Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PR-foto
Foto: PR-foto

TIDSMASKINE. Amerikanske Walk The Moon, der står bag storhittet 'Shut Up And Dance’ ligner noget fra slutningen af nullerne, men lyder som noget fra slutningen af firserne.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Walk the Moon: Ikke rigtig voksne, ikke rigtig børn

Deres megahit ’Shut Up And Dance’ er blevet spillet over 300 millioner gange på Spotify. Vi taler med det amerikanske band, der gæster Pumpehuset søndag.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ved første øjekast kan bandet Walk The Moon godt ligne fire let forvoksede teenagere, der sidder fast i 2008.

Dengang New Rave var en ting, og emofrisurer med neonstænk og, Gud bedre det, mønstrede Converse Allstar-sko var en del af standarduniformen.

Og det er faktisk ikke helt skævt. Selvom gruppens fire medlemmer alle nærmer sig de 30 år, så hænger teen-viben godt fast. Både musikalsk og fremtoningsmæssigt. Men det er en del af hele ideen, og bandet vægrer sig ikke ved at blive kaldt et teenband.

Musikken er happy-go-lucky, og skal gerne tale til lytterens indre barn. Uanset hvilken alder, man reelt har, forklarer forsanger Nicholas Petricca:

»Det evige, indre barn i os alle er et vigtigt tema for os. Fordi den optimisme, der er så præsent i barndommen og de tidlige teenageår, har en masse håb i sig. I en tid, hvor verdens lys og mørke vokser med samme hastighed, og vi kæmper med terror, klimaproblemer og meget andet, der er vi nødt til at kunne bevare håbet. Derfor er det nødvendigt at kunne finde tilbage til barndommens glade og fantasifulde værdier«.

Og den får da også fuld gas med neonansigtsmaling, fællesskrål og energiske dancemoves, når Walk The Moon spiller live. Både fra de fire bandmedlemmer og fra fansene.

»Der er ikke én bestemt type, der kendetegner en Walk The Moon-fan. Alle aldersgrupper er repræsenteret. Men et fællestræk er, at de alle er klar på at give sig hen til vores lystfyldte, barnlige univers, hvor det er tilladt at danse, svede og være mærkelig«, fortsætter Nicholas Petricca over telefonen fra Barcelona, hvor bandet lige nu befinder sig på deres Europaturné, inden turen går til Pumpehuset på søndag.

Rock og pop, glæde og mørke

Selv om bandets udseende kan lede tankerne i retningen af nullerne, så er lyden utvivlsomt firser-præget: Nicholas Petriccas energiske vokal tilsat up-tempo guitar-riffs og, selvfølgelig, masser af synthesizer, dominerer Walk The Moons lydunivers.

Det amerikanske musikmagasin Rolling Stone har da også kaldt deres stil for »glittende feelgood-firserrock«, mens musikmediet Vulture sidestiller Walk The Moons numre med den slags, man »nemt kunne finde på en opsamlingsplade med den bedste dansemusik fra firserne«.

Det amerikanske musikmedie The Waster har ikke i samme grad firserbrillerne på, men rubricerer i stedet musikken som »pre-teen indiepop«.

Selv betegner Walk The Moon deres lyd som »ekstatisk art rock«, og nævner eksempelvis Talking Heads, The Killers og David Bowie som vigtige inspirationskilder.

»I vores kerne er vi et rockband, men vi elsker også pop. Med ’Talking Is Hard’ ville vi gerne steder hen, hvor vi aldrig havde været før, rent musikalsk. Vi har traditionelt den her glædesfyldte rock’n’roll-ånd over os, men på ’Talking Is Hard’ er der også blevet plads til mørke, mere aggressive sange. Så det er et album, der stilistisk spænder bredere end vores tidligere værker«, siger Nicholas Petricca.

Partybandet, der gik viralt

Walk The Moon begyndte i 2008 som et ’partyband’, der turnerede på mindre spillesteder i collegemiljøet i og omkring i Ohio. Senere udvidedes geografien til resten af USA, men bandet var stadig »mere eller mindre ukendt« i de første par år, fortæller Nicholas Petricca.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men i 2012, da nummeret ’Anna Sun’ pludselig gik viralt, skete alting med ét i katapultfart.

»Musikvideoen til ’Anna Sun’ var pludselig all over Youtube, og seks måneder efter havde vi en pladekontrakt med Sony. Og så har vi nærmest været på turné lige siden. Walk The Moon blev på en måde født ud af det nummer. Før det var vi ikke rigtig et band«, forklarer Nicholas Petricca.

Da Walk The Moon skrev ’Anna Sun’ befandt de sig selv i overgangen mellem barn og voksen. De stod for at skulle dimittere fra college og bevæge sig ud i en skræmmende, ukendt voksenvirkelighed.

»Vi var jo nærmest bare børn dengang. Og det er det, sangen handler om. At klamre sig til barndommen og forsøge at tage en del af den med ind i voksenlivet. Og det tror jeg, gav genlyd hos en masse mennesker, små som store. Musikvideoen har også den særlige barnagtige Neverland-stemning over sig«, siger Nicholas Petricca med henvisning til musikvideoen, der med sin drømmelignende, farverige stemning er som en kærlig hilsen til Peter Pans univers.

I 2014, to år efter ’Anna Sun’, gjorde Walk The Moon det så igen. Lavede et hit. Men et langt større et. Det hedder ’Shut Up And Dance’ og er at finde på deres tredje og seneste album ’Talking Is Hard’, der udkom i december 2014. Musikvideoen til ’Shut Up And Dance’ er blevet spillet over 173 millioner gange på Youtube, mens sangen har rundet 300 millioner afspilninger på Spotify.

»Vi følte, da vi skrev ’Anna Sun’, at her var et hit. Men nu, efter ’Shut up And Dance’, er det blevet tydeligt, at det er et virkeligt hit! ’Shut Up And Dance’ hev os for alvor op på globalt plan, og førte blandt andet til, at vi blev valgt til at varme op for The Rolling Stones i Detroit sidste sommer«, fortæller Nicholas Petricca videre.

Musikken før budskabet

Selv om Walk The Moon også berører tungere emner i deres musik, og i særdeleshed på ’Talking Is Hard’, skinner glæden alligevel altid igennem et sted inde bagved, forklarer Nicholas Petricca. Og det smitter af på bandets fans, vurderer han:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den der glæde er ligesom bare ikke rigtig til at undgå for os. Vi vil gerne have, at folk skal føle sig opløftede, efter de har været til vores koncerter eller lyttet til vores musik. Mange af vores fans har delt fantastiske historier om, hvordan de har taget vores musikalske budskaber til sig og brugt dem på en positiv måde. Og det udgør i virkeligheden den sejeste og mest inspirerende del af vores job«.

Handler det i virkeligheden mere om budskaberne i jeres musik end om musikken i sig selv?

»Musikken er altid det vigtigste. Intentionen og budskaberne bag er selvfølgelig også enormt vigtige, men i sidste ende er det musikken, der skal kunne stå alene og være inspirerende og kraftfuld nok i sig selv«.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Maud Lervik (arkivfoto)

Ingen gramseri. Ingen racisme. Ingen diskrimination. Er det her fremtidens natklub i København?

»Man bliver grinet af eller får en kommentar som: »Slap dog af, jeg synes bare, din røv er god, tag det som et kompliment«

Inger Christine Løwe

»Jeg ved, at kommentarerne vil komme, for mit tøj vil af nogle blive opfattet som et råb om opmærksomhed«

Peter Hove Olesen

Rundspørge:  Kvinder overvejer, om de kan forsvare sig med nøgler og paraplyer, når de færdes alene om natten

Nanna Navntoft

Sådan svarer du igen:   Råb »kogte gulerødder!« til dem, der chikanerer dig i nattelivet

Philip Davali/Philip Davali

Send os dit tip:  Hvordan skaber vi et tryggere natteliv?

Peter Hove Olesen

Guide:  Her er 3 københavnske klubber med safer space-politik

Peter Hove Olesen

Natklub-ejer:  »Det største problem, vi har, er at mænd ikke kan opføre sig ordentligt, er for fulde eller for nærgående«

Peter Hove Olesen

Mød Club Mafia:  20 unge patruljerer byens natklubber. De er færdige med diskrimination, sexisme og racisme

Olivia Loftlund

38 organisationer tager afstand fra Distortion-leders status­opdatering:  Vi føler os ikke trygge til jeres gadefest

Joachim Adrian

Distortion-leder undskylder:  Jeg forsøgte at være sjov, og det gik helt galt

Anmeldelser