Lønfest bremser for skattelettelser

Danskernes lønninger er i heftig stigning, og det skubber muligheden for skattelettelser længere ud i fremtiden, mener økonomer.

Danmark

Produktionsapparatet kan slet ikke følge med danskernes høje lønstigninger og enorme købelyst. Og der er for få ledige til at sætte skub i maskinhjulene.

Derfor er den danske økonomi i øjeblikket i risikozonen for at blive overophedet. Og i sådan en situation vil det være farligt at indføre skattelettelser, som kan give danskerne endnu mere blod på tanden til at forbruge.

Det mener blandt andre Steen Bocian, chefanalytiker hos Danske Bank:

»Der er ingen tvivl om effekten. Risikoen er, at man stimulerer økonomien så meget, at den overopheder«, siger han til Politiken.dk.

Svært regnestykke Han mener, at de næste ti år vil være en balancegang for danske regeringer, som kommer til at operere tæt på kapacitetsgrænsen af den danske økonomi:

»Bare det at fylde op på hylderne på arbejdsmarkedet bliver svært. Mange vil trække sig ud, mens færre vil træde ind på arbejdsmarkedet. Det bliver svært at få regnestykket til at gå op. Den nemme løsning med ufinansierede skattelettelser er ikke særlig fornuftig, fordi økonomien kører på kanten af en overophedening«, siger Steen Bocian.

Flere penge til forbrugsfest
Ifølge den seneste prognose fra Finansministeriet, kan danskerne næste år se frem til den største reallønsfremgang i nyere tid. Det betyder, at en familie, hvor begge voksne har faglært arbejde, vil få cirka 9.000 kroner ekstra til forbrug.

Anne Buchardt, cheføkonom i BG Bank, mener også, at skattelettelser ville være en dårlig idé i sådan en situation:

»Det ville have en negativ effekt på økonomien. Der er allerede ved at være pres på arbejdsmarkedet, fordi vi kører i et højt gear, og vi risikerer bare at øge hastigheden«, siger hun til Politiken.dk.

Hun mener, at politikerne bliver nødt til at træde hårdt i bremsen, hvis det bliver for hedt.

Skattestop blokerer

Men det kan bliver overordentligt svært på grund af skattestoppet, forklarer en tidligere overvismand i regeringens Økonomiske Råd.

Ifølge økonomiprofessor Torben M. Andersen gør regeringens skattestop det vanskeligt for regeringen at dæmme op for en overophedning:

»Hvis der kommer en ophedning, har man ikke muligheder for at kontrollere det og bremse økonomien«, siger Torben M. Andersen til Politiken.dk.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce