Foto: Joachim Adrian
iBYEN

Ibyen guider: Her er 7 af Københavns bedste fiskerestauranter

Hovedstaden har efterhånden landet en hel del gode fiskerestauranter, der byder på alt fra fish & chips til søpindsvinegonader i egen saft. Vi guider.

iBYEN

1 Oysters & Grill

»Som at være på en haveknejpe på Mallorca«.

Sådan beskrev Adam Price, Politikens tidligere madanmelder, Cofoco-kædens bud på en prisvenlig fiskerestaurant, da han besøgte stedet i Sjællandsgade på Nørrebro tilbage i 2011. Siden da er Oysters & Grill blevet en klassiker i kvarteret.

Her kan man få tre retter for 325 kroner, en skaldyrsmenu for det samme, østers i alskens varianter til knap 30 kroner per bløddyr, grillet havbars med fritter for 195 og alt muligt andet godt fra havet.

Foto: Magnus Holm

Oysters & Grill. Sjællandsgade 1B, København N.

2 Iluka

Nu bevæger vi os lige et nøk op på prisskalaen.

For på Iluka stræber de ikke efter at være synderligt prisvenlige; vi snakker eks-Noma-kokke, new nordic, hype og alt det der. Til gengæld skulle de også servere virkelig god og ambitiøs mad. Stod det til Martin Kongstad, skulle de have en Michelinstjerne, og Politikens anmelder David D. Dyrholm Nielsen brugte ord som ’sublim’ og ’himmerige’ i sin 5-hjertede anmeldelse:

»Råvarernes kvalitet er uforlignelig, det er simpelthen noget nær umuligt at opdrive bedre. Stærkest står køkkenet derfor også, når de lader råvarerne tale for sig selv«.

Iluka. Peder Skrams Gade 15, København K.

3 Hooked

Men fisk behøver altså ikke nødvendigvis at være noget, man stikker andægtigt til med ret ryg og seriøs mine. Det kan også være snasket fast food, kan det.

Og det er det hos Hooked, der ligger både på Nørrebrogade og Halmtorvet. Man kan tage maden med hjem eller vælge at spise den i de rå, hvidklinkede lokaler. På menuen er der blandt andet fish & chips til 100 kroner, lobster roll til 125 og fiskeburger til 95. Man kan også bestille en hel hummer med fritter til 245 kroner.

Vores caféanmelder Morten Hjortshøj bed i den grad på og takserede med 5 hjerter i sin anmeldelse:

»Serveringerne er veloplagte, tempoet tjept, priserne rimelige, og så er der åbent både middag og aften«.

 
Foto: Finn Frandsen

 

Hooked. Nørrebrogade 59, København N, og Halmtorvet 34, København V.

4 Fiskebaren

Fiskebaren i Kødbyen må næsten have det største udvalg af frisk fisk og skaldyr i København. Det er i hvert fald stort. Du kan få alt fra helleflynder til kongekrabbe, tangsalat, torskerogn, kulmule, kammuslinger, ja, you get it.

Og så kan de ovenikøbet deres kram på Fiskebaren. De er blevet omtalt rosende i alt fra New York Times til Time Magazine og kan også bryste sig af en Bib Gourmand, som er Michelinguidens anbefaling af »god mad til rimelig penge«.

Fiskebaren. Flæsketorvet 100, København V.

5 Musling

Musling overfor Torvehallerne er en aflægger af Fiskebaren og serverer fisk med et asiatisk tvist.

Vores anmelder Joakim Grundahl var godt nok ikke videre begejstret, da han anmeldte stedet i 2018. Flere af retterne var for dyre i forhold til, hvad man fik – eller rettere, hvad man ikke fik, for serveringerne er generelt ret små – og faktisk var det de små sideretter, der løftede oplevelsen. 3 hjerter.

Ifølge fiskehandleren fra Torvehallern, Tommy Fischer, har de imidlertid fået bedre styr på det efter begyndervanskelighederne. »Musling har virkelig fundet deres egen stil«, sagde han, da vi interviewede ham om hans yndlingssteder i København.

Desuden har Michelinguiden også her været forbi og sat et Bib Gourmand-klistermærke på døren.

Musling. Linnésgade 14, København K.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

6 Rouge Oysters

For at det ikke skulle være løgn ejer folkene bag Fiskebaren et tredje spisested. Et fiskeimperium er der jo næsten tale om.

Rouge Oysters på Gammel Kongevej er Københavns første østersbar, og de har åbent torsdag, fredag og lørdag. Her er vin fra 50 kroner og opefter og et bredt udvalg af østers.

Vi har ikke selv anmeldt stedet, men ovre hos konkurrenten var Berlingskes Søren Frank ovenud lykkelig og kvitterede med 5 stjerner.

Rouge Oysters. Gammel Kongevej 43, København V.

7 Fishmarket

Restaurantens engelske navn afslører det ikke, men Fishmarket er altså frankofilt par excellence.

Den ligger lige over for D’Angleterre ved Kongens Nytrov og er ejet af de samme, som også driver Pastis og Cantina. Det er en klassisk fransk fiskebistro med en tre-retters menu til 375 og hovedretter mellem til 200 og 300.

Man kan eksempelvis få sig en vaskeægte bouillabaisse, en hummerbisque, en plateu fruits de mer og forskellige franske østers.

Fishmarket. Hovedvagtsgade 2, København K.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN