Statsadvokat undrer sig over arrestordre på hærchefen fra Sorø

En irakisk domstol er på vej med arrestordre på hærchef Nazar Al-Khazraji. Men der er allerede én ordre ude, lyder det undrende fra statsadvokaten.

Danmark

Balladen om den irakiske hærchef fra Sorø fortsætter med fornyet kraft.

Den irakiske særdomstol udsteder i nær fremtid en arrestordre mod den 69-årige hærchef, men det forstår statsadvokat Birgitte Vestberg ikke et klap af.

Ifølge hendes oplysninger er der allerede en arrestordre ude med hærchef Nazar Al-Khazraji.

»Det skete helt tilbage i februar 2005. Så jeg ved ikke, hvad den nye ordre skal gøre godt for«, siger Birgitte Vestberg.

Forsvandt i 2003 Hun brugte i sin tid over et år på at efterforske sagen i Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager.

Efterforskningen sluttede i 2003, men inden da nåede Nazar Al-Khazraji at flygte fra Danmark. Derfor har justitsminister Lene Espersen (K) aldrig haft mulighed for at tiltale manden, da det kræver, at han er til stede i landet.

Nazar al-Khazraji forsvandt fra sit hjem i Sorø den 17. marts 2003. På det tidspunkt befandt han sig i såkaldt surrogatvaretægtsfængsling, efter at han i november havde søgt om udrejsetilladelse til Saudi-Arabien.

Anklaget for krigsforbrydelser
Hærchefen er af den danske anklagemyndighed sigtet for krigsforbrydelser i forbindelse med den irakiske hærs angreb på det nordlige Kurdistan i starten af 1980’erne. Men hvad han er sigtet for i Irak, kan Vestberg kun gætte på.

»Jeg har via Udenrigsministeriet forsøgt at få et anklageskrift fra Irak. Men det er ikke lykkedes«, fortæller hun.

Ifølge nyhedsbureauet Voices of Iraq er hærchefen indblandet i den såkaldte Anfal-sag, der handler om folkedrab på op mod 180.000 kurdere i slutningen af 1980’erne. Den oplysning kommer også bag på statsadvokaten.

»Så vidt jeg har kunnet få nævnt, er hans navn ikke engang nævnt i Anfal-sagen«, siger Birgitte Vestberg.

Knas i samarbejdet

Telefonlinjen mellem Danmark og Irak har langt fra været rødglødende siden hærchefens forsvindingsnummer. Den irakiske anklagemyndighed kontaktede senest Vestberg i begyndelsen af 2005, da de ønskede oplysninger fra hendes efterforskning. »Jeg spurgte dem, hvad mistanken mod hærchefen gik på, og hvad strafferammen var. Det skal jeg spørge om efter danske regler, før jeg kan give mine oplysninger videre. Men de svarede aldrig på mine spørgsmål«, lyder det fra Birgitte Vestberg. Det senest kendte opholdssted for Nazar Al-Khazraji var De Forenede Arabiske Emirater. Hans familie fra Sorø flyttede fra Danmark i løbet af sommeren 2003 og er ikke set siden.



ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce