De håndbryggede øl er rykket op fra plastikspande i andelsforeningernes kældre og ud på både små og store ølbarer med mikrobryg af fineste karat. Ø’et i København står i disse år for øl.
Foto: Ivan Riordan Boll

De håndbryggede øl er rykket op fra plastikspande i andelsforeningernes kældre og ud på både små og store ølbarer med mikrobryg af fineste karat. Ø’et i København står i disse år for øl.

Guider

Guide: De 10 bedste ølbarer i København

Inden for de seneste år er København blevet oversvømmet af kvalitetsøl fra både ind- og udland. Ibyen guider dig her til 10 af de barer, som skænker byens bedste.

Guider

Mikkeller Bar/Mikkeller & Friends

Indtil 2006 var Mikkel Borg Bjergsø en ganske almindelig gymnasielærer på Det frie Gymnasium, som i fritiden fiflede med hjemmebryg i sit køkken. I dag ejer han den verdensomspændende succes Mikkeller, som ud over de to københavnske ølbarer Mikkeller Bar og Mikkeller & Friends tæller barer i lande som Japan og USA og eksporterer til 40 forskellige lande.

Internationalt er han kendt for at være en af de mest innovative og banebrydende bryggere i verden, men alligevel holder det københavnske klientel sig typisk til barens hvedeøl, pilsnere og indiske pale ale. Fadøllet flyder fra 20 haner på Vesterbro og 40 haner på Nørrebro, hvis indhold ofte udskiftes. Derudover kan du på Vesterbro finde op til 350 forskellige flaskeøl og på Nørrebro 200 flaskeøl fra alverdens bedste mikrobryggerier.

Den moderne indretning er verdener fra de brune værtshuse med sine lyse træborde og blanke gulve i blå og grønne pastelfarver. Er årstiden til det, kan du drikke din øl udenfor, mens du guffer gourmetost og snacks eller tacos fra den hyrede tacovogn.

Mikkeller Bar. Viktoriagade 8, Kbh. V.

Mikkeller Bar & Friends. Stefansgade 75, Kbh. N.

Hos Brewers Inc. kan du smage øl fra stedets 16 haner.
Foto: Ivan Riorden Boll

Hos Brewers Inc. kan du smage øl fra stedets 16 haner.

Brewers Inc.

Besøg det lille kælderlokale på Gormsgade, hvor ølbaren Brewers Inc. ligger, hvis du vil smage det nyeste nye. Stedet åbnede i februar, og her kan du bælle både sure, søde, humlebitre, maltede og frugtige øl fra stedets 16 haner, hvoraf nogle er forbeholdt kundernes egne øl.

Går du med en brygger i maven, er der mulighed for at få udlevet din drøm her, når en hobbybrygger hver måned vinder konkurrencen ’Månedens brygger’ og kan blære sig med at tappe sin helt egen øl. Er du typen, der ikke gider prøvesmage og ævle om øl, men hellere bare vil synke ned i de bløde stole og tylle, er der også rig mulighed for det, mens du muntrer dig med arrangementer såsom quiz-aftener, livejazz, foredrag og håndbryggertræf.

Brewers Inc. Gormsgade 25, Kbh.N.

Himmeriget

Den gamle slagterforretning på Åboulevard 27 har siden februar huset ølbaren med det beskedne navn Himmeriget. Stedet drives af trekløveret Rasmus Seidler Krebs, Henrik Boes Brølling og Jeppe Jarnit-Bjergsø, tvillingebror til Mikkel Borg Bjergsø.

Med et kyndigt blik ud i verden byder Himmeriget sine gæster på et udvalg af 220 forskellige øl, som prismæssigt spænder fra 25 til 2.500 kroner, og som inkluderer både sjældne samlerøl fra blandt andet Belgien og USA og simple pilsnere, som dog ifølge trekløverets vurdering er verdens bedste af sin slags.

Derudover er baren indehaver af verdens efter sigende mest tekniske ølanlæg kaldet The Flux Capacitor. For hver enkelt hane kan du vælge mellem tre forskellige temperaturer og fem forskellige gasblandinger, hvilket betyder, at du kan få en hvilken som helst øl serveret på dens helt ideelle måde. Om du er ølnørd eller novice, er porten altid åben ind til Himmeriget, hvor der er plads til i alt 50 øldrikkende gæster i de flettede Børge Mogensen-stole.

Himmeriget. Åboulevard 27, Frb. C .

Fermentoren

I Fermentoren på Halmtorvet møder du rocket pubstemning, og de gyldne dråber i barens 24 haner udskiftes hyppigt, så to ølaftener er aldrig ens i den dunkle, men hyggelige hule. Indehaverne er brygmesteren Søren Parker Wagner, som står bag ølmærket Croocked Moon og mikrobryggeriet Dry & Bitter, og den australske barchef Jay Polland.

Hanerne overtages jævnligt af garvede bryggerier fra ind- og udland, som giver deres bedste bud på fadbamser. For tiden finder du blandt andet en indisk pale ale ’Yippie IPA’ med en eftersmag af citrus og mandarin og en amerikansk pale ale ’Wild Beer Pogo’ med passionsfrugt, appelsin og guava på tavlen.

Foruden fadøl tilbyder baren også 100 forskellige flaskeøl, som du kan nyde i kælderlokalets rodede sammensurium af bløde chesterfieldmøbler, mørke egetræsborde og stearinlys i vinflasker og sølvkandelabre. Er vejret til det, kan du trække udenfor og nyde sommerens lyse nætter i den lille biergarten.

Fermentoren. Halmtorvet 29C, Kbh. V.

Brus

Er du blevet tør i ganen af for mange popcorn i Empire Bio, kan du hurtigt finde kvalitetsøl at skylle den med hos naboen Brus. Bag den lange rå bar i træ finder du de blanke ståltanke med frisk øl, som serveres fra 33 haner. Du kan blandt andet bælle en fadøl hentet direkte fra Brus’ mikrobryggeri i baglokalet, en ’Fuck art the heathens are coming’ fra To Øl, eller nyde en af de mange andre skummende herligheder som brygges af husets venner, samarbejdspartnere og idoler.

Ståltankene indeholder konstant nye forsyninger, og bliver du træt af øl, kan du også finde cocktails og hjemmelavet sodavand på drikkekortet. Du kan købe flasker med hjem i barens butik, og Brus tilbyder også forskellige rundvisninger og prøvesmagninger.

Brus. Guldbergsgade 29, Kbh. N.

Nørrebro Bryghus er Københavns første mikrobryggeri, som gennem de sidste 14 år trofast har skænket specialøl til de øltørstige.

Nørrebro Bryghus er Københavns første mikrobryggeri, som gennem de sidste 14 år trofast har skænket specialøl til de øltørstige.

Nørrebro Bryghus

En øltur er næppe fuldendt uden et besøg på Københavns allerførste mikrobryggeri, som har skænket specialøl i den gamle fabriksbygning i Ryesgade gennem 14 år. Det var den tidligere Carlsberg-brygger Anders Kissmeyer og Frederik Heegaard, som med inspiration fra mikrobryggerierne i USA stiftede Nørrebro Bryghus i 2003.

I ølbaren i kælderen kan du vælge mellem flere typer økologisk øl tappet fra 10-12 haner, som er forbundet med tankene i bryghusets kølerum, og derudover kan du finde omkring 20-25 flaskeøl fra de to bryggerier i Ryesgade og Hedehusene.

Sortimentet skifter med årstiden, og får du brug for fast føde, kan du gå op i restauranten på bryghusets 1. sal og dykke ned i retterne fra det nordiske køkken, i hvilke øllen spiller en vigtig rolle som ingrediens.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nørrebro Bryghus. Ryesgade 3, Kbh. N.

Kølsters Tolv Haner

Esben Kølster havde brygget øl i mange år sammen med sin far, Per Kølster, da han åbnede ølbaren Kølsters Tolv Haner over for Brorsons Kirke på Nørrebro i december 2014. Som navnet indikerer, kan du her nyde håndbrygget øl fra 12 forskellige haner.

Øllet kommer fra farens lille økologiske bryghus Kølster, hvor godt og vel alt laves og dyrkes fra bunden. Ud over mere traditionelle øltyper kan du drikke dig gennem anderledes smagsoplevelser krydret med sæsonens urter som for eksempel den lyse ale ’Grand Cru’ med friske granskud.

Esben Kølsters ønske har været at skabe et socialt samlingssted, hvor stemningen er afslappet og uprætentiøs. Vil du slukke tørsten her, må du derfor slå dig ned ved et af langbordene, hvor du kan skåle med barens øvrige klientel, som både tæller unge og gamle. Og et glas øl til 25 kroner er så tilpas lille i størrelsen (22 cl), at du snildt kan gå om bord i et par ekstra omgange.

Kølsters Tolv Haner. Rantzausgade 56, Kbh. N.

Byens Kro

Smager et krus øl ikke helt så godt uden en rygende smøg, er Byens kro i Møntergade et godt sted for dig. Her må du ryge, til du skammer dig, og det gamle brændevinsbrænderi fra 1783 emmer af upoleret københavnersjæl. Engang kunne man ramle ind i storbybohemer som Dan Turèll og F.P. Jac, som gerne indsamlede promiller og poetisk inspiration lige her, og i dag er det stadig et stamsted for kunstnere.

Baren har rigeligt at byde på med sine 20-25 forskellige flaskeøl og 11 haner. Ud over øl fra danske bryggerier, som for eksempel Hancocks populære ’Høker’-pilsner, kan du supplere tobakken med den sødlige og i Danmark sjældne belgiske ’Tripel Karmeliet’ eller en mørk ’Corsendonk Brun’ fra fad. Du kan også rafle, mens du drikker husets specialitet ’Rød kat’, en hindbærøl med vodka, eller beundre de forskellige kunstudstillinger, som Byens Kro løbende lægger brunt værtshus og ølhaner til.

Byens Kro. Møntergade 8, Kbh. K.

Ølsnedkeren

Solarium er yt. Øl er in. Den fangede hobbybryggeren Simon Toft Hansen tilbage i 2012, da han valgte at indrette en ny ølbar i det gamle solarium på Griffenfeldsgade 52 og kalde den Ølsnedkeren. Her kan du ofte smage nye spændende og lettilgængelige øl fra barens syv haner.

I begyndelsen gik Simon Toft Hansen og medejeren Tobias Rieck ned i kælderen og bryggede på deres egne eller gæsternes ideer, hvorefter øllen var at finde i hanerne kort tid efter. I dag er proceduren den samme, selv om den stigende efterspørgsel har skubbet produktionen ud i et gammelt mejeri i Gørløse. Derfor har de hjemmebryggede øl også spøjse navne som ’Jyske dollars’, ’Tudsen’ og ’Volapyk’ og hver sin historie.

Ud over baren og bordene, som Simon Toft Hansens far har snedkereret af egetræ fra en gammel mølle i Haderslev, er alt inventar skraldet, så du kan sagtens ende med en slurk øl i din egen gamle sofa.

Ølsnedkeren. Griffenfeldsgade 52, Kbh. N.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Taphouse

Med sine 61 haner har Taphouse i Lavendelstræde pralet af at have Europas største udvalg af øl på fad siden åbningen i 2014. Dermed ikke sagt, at der er slækket på kvaliteten. Øllene fra både danske og udenlandske mikrobryggerier er nøje udvalgt af indehaverne Jan K. Hansen og brødrene Lars og Ulrik Nørregaard, som også står bag Ølbaren på Nørrebro.

Ølsorterne udskiftes konstant, så selv stamgæster aldrig ved, hvad de får. Klientellet er broget med ældre ølkendere den ene dag og unge studerende den næste. P.t. består ølkortet af 35 forskellige øltyper fra 11 forskellige lande og 34 forskellige bryggerier.

Stedet har et råt og industrielt udtryk med vægge, og med en stueetage på 130 kvadratmeter og en 70 kvadratmeter stor kælder er her masser af plads til, at du kan slæbe alle vennerne med

Taphouse. Lavendelstræde 15, Kbh. K.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce