Fra 1978 og frem til sin død i 1993 skrev forfatter Dan Turèll klummen ’Dan Turèll i byen’ i Politiken. Vi pudser 10 af de bedste Ibyen-klummer af.
Foto: Asger Sessingø

Fra 1978 og frem til sin død i 1993 skrev forfatter Dan Turèll klummen ’Dan Turèll i byen’ i Politiken. Vi pudser 10 af de bedste Ibyen-klummer af.

iBYEN

Hvorfor står københavnerne bare og glor? Hjælp dog! Læs Dan Turèlls nytårsprædiken til storbyfolket

Hvor er næstekærligheden i byen? I 1979 så Dan Turèll en kvinde falde i et isglat København. Men et andet syn var værre ...

iBYEN

Blandt de mange dagligt fuldbyrdede voldtægtsforsøg mod hvad saglig Grundtvig kaldte ’Vor Moders Røst, det danske sprog’, er den i øjeblikket særdeles aktuelle vending der taler om ’spejlglatte veje’, og som alle idioter inden for såvel trafikradio som mindre marereden meteorologi i disse dage bruger.

Der findes ikke spejlglatte veje, de damer og herrer, for som enhver der nogensinde har haft et spejl mellem hænderne vil vide: Spejle er ikke glatte.

Is kan være glat, spejle ikke. Spejle derimod kan være blanke, og det er nok som regel dét man mener - hvis man altså ligesom på én eller anden måde hører til en af dem der mener, at sprogets sanselighed og præcision er ligesom ikke det det handler om, for det vigtigste er jo alligevel (sådan) (ligesom) (på én eller anden måde) at vi forstår hvad hinanden mener, ikk’?

Nå, i søndags havde vi allerhøjeste grad både spejlblanke og isglatte veje. Da jeg stod op og gik ud efter morgenaviserne, var der alle vegne på fortovene lange snorlige glidebaner. Sneen var begyndt at tø, og var så alligevel ved nøjere eftertanke frosset til igen – med det resultat, at hvert eneste fortov var en veritabel dødsfælde. (Vejen derimod, hvor de livsvigtige bilister skulle køre, var naturligvis omhyggeligt renset. Men det er jo også noget helt andet).

Alle, der var tidligt oppe her i kvarteret, denne søndag formiddag bevægede sig adstadigt og agtpågivende som en blanding af en perialiseret pingvin og en ministeriel middagsherre

Og folk bevægede sig fornuftigvis derefter. Det var et syn for Guder, og det overflødiggjorde adskillige Max Brothers-film. Alle, der var tidligt oppe her i kvarteret, denne søndag formiddag bevægede sig adstadigt og agtpågivende som en blanding af en perialiseret pingvin og en ministeriel middagsherre, tog skridt på kun få centimeter og så hele tiden opmærksomt ned på jorden og dens cover af is. Det lignede en absurd stumfilm-ballet. Unge og gamle, tykke og tynde, kvinder og mænd – alle sammen i samme af vejrliget dikterede gangart.

Naturligvis adopterede jeg den også selv. Hvem i Helvede bryder sig om at brække et ben, hvis det kan undgås.

Men det var ikke alle, der undgik det.

Da jeg drejede om ad hjørnet ved Vesterbrogade, så jeg dét ske, som jeg havde frygtet: En lille ældre dame, klædt i sorg og med modbydeligt glatte galocher på fødderne, kunne ikke længere holde fodfæstet. Hun gled, hun faldt – og hun blev liggende, over for mig, på det modsatte fortov.

Og folk gik forbi. Unge par kom forbi med deres barnevogne, kastede et blik på den gamle dame, der lå der på fortovet og bestemte sig så til, at det ikke kom dem ved. Enlige damer og herrer på vej efter rundstykker og mælk blev stiltiende enige med sig selv om, at man ikke skal rode sig ind i noget. Jeg blev stående på hjørnet og så, så mærkeligt var billedet.

Egentlig ville jeg også have tilbudt at tage en drink med til hende, efter sådan et chok og for varmens skyld, men det er sin sag for en relativt ung mand at hælde spiritus i halsen på ældre damer

Pludselig tog jeg mig sammen, kom ud af film-mareridtet og blev klar over, at det jo var damen, det drejede sig om. Jeg vaklede forsigtigt over til hende. Hun havde brækket det ene ben. Hun stønnede. Og samtidig lå hun alligevel helt tilbagelænet, som om hun bare ventede roligt på, at det måtte kunne løse sig på den ene eller den anden måde. Hun kunne ikke rejse sig, hun kunne intet gøre selv, hun måtte bare vente – og det vidste hun.

Jeg sagde til hende, at det var vel nok et væmmeligt uheld, at hun nok hellere måtte blive liggende (det fór pludselig igennem hovedet på mig, at ukyndige kan ødelægge mere end de hjælper ved at ville rejse trafikofre op), og at jeg ville gå over og ringe efter en ambulance til hende. Egentlig ville jeg også have tilbudt at tage en drink med til hende, efter sådan et chok og for varmens skyld, men det er sin sag for en relativt ung mand at hælde spiritus i halsen på ældre damer.

’Tak, unge mand’, sagde hun. ’Det er forfærdelig pænt af Dem. Jeg skulle bare haft et par kryddere, ja ... Vil De ikke også være venlig at ringe til min mand? Det har de sikkert ikke tid til på hospitalet ... Tak, unge mand!’

Den kvinde var ikke vant til opmærksomhed, ikke vant til noget som helst blev gjort for hende, dét var tydeligt. overstrømmende tak for så lidt! Og den første tanke, som hun lå dér med sit brækkede ben, var manden, der sad hjemme med kaffekanden og ventede på krydderne!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og jeg tænkte på dén tidsalders kvinder, 60-års-generationen, som jeg så ofte har beundret. Man fremstiller simpelthen ikke den model mere, den er udgået

Det gik hurtigt. Manden fik besked, ambulancen kom, kvinden blev kørt væk. Jeg gik igen over i kiosken for at få aviserne. Til trods for lokkende overskrifter tænkte jeg stadig væk på damen, det var ikke til at lade være. Lige sådan er hverdagens tragedie: Dér skal hun ned efter krydderne, sikkert for titusinde gang, imens manden laver kaffen (det plejer ellers at være omvendt, der er altid fem mænd for hver kvinde i bagerierne søndag morgen) – og så, pist, et glat stykke, bang! ... Og var hun faldet blot lidt uheldigere, eller været i lidt dårligere form ...

Og jeg tænkte på dén tidsalders kvinder, 60-års-generationen, som jeg så ofte har beundret. Man fremstiller simpelthen ikke den model mere, den er udgået. Disse kvinder, der har levet et helt liv i ustandseligt slidsomt arbejde, sjældent haft for meget, altid givet manden og børnene det meste og bedste, aldrig beklaget sig, aldrig været egoistiske, altid tænkt på andre med ufattelig beskedenhed ...

Jeg skammer mig ikke for at sige det: Jeg bad en bøn for hende. Der er synd for folk, der ikke kan bede. Det er lige så slemt som ikke at kunne synge.

I er nogle hundehoveder, nogle hængerøve, nogle nakker – og en fornærmelse af den dybeste og inderste menneskelige etik siden Buddha, Muhamed eller Moses

Og så gik jeg ned og fik en drink, og kom igen til at tænke på det mærkeligste af det hele, det rystende ved episoden: Alle disse mennesker, der bare gik forbi med deres unger og aviser og morgenbrød – og som kastede et blik og gik videre. For Fanden, det kunne have været deres farmor! Det var nogens farmor!

Véd I, hvad I er, I der altid bare står og glor, når der sker sådan noget, og som bare skynder jer væk, fordi I jo har en aftale eller en snurrende kaffekande og man skal jo ikke blande sig, vel? Véd I, hvad I er?

I er nogle hundehoveder, nogle hængerøve, nogle nakker – og en fornærmelse af den dybeste og inderste menneskelige etik siden Buddha, Muhamed eller Moses: At ethvert væsen hjælper et andet i nød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I kan lige så godt være ærlige. Få så dét medlemskort til Fremskridtspartiet!

Klummen ’Nytårs-prædiken’ blev første gang bragt i Ibyen i Politiken 12. januar 1979.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce