Madanmelder Joakim Grundahl havde mildest talt en dårlig aften på Madklubben Nørrebro.
Foto: Rune Pedersen

Madanmelder Joakim Grundahl havde mildest talt en dårlig aften på Madklubben Nørrebro.

iBYEN

Fem skarpe til madanmelderen: Var det nødvendigt at sable Madklubben ned?

Politikens anmelder Joakim Grundahl svarer på den kritik, der er rejst i kølvandet på hans 1-hjertede anmeldelse af Madklubben Nørrebro.

iBYEN

Joakim Grundahl, du giver bundkarakteren 1 hjerte til Madklubben Nørrebro. Flere læsere og Madklubbens indehaver, Anders Aagaard, mener, at du burde have sendt maden tilbage til køkkenet og givet dem en chance for at rette fejl undervejs. Hvad siger du til den kritik?

»Når du som anmelder skal beskrive en virkelighed for en læser, er det vigtigt at din tilstedeværelse påvirker den virkelighed mindst muligt. Det skal være en nålestiksmanøvre, der gengiver den rå virkelighed. Som koncertanmelder ville jeg jo heller ikke bede Emil Stabil om at rappe første vers en gang til, hvis jeg ikke var tilfreds med hans flow.

Og så synes jeg også, der er noget ansvarsforflygtigende over at lade det være op til gæsten at sikre sig en god oplevelse. Det er måske ikke alle gæster, der har lyst eller føler sig sikre nok til at brokke sig, så et køkken må naturligvis blive anmeldt på det mad, de selv mener er som det skal være.

Desuden var flere af retterne på Madklubben Nørrebro umulige at rette op på«

Hvor store forventninger kan man egentlig tillade sig at have til tjenernes faglige niveau på en restaurant som Madklubben?

»Jeg havde ikke store forventninger til tjenernes faglighed. Jeg kender Madklubbens koncept og kan godt lide at komme på restauranter, hvor der ikke er så meget snak. Men problemet denne aften var ikke uvidenhed. Det var behandlingen. Vi følte det, som om vi havde invaderet en privatsfære og forstyrrede med vores blotte tilstedeværelse. Jeg går normalt ikke så meget op i servicen. Folk er forskellige, og en personlighed med attitude foretrækker jeg fremfor en servil robot. Men her var det som en fabrik, hvor vi følte os som produktet for virksomheden og ikke som kunder«.

Engang genbesøgte Politiken steder, der stod til at få 1 enkelt hjerte i en madanmeldelse for at sikre, at det ikke bare var én uheldig aften. Hvorfor er den praksis ophørt?

»Vi genbesøger steder, hvor vi overvejer at give laveste karakter, men stadig er i tvivl, om der var tale om en meget uheldig svipser. Men denne gang var det så konsekvent udført i alle retter, at jeg ikke var i tvivl. Lidt mere salt og peber på bøffen havde ikke ændret noget. Og så var det heller ikke kun maden, der var problemet. I anmeldelsen nævner jeg også andre gæster, der sidder og ryster på hovedet. Så. Hvem tager vi hensyn til som anmeldere, restauratørerne eller gæsterne? Skulle vi komme igen, fordi det var synd for tjenerne, at de lige havde en dårlig dag den mandag, eller skal jeg anmelde den oplevelse, som de andre gæster ville kunne genkende? Selvfølgelig er vi læsernes ambassadører og ikke restauratørernes«.

Hvorfor bruger du i din anmeldelse en beskrivelse som »en lille terrier« om en tjener? Er det nødvendigt at tvære folk ud?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu er en terrier en race, der oprindeligt blev avlet til jagt- og kamphunde, så det passer meget godt med den oplevelse, vi havde af at blive afkrævet svar med en terriers ukuelighed. Og ja, nogle gange er det nødvendigt at tvære det ud i sproget. Når man tager 1.400 kroner for sådan en aften, synes jeg, at sproget skal afspejle den følelse, man har bagefter. 1.400 kroner. 14 hundredkronesedler!«.

»Det er jo vildt mange penge. Før skat er det vel omkring 2.500 kroner, der skal tjenes ind, og når man tænker på, at den danske gennemsnitsløn er i underkanten af 300.000 kroner før skat, så er 1.400 kroner noget, mange skal spare op for at betale på en enkelt aften«.

»Det er endda kun gennemsnittet, som ligger relativt højt, fordi de rigeste danskeres løn også tæller med. Og de rigeste danskere er ikke den målgruppe, Madklubben sigter efter. Så for mange af deres gæster er det en endnu større del af månedslønnen, der skal prioriteres til en særlig aften. Og hvis den så bliver sjusket væk, så synes jeg, det fortjener at få kritik uden høfligt hensyn til den millionforretning, der står bag. Det har intet med jantelov at gøre, det er bare klar snak«.

Anders Aagaard mener, du havde »en dårlig aften« og muligvis havde din »egen dagsorden« for besøget. Havde du det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej. Hvis man som anmelder kan lade sin egen humørtilstand være afgørende for en saglig bedømmelse, så skal man sige op på stedet. Jeg træder ind i et helt andet professionelt rum, når jeg går på restaurant som anmelder. Jeg er meget bevidst om, at det, jeg skriver, kan have konsekvenser for de folk jeg skriver om, så selvfølgelig går jeg åbent og nysgerrig ind til hver restaurant. Helt konkret havde jeg ikke forventet, at det skulle blive så skidt en oplevelse på Madklubben Nørrebro«.

»Jeg havde ikke forventet noget genialt, men jeg har tidligere givet både tre og fire hjerter til to af kædens restauranter og havde forventet noget i samme leje. At jeg skulle have en jantejuridisk agenda om at slagte en industrimagnat er lige så tåbelig en automatreaktion som janteloven selv. Selvfølgelig kan man lave god mad, selv om man er succesrig forretningsmand. Det kan være en udfordring at sikre kvaliteten, jo flere filialer man åbner fordi man kommer længere væk fra den daglige drift, men i udgangspunktet er der ingen grund til at have noget imod det. Hvorfor skulle man det?«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN