Foto: Martin Bubandt Jensen
Danmark

Politi: Autonome i Ungdomshuset er som fascister

Københavns Politis informationschef fordømmes for opsigtsvækkende udtalelser om Ungdomshuset i politiforbundets blad.

Danmark

Kampen om Ungdomshuset på Jagtvej 69 er også en krig på ord.

Senest har Københavns Politis informationschef, Flemming Steen Munch, pustet til ilden ved at sammenligne de autonome med fascister.

»Jeg synes faktisk, at man helt fint kan sammenligne de autonome med en fascistisk organisation. Hvis man ikke er enig med dem i deres syn på tingene, så tøver de ikke med at gribe til vold og hærværk«, udtaler talsmanden til politiforbundets medlemsblad, Dansk Politi.

Vold for voldens skyld Flemming Steen Munch hæfter sig ved, at de autonome stadig er i Ungdomshuset, selvom to retsinstanser har bestemt, at de skal ud.

»De påberåber sig alle deres demokratiske rettigheder, samtidig med at de ikke vil rette sig efter rettens ord. Det ligner vold for voldens skyld«, siger Flemming Steen Munch.

Og lidt senere i interviewet fortsætter han:

»Problemet er, at man ikke kan aftale noget med dem. Der er jo ikke en bestyrelse, der tegner huset. De benytter sig, ligesom på Christiania, af konsensus-demokrati. Det er jo ikke politiet, der tænder gnisten. Selvom det ikke bliver fremstillet sådan, så giver vi dem faktisk ret lang snor«, siger Flemming Steen Munch, der mener, at de unge har gjort Nørrebro i København til 'en slagmark'.

Han tøver ikke med at kalde de unge for 'en flok forkælede unger'.

Fordømmelse af udtalelser
Nyhedsavisen har talt med flere partier på Københavns Rådhus, hvoraf flere finder udtalelserne problematiske.

»Det er nogle rabiate udtalelser, og det er fuldstændigt åndssvagt, at politiet kommer med den slags nu. Det kan kun være med til at hidse de unge endnu mere op,« siger SF's Frank Hedegaard.

»Flemming Steen Munch har fået en meget ringe historieundervisning. Fas­cismen er en bevægelse, der vil overtage samfundet og indføre diktatur ved at skræmme befolkningen med terror. Det har intet med Ungdomshusets kamp at gøre. Udtalelserne vil sende gemytterne i kog,« siger Per Bregengaard, gruppeformand for Enhedslisten.

Manu Sareen, gruppeformand for de Radikale, finder udtalelserne »utroligt uheldige«, men opfatter dem som udtryk for en forståelig frustration fra politiets side.

Men også forståelse

Derimod finder Dansk Folkeparti det godt, at nogle tør markere sig mod »de antidemokratiske kræfter, som Ungdomshuset repræsenterer.« SF og Enhedslisten ligger derimod under for voldstrusler, når de ikke vil acceptere politiets kritik, mener gruppeformand Carl Christian Ebbesen (DF).

Også den konservative Majbritt Mamsen bakker op om Flemming Steen Munch.

»Jeg kan under ingen omstændigheder acceptere, at politiet eller andre skal tie på grund af trusler om vold,« siger hun.

Endelig siger Venstre-medlemmet Jesper Schou Hansen til Politiken.dk, at han er helt enig i udtalelserne:

»De unge påstår at de er anti-facister og bekæmper facismen. Men i det sekund, de ikke får deres vilje så går de over til vold, hvor de smadrer alt fra McDonalds til Mustafas grønthandel. De respekterer simpelthen hverken domstole eller det demokratiske politiske system. De agerer som facister«, mener Jesper Schou Hansen.

/ritzau/

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce