John F. Kennedy var kendt som en værre en, da han var præsident. Han både drak og havde angiveligt også affærer (AP Photo).
Foto: /AP

John F. Kennedy var kendt som en værre en, da han var præsident. Han både drak og havde angiveligt også affærer (AP Photo).

Byliv

Guide til Historiske Dage: Kan du huske dengang, præsidenter horede og drak?

Ibyen guider til de fem sjoveste arrangementer under den københavnske historiefestival, der finder sted i Øksnehallen 25.-26. marts.

Byliv

Hvis du tror, at historie kun er noget med kedelige lærebøger og tunge øjenlåg, kan du godt tro om igen.

I weekenden 25.-26. marts åbner dørene endnu engang til Historiske Dage i Øksnehallen, og programmet er spækket med spændende foredrag, debatter og aktiviteter.

Vi har samlet fem af de sjoveste arrangementer her.

Alle præsidentens damer

Engang var det ganske almindeligt, ja, endda accepteret, at amerikanske præsidenter var nogle fandens karle, der drak og gik i seng med andre kvinder end førstedamen. Det ændrede sig, kan man vist roligt sige.

Op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne blev selv det mindste skridt væk fra dydens smalle sti straffet hårdt af pressen og offentligheden. Det mærkede Bill Clinton for eksempel, da det kom frem, at han havde haft en affære med praktikanten Monica Lewinsky, selv om han hårdnakket påstod det modsatte med de berømte ord: »I did not have sexual relations with that woman«

Men med Donald Trump er det som om, billedet igen er skiftet, og udskejelserne endnu engang er blevet helt ok. Det taler forfatter Katrine Jo Andersen med journalist Sandra Brovall om.

Lørdag 25. marts, kl. 10.50, Blå Scene

Sikke noget lort

Man skulle ikke tro det, men vores toiletter siger en del om, hvem vi er.

Tænk over det: nogle er udstyrede med askebægre, nogle står i par ved siden af hinanden, nogle renser sig selv, uden at man behøver røre en finger.

Historiker Allan Leth Frandsen fortæller toilettets danmarkshistorie; fra møddingerne på landet over arbejderklassens delte das i gården til velfærdsstatens komfortable, gulvvarmede toiletter.

Lørdag 25. marts, kl. 15.00, Blå Scene

En historisk kagedyst

Kagebagning er i den grad kommet på mode igen. De fleste af os sidder klinet til skærmen hver onsdag aften, når Den Store Bagedyst er på programmet, for åh, gad vide, om moussen nu når at sætte sig!?

Men har du nogensinde undret dig over, hvordan man bagte i gamle dage, da man ikke havde røremaskiner, tøris og eksotiske ingredienser? Og hvordan kagerne smagte?

Det kan du finde ud af, når etnolog og madhistoriker Frederikke Heick beretter om kagens kulturhistorie. Der vil også være smagsprøver på historiske kager og kåring af den bedste med et professionelt dommerpanel.

Lørdag 25. marts, kl. 15.00, Rød Scene

Kvinde forklædt som mand

Du kan også høre den vilde historie om den berømte, kvindelige botaniker Jeanne Baret, der på et meget tidligt tidspunkt var med til at sætte fokus på kvinders manglende rettigheder.

For at komme med på en stor verdensomsejling i midten af 1700-tallet måtte hun nemlig klæde sig ud som en mand, kalde sig Jean Baret og udgive sig for at være assistent.

Hvordan det endte, kan du finde ud af, når forfatter Lone Mikkelsen interviewes af journalist Michael Bach Henriksen.

Søndag 26. marts, kl. 14.00, Blå Scene

Undertøjsshow

Det skal også handle om kvinder og deres plads i samfundet op igennem tiden, når der inviteres til storslået undertøjsshow. Til det kan man se og høre om alt fra 1800-tallets stive korsetter til nutidens usynlige shapewear.

Undertøjsmoden siger ikke så lidt om, hvilke skønhedsidealer der hersker, og hvilken rolle kvinden har i kulturen, og det vil Frederikke Heick fortælle meget mere om.

Søndag 26. marts, kl. 14.30, Grøn Scene

Historiske Dage, Øksnehallen, København V. Lørdag 25. marts til søndag 26. marts. Læs mere og køb billet her.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce