Foto: DRESLING JENS
Danmark

Helle Thorning vil hjælpe muslimske piger med ungdomsoprør

»Jeg bryder mig ikke om det tørklæde, og jeg håber, at flere unge piger vil lægge det fra sig«, siger den socialdemokratiske leder.

Danmark

Den Socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, blander sig nu i tørklædedebatten.

For ligesom en lang række af politikerne på Christiansborg, er heller ikke Helle Thorning-Schmidt glad for det muslimske symbol.

»Jeg bryder mig ikke om det tørklæde, og jeg håber, at flere unge piger vil lægge det fra sig. Og jeg er overbevist om, at der i mange familier er et vist pres for, at de unge piger skal tage det på, når de når puberteten«

Men hvad er det helt præcist, du ikke kan lide ved det?

»Jeg synes, det sætter skel mellem mennesker, og at det markerer skel mellem mænd og kvinder, som jeg ikke bryder mig. Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor vi alle er lige, og hvor vi alle har de samme muligheder«.

Så det symboliserer en eller anden form for diskriminering?

»Jeg synes, det sætter skel mellem mænd og kvinder, som jeg ikke bryder mig om«

Debatten om det muslimske tørklæde blussede op i sidste uge, da Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid sagde, at hvis hun blev valgt ind i Folketinget, ville hun gå på talerstolen med tørklæde. Det fik Dansk Folkepartis Søren Krarup til at fare i flint. Han sammenlignede tørklædet med nazisternes hagekors, hvilket for alvor satte skub i debatten.

»Jeg mener ikke, at tørklædet skal ikke forbydes, og det skal heller ikke forbydes på Folketingets talerstol. Det her er et spørgsmål om debat, for jeg tror på, at en debat, som vi fører i en god tone og med respekt for hinanden, kan føre til en større forståelse af det tørklæde. Men min mening er, at jeg bryder mig ikke om det tørklæde, ligesom jeg heller ikke bryder mig om, at man ikke kan give hånd til hinanden. Den skik har længe provokeret mig«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Er der andre ting i samfundet omkring beklædning, som du heller ikke bryder dig om?

»Jeg synes at burkaen, hvor man ikke kan se ansigtet, gør det meget, meget vanskeligt i forhold til integrationen. Og jeg synes, den gør det vanskeligt at arbejde sammen på almindelige arbejdspladser. Så den bryder jeg mig heller ikke om«.

Hvad med 12-årige piger med bare maver?

»Det er noget andet. Personligt bryder jeg mig heller ikke om det, men det er noget andet, fordi en burka eller et tørklæde er et stærkt religiøst symbol. Men igen – det handler om debat, og jeg vil egentlig sige, at hvis jeg skal rangordne det, så er det med at give hånd langt værre, for det handler dybest set om, hvordan vi sammen med hinanden som mennesker«.

Bliver det respektløst, når man ikke vil give hånd til hinanden?

»Når jeg har mødt mænd fra den arabiske verden og arabisk kultur, som ikke har ønsket at give hånd til mig, så har jeg oplevet det som stærkt provokerende«.

Provokerende, men ikke respektløst?

»For mig er det respektløst, at man ikke vil give hånd til hinanden«.

Men det er ikke respektløst at gå med tørklæde?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil hellere se flere piger lægge det fra sig, og jeg vil hellere hjælpe pigerne med et ungdomsoprør, end jeg vil se pigerne tage det på«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce