’n’b-scene, og Jamie Kamara er med sin stilsikre soulede lyd blevet udpeget til at være det næste store hiphopnavn, mens Artigeardit ligeledes er et hiphopstortalent. Billetter sælges kun i døren efter først til mølle-princippet (75 kr. med RSVP), så det er en god idé at stille sig tidligt i kø.

Ønsker du at få en fod inden for til modeugens festligheder, men er på den anden side politisk korrekt og modstander af modebranchens skiftende kollektioner, tvivlsomme materialer i masseproduktion og dårlige arbejdsforhold, så kan du kigge forbi Vess – Vesterbro Showroom.

Her holder modemagasinet Less Magazine hof og fejrer udgivelsen af deres ottende magasin, der handler om bæredygtig og ansvarlig mode. Designerne FLOCK, Lærke Valum og Louise Egebro fortæller sammen med Less Magazine om deres ambitioner for at forandre modebranchen. Der er udstilling, drinks og musik fra Malamin og Kvinder Der Kender Din Krop.

Red Bull Sound Select: ANYA, Jamie Kamera & Artigeardit. 3. feb., kl. 19-23. Vega, Kbh. K

Glocal Garden. 3. Feb., kl. 17-21. Vess – Vesterbro Showroom, Kbh. V.

Lørdag

Kan en gammeldags vinbasker som Barolo overhovedet vippes af pinden? Hos Mother Wine stiller man spørgsmålet, når der inviteres til vinsmagning, hvor italienske vintageklassikere vil blive udfordret af nye natur- og økologiske vine.

Omkring 100 flasker kommer på prøve, og deltagerne får selv lov til at sætte deres præg på Mother Wines menukort for næste sæson.

Ethiojazz opstod i 1950’erne som en fusion mellem traditionel etiopisk musik, jazz, afrofunk og soulmusik, og på andendagen af den landsdækkende musikfestival Vinterjazz mixer Ras Money & Morten McCoy jazztoner fra Etiopien med afstikkere til Nigeria og andre afrikanske rytmer. Billetter kan købes i forsalg til 50 kr.

Copenhagen Contemporary har siden august sidste år haft en storskærm med et videoværk, hvor indierockbandet The National spiller nummeret ’Sorrow’ om og om igen seks timer i streg. På lørdag kigger guitarist Aaron Dessner så forbi til en snak om den lange koncert, The Nationals arbejde og om den kommende festival Haven, som han har skabt sammen med sin bror, Bryce Dessner, der er også er guitarist i The National, og Claus Meyer, bryggeriet Mikkeller og Beatbox Entertainment.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mother Wine: Wine Tasting. 4. feb., kl. 17-22. Mother Wine, Kbh K

Jazz Remixed: Ras Money & Morten McCoy (Vinterjazz). 4. feb., kl. 21-00. Jazzhouse, Kbh. K

Politikens Live: Aaron Dessner fra The National til filmmaraton. 4. feb., kl. 11.30-19.30 – samtale fra kl. 18. Copenhagen Contemporary, Kbh. K

Søndag

Hvis du allerede er træt af 2017 og trænger til noget nyt, kan du følge den kinesiske kalender og træde ind i år 34, hanens år. Det kinesiske nytår er årets største gastronomiske begivenhed i Kina, og i Torvehallerne kan du få en bid mad med, når kinesiske specialiteter som bløde bao og stegte nudler fylder torvet på Israels Plads.

Der er også underholdning, når traditionelle løvedansere danser året ind og Dansk Kinesisk Kunstkor synger korsang.

Godt Kinesisk Nytår. 5. feb., kl. 11-16. Torvehallerne, Kbh. K

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN