Digteren Dan Turèll skrev københavnerklummer for Ibyen on and off  igennem 15 år. Her er han fotograferet på Vesterbro i 1981.
Foto: Mogens Berger

Digteren Dan Turèll skrev københavnerklummer for Ibyen on and off igennem 15 år. Her er han fotograferet på Vesterbro i 1981.

iBYEN

Julen giver mig kvalme og lyst til at emigrere midlertidigt: Læs Dan Turèlls julehader-klumme fra 1979

For 40 år siden begyndte Dan Turèll at skrive klummer for Ibyen. Vi fejrer jubilæet og pudser 10 af de bedste klummer af.

iBYEN

Så er det jul igen, det nytter ikke at nægte det.

Vinduesdekorationer for et uhyggeligt beløb er stillet til skue i de dertil indrettede stormagasinvinduer, nisser pyntes og vaskes af med vanlig omhu, stearinlysene kommer igen til ære og værdighed, de handlende hænger guirlander i de ellers så ædrueligt udseende lygtepæle, og ude på landet er store, voksne mennesker i fuld gang med at tage livet af tilstrækkelig mange grantræer, for at de om få uger kan stå i diverse dagligstuer og se aldeles idiotiske ud endnu et par uger, før de ender i baggården som alt andet husholdningsaffald – et imponerende verdensfjernt ressourcespild.

Og som sædvanlig er alle tegnene der mindst en måned for tidligt: Den ulidelige ’Nøddebo Præstegaard’ for Gud ved hvilken gang, det ene forbandede julehæfte efter det andet

Nej, det er intet at gøre, mine damer og herrer. Det kimer nu til julefest, fordi et barn er født i Betlehem i voldsom trængsel og alarm.

Og som sædvanlig er alle tegnene der mindst en måned for tidligt: Den ulidelige ’Nøddebo Præstegaard’ for Gud ved hvilken gang, det ene forbandede julehæfte efter det andet med de mest ubehjælpsomme og ulæselige historier til gavn for de bedst mulige formål, ’og det er jo kun jul én gang om året’.

Snart vil man komme helt ind i juletrancen. Man vil begynde – som solid dansk sæd og skik foreskriver – med at spise. Man vil arrangere ’julefrokoster’, hvis ælde formål er at give de deltagende en mulighed for at forspise sig fuldstændig under højtidens, kollegialitetens og venskabets velvillige fupmasker.

Du danskes vej til vom og ve: flæskesteg, leverpostej og sylte. Plus selvfølgelig den efterfølgende fordobling af spirituskørslen.

Og allerede nu er butikker stopfyldte af venlige og godmodige mennesker, der leder efter gaver til hinanden med samme intense alvor som den, hvormed vesterlandske imperialister for historisk set få år siden byttede glasperler med såkaldte naturfolk.

Og når alt dette juks endelig er pakket ind og ud (igen et ressourcespild af format!) og slæbt frem og tilbage og byttet, og når man endelig har vadet rundt om sit absurde juletræ efter givetvis at have spist for meget og forkert – så er det endelig overstået. En dyb sløvhed sænker sig så så pludseligt over nationen, en forspist lede, en mat mæthed af mandler og marcipan, og man bliver enig om trindt omkring i de tusind hjem, at det er nu godt, det er kun er jul en gang om året.

Jeg er ingen udpræget modstander af grantræer, men disse patetiske stumper på et pænt tæppe behængt med papirshjerter og konfektknas, de giver mig nærmest nervøse trækninger. Det er både grimt og smagløst

Personligt kunne jeg godt tænke mig at skære årle julefrekvens ned med endnu én. Nu har jeg 33 gange oplevet denne tradition, og det er mig plat umuligt – selv med min bedste vilje – at se nogen som helst mening eller skønhed i den.

Jeg er ingen udpræget modstander af grantræer, men disse patetiske stumper på et pænt tæppe behængt med papirshjerter og konfektknas, de giver mig nærmest nervøse trækninger. Det er både grimt og smagløst.

Tanken om, allerede nu, at næste måned vil landet være besat af denne infame pest, julen med al dens slidder og sladder og sin tunge grød af savl og sentimentalitet og sneflimmer og sølvdrys – denne tanke giver mig på forhånd kvalme og lyst til at emigrere midlertidigt til f.eks. et hinduistisk eller muhamedansk land, hvor man dog har fred for den slags tossestreger.

For selvfølgelig er det et ritual at holde jul, en kult, og måske noget nær den sidste kult, vi har tilbage i det afritualiserede industrisamfund. Men det er en slap kult, en doven og uproduktiv kult, som ikke er værd at holde liv i.

Meningen med et ritual er dets fornyende, rensende kraft – og det fælder ethvert menneskeligt ritual, fra en indianerilddans til en seriøs salmesang i ethvert trossamfund. Det gælder derimod ikke den bastardskiftning ved navn jul, som hvert eneste år med samme infame præcision lægger sin klamme dyne over hele landet. Gid Fanden var stærk nok til bare at afskaffe skidtet!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne tanke giver mig på forhånd kvalme og lyst til at emigrere midlertidigt til f.eks. et hinduistisk eller muhamedansk land

Men nej, den dag, julen bliver afskaffer i Danmark, først den dag er revolutionen for alvor en kendsgerning. Intet er så stærkt som sådan en tradition, intet vil kunne rokke den. Og selv de mest rebelske gemytter i dagens Danmark har garanteret allerede overfyldt kalender med aftaler om julefrokoster.

Shit! I sommer, der jo ikke var meget sommer, mødte jeg under et ophold på Falster en lille dreng, der hed Rasmus. Rasmus var omkring fem år og fuld af gode ideer. Da vi voksne i nærheden gang på gang havde brokket og bandet os over solens uelskværdige og utilbørlige tilsidesættelse af den danske sommers krav, fik Rasmus en idé.

Han fortalte os, at det var ham, der havde fanget solen, faktisk havde han rent ud sagt fanget solen i en brændekasse inde i pejsestuen. Det var ikke givet, han kunne slippe den ud, det var heller ikke sikkert, den gad gå ud, måske var den lidt syg og trængte til at hvile sig, men han skulle i hvert fald nok tale med den om det.

Han lod forstå, at solen sikkert ville være modtagelig over for hans argumenter, hvis han f.eks. gik hen til den med en is i hånden.

Gid Fanden var stærk nok til bare at afskaffe skidtet!

Rasmus holdt det nummer kørende i flere dage og udbyggede sin historie fra dag til dag, samtidig med at han regelmæssigt fortalte os nyt om solens befindende. Imidlertid fik han, som man vil huske, den ikke frem for alvor alligevel.

Sørgeligt nok. Men hvis han eller en anden kunne lave det samme nummer med julen, så melder jeg mig gerne som en af dem, der i den anledning glad giver en is.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Klummen ’Det kimer nu’ blev første gang bragt i Ibyen i Politiken 23. november 1979.


Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce