Foto: FONFARA MARIA
Danmark

Familieminister imod radikalt homolovforslag

Carina Christensen (K) siger, hun er minister for alle. Men hun er det ikke for de, der afviger fra det klassiske familiemønster, mener de radikale.

Danmark

Homoseksuelle har ikke lov til at adoptere.

Og der gælder strengere krav for homoseksuelle par ved indgåelse af registreret partnerskab, når den ene part er udenlandsk statsborger.

Det vil Det Radikale Venstre have ændret med et nyt lovforslag om ligestilling i ægteskabsloven.

Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) er imod lovforslaget, og det stiller Det Radikale Venstre sig uforstående overfor.

Ministeren sagde i februar til Politiken, ’at hun vil være minister for alle’, og at ’der findes jo alle konstellationer, og ingen er bedre end andre’.

Minister står fast
I forbindelse med Det Radikale Venstres beslutningsforslag om at lave ens ægteskabslovgivning uanset seksualitet, bad ligestillings- og europaordfører Lone Dybkjær (R) om penge til at lave et udkast til et lovforslag.

Nu har de radikale så et konkret lovforslag færdigt, og det støtter de konservative fortsat ikke.

»Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg ikke kan støtte forslaget«, skriver Carina Christensen i et svar til folketingets retsudvalg.

Homoseksuelle er andenrangsborgere
At familie- og forbrugerministeren tager afstand fra at lave en ægteskabslovgivning, der er lige for alle uanset seksuel orientering, tolker man hos de radikale som, at de homoseksuelle i Danmark ikke har en minister som ønsker at repræsentere deres rettigheder.

Ministeren ønsker tværtimod at fastholde dem i et andenrangsforhold sammenlignet med heteroseksuelle borgere, mener den radikale Ligestillings- og europaordfører, Lone Dybkjær:

»Det er sådan man må føle sig, hvis man ikke har de samme rettigheder som andre, selv om kærligheden kan være nøjagtig lige så stærk«, siger hun.

Trods flere henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra Carina Christensen.

Kun plads til Morten Kock familien
Lone Dybkjær mener både, det er ’ærgerligt’ og ’diskriminerende’, at Carina Christensen ikke kan favne et lidt mere broget familiebillede.

»Hun lever kun op til at være minister for en fuldstændig klassisk familie. Til nød måske en enlig mor med børn«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce