Arkivtegning: Mette Dreyer
Klummer

Ibyens madklumme: »Jeg ønsker mig, at #MeToo får lov til at feje over den københavnske restaurantscene som en steppebrand. For meget bliver hvisket, som burde siges højt«

Ibyens madklumme-skribent Lars Bjerregaard ser frem på året, der kun lige er begyndt.

Klummer
FOR ABONNENTER

Kære Dolly. Der er nogle ting, jeg lige bliver nødt til at tale med dig om. Du har været en stille revolution i min tilværelse. Jeg bryder mig ikke om hunde, og alligevel ligger du nu igen i mit skød og kigger lidt søvnigt på mig med dit lille chihuahuafjæs.

Du flyttede pludselig ind i den café, hvor jeg drikker min morgenkaffe, Heaps Good Café i Fensmarkgade, et samspilsramt overskudskræ, der havde fået et nyt hjem i en sen alder. Men jeg føler, at vi to, Dolly, vi har en forbindelse. Du er humørsyg og gider heller ikke andre mennesker før klokken 9 om morgenen. Vi to, Dolly ...

Det, jeg skal tale med dig om, er alle mine forhåbninger og ønsker for 2018 i den restaurationsbranche, jeg skriver om, og som du jo selv er en del af, Dolly. Men jeg har så mange tanker, så mange ønsker, så meget håb, at jeg bliver nødt til at tale det hele igennem, inden jeg begynder at skrive det ned.

Okay, Dolly, here goes: Jeg ønsker mig færre restaurantlukninger i 2018. Og selv om der kun var få af betydning i 2017, så går det ønske ikke i opfyldelse. Det bliver et blodbad. Jeg ønsker mig flere restauranter, der er til for de spisende og ikke omvendt. Jeg ønsker mindre afgudsdyrkelse af kokkene og mere fokus på håndværket, branchens vilkår og åbenlyse urimeligheder. Jeg ønsker, at #MeToo får lov at feje over den københavnske restaurantscene som en steppebrand. For meget bliver hvisket, som burde siges højt.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce