Foto: Asger Sessingø
iBYEN

Hvis Christiania var en Michelin-restaurant: Læs Dan Turèlls madanmeldelse af Pusher Street fra 1985

For 40 år siden begyndte Dan Turèll at skrive klummer for Ibyen. Vi fejrer jubilæet og pudser 5 af de bedste klummer af.

iBYEN

Klummen ’Klar Tjald’ blev første gang bragt i Ibyen 1. februar, 1985.

Jeg tror, jeg roligt kan sige, at vi er mange kritiske rygere, der i de senere år har holdt os fra Christiania – og specielt naturligvis Pusher Street – fordi der har været tale om en betydelig forringelse i betjeningen af kunderne, en forringelse, der først og fremmest skyldtes manglen på import af råvarer af virkelig kvalitet.

Man har kunnet få det indtryk, at man satsede på den hurtige (og formentlige lukrative) omsætning i stedet for at lægge kræfterne i for at kunne tilbyde det optimale produkt.

Jeg må endnu en gang understrege, at en god pibe hash begynder med det oprindelige naturprodukt – hashen. Hvis denne ikke har en rimelig kvalitet – hvad der desværre kun sjældent er tilfældet – skræmmer man i hvert fald en kender væk.

Hvor mange stykker bakelit er ikke blevet blandet med rugbrød og solgt til uerfarne som burgere på Indre Bys Strøg

Et stykke tid har det været sådan på Christianias strøg – hvor mange sty1kker bakelit er ikke blevet blandet med rugbrød og solgt til uerfarne som burgere på Indre Bys Strøg? – men nu er der heldigvis glædelige tegn på en ny linje i Pusher Street. Små måske, men de varmede og gav et løfte om, at denne vor mest traditionsrige rygergade atter kan leve op til fortidens stolte dage og det dengang med rette så fortjente ry.

Min ledsager og jeg ankom til en frokostpibe og blev straks tiltalt af en pusher, der – på trods af visse indvendinger, man kunne have imod hans noget ejendommelige klædedragt – elskværdigt inviterede os hen til sit bord og demonstrerede sin grønne marok. Den var hård, svær at smuldre – gav ikke den lette løftende fornemmelse i fingrene, som den virkelige ryger sætter pris på – og vel også lidt vel ung.

Som bekendt lagres marokkansk hash meget ofte for kort tid, hvilket selvsagt spiller sin rolle for såvel smag som styrke. 40 kr. grammet for en sådan umoden marok er en ganske urimelig pris, selv om den desværre ikke længere er noget særsyn.

Dens særegne tørre fugtighed i samspil med dens krydrede aroma er en gudernes nådegave

Min ledsager valgte i stedet en rød libanon ved et af de andre borde, blandet af en sød finsk pige, og havde kun lovord tilovers for den. Jeg fik en smagsprøve og havde ikke svært ved at forstå – og dele – hans glæde. En ægte rød libanon er noget af det reneste, man kan finde.

Dens særegne tørre fugtighed i samspil med dens krydrede aroma er en gudernes nådegave, og den var dagens første opløftende bekendtskab – også selv om den blev blandet med en grøn Cecil, hvad jeg af princip er modstander af, og ristet over et adskillige gange før benyttet stykke sølvpapir, hvilket selvsagt nedsætter blandingens værdi.

Selv den bedste hash kan ødelægges ved en uduelig miksning, og meget af rygeglæden afhænger af mikserens evner – den geniale blander kan få et mirakel ud af den simpleste marok, og den slette kan ødelægge den mest sublime nepal. Så galt gik det heldigvis ikke her, libanonen trængte fint igennem, men jeg anbefaler forsigtighed med disse Cecil-blandinger. Efter min mening burde en så udsøgt hash som netop rød libanon aldrig akkompagneres af anden tobak end f.eks. en Camel, eller måske – hvis man er i det humør – en let tørret Chesterfield.

De dufte, denne klump udsendte, var simpelthen himmelske og lovede salige stunder

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi var nu rede til hovedpiben, og det skulle naturligvis være en sort nepal. Der var tre typer i dagens torvetilbud. Den ene virkede ærlig talt lidt flov – højst tvivlsom som nepal, snarere ’forklædt’ sort afghan, en i sig selv hæderlig vare (omend langtfra det ypperste), men højst tvivlsom, når den sælges som nepal.

Den anden, derimod, havde et uimodståeligt autentisk look, og blot ét strøg med en paptændstik overbeviste om varens kvalitet. De dufte, denne klump udsendte, var simpelthen himmelske og lovede salige stunder. 6o kr. grammet – men champagne og trøfler er heller ikke, og kan aldrig blive, billige varer.

Men til trods for dette fristende tilbud valgte vi begge en tredje sort: En dybsort honningnepal af den art, man vist næppe har set siden 60’erne – den bløde, klæbrige, harpiksagtige sort, der ved den blotte indånding synes at forføre en til den fjerneste Orient.

Den blev perfekt blandet af en ung dansk pige – ny i faget, men så absolut en lovende begynder, man vil høre mere til – med en blød pibetobak (jeg glemte desværre navnet), der lod nepalens karakter komme fuldt ud til sin ret og samtidig holdt hashen på det lave brændpunkt, der er en forudsætning for en smagsbevarende udvikling af rygeprocessen. Alt for mange sjusker med disse ting, men Camilla – som hun hed – hører ikke til dem.

Vi røg piben helt ned med velbehag, selv i de sidste trævler var der velsmag, og Camilla hældte uopfordret et par kopper te frem til os fra sin termokande, netop da vi trængte til det. Det er den slags ting, der gør, at man føler sig tilpas.

Vi modstod fristelsen til en mexicansk på vejen ud. Vi skulle jo på arbejde igen

Vi sluttede med hver at købe 10 gram af hendes nepal – samlet pris 1.000 kr., 50 pr. gram, en meget favorabel handel, også i sin prispolitik er Camilla fornuftig – og forlod Christiania. Vi modstod fristelsen til en mexicansk joint på vejen ud. Vi skulle jo på arbejde igen.

Men både libaneseren og nepalen var oplevelser, vi vil huske, så vi vender tilbage til Pusher Street. Og hvis ikke den nuværende udvikling igen skulle ændre sig til det værre, vil vi anbefale andre seriøse rygere at gøre det samme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fire chillummer. Marokken trak lidt fra, og den grønne Cecil var et eklatant fejlgreb. Der er stadig ting, der skal ændres. Men afgørende er det alligevel, at det er længe siden, man noget sted har fået så rige rygeoplevelser som i Pusher Street.

Klummen ’Klar Tjald’ blev første gang bragt i Ibyen i Politiken 1. februar, 1985.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN