Ungdomshusets brugere skal ud af huset, lyder kendelsen fra Fogedretten i dag.
Foto: MORTEN LANGKILDE

Ungdomshusets brugere skal ud af huset, lyder kendelsen fra Fogedretten i dag.

Danmark

Fogedretten: Unge ud af Ungdomshuset

Fogedretten har afgjort, at de unge skal ud af Ungdomshuset 14. december.

Danmark

14. december skal Ungdomshuset være ryddet.

Sådan lyder kendelsen fra Fogedretten, bekræfter sagens dommerfuldmægtig over for Politiken.dk.

Dermed får Ungdomshusets ejere, Faderhuset, endelig den omstridte brugsret af ejendommen. Hvis de unge ikke er ude på dagen kl. 9, skal politiet om nødvendigt fjerne dem med magt.

Det sker, efter at Faderhuset har anmodet Fogedretten om at »tvangsfuldbyrde« Landsrettens dom, om at de unge skal ud af huset.

Faderhuset er tilfreds Faderhusets talskvinde Ruth Evensen er tilfreds med kendelsen.

»Det er jo også det proceduremæssige korrekte at gøre. Der er lang tid til den 14. december, men vi vil glæde os til endelig at kunne bruge huset«, siger hun til Politiken.dk.

Ungdomshusets brugere vil ikke bøje sig
Ungdomshuset brugere afholder stormøde i aften kl. 19 for at drøfte, hvordan de vil forholde sig til kendelsen.

»Vi må jo forholde os til den nye situation, men vi arbejder stadig på en politisk løsning. Vi har indtil videre forsøgt at forsvare os politisk og juridisk. Men hvis Faderhuset bliver fysiske, så bliver vi det også«, siger Ungdomshusets talsmand Adam til Politiken.dk.

»Ruth Evensen vidste godt, da hun købte huset, at brugerne fulgte med. Men hun har valgt at lytte til Gud og vil åbenbart frelse os. Måske skulle hun begynde at lytte til sin fornuft«, lyder det fra de unges talsmand.

Mulighed for at anke

Fogedrettens kendelse er dog formentlig ikke slutningen på det juridiske slagsmål om Ungdomshuset.

Foruden at de unge stadig forsøger at få sagen for Højesteret, så har de unges advokat Bjarke Madsen mulighed for at bringe Fogedrettens kendelse for Landsretten.

Fogedretten siger til Politiken.dk, at Landsrettens stillingstagen til Fogedrettens kedelse i så fald vil falde før 14. december, hvor de unge står til at blive smidt på porten.

Endelig er det også en mulighed, at Faderhuset vælger at sælge Ungdomshuset til Fonden Jagtvej 69, der offenligt har bebudet, at de vil købe huset og give det til de unge. Indtil videre ønsker Faderhuset ikke at imødekomme tilbuddet.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce