Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

Danmark

Lægestuderende arbejder som læger

Når hospitalerne mangler vikarer, må de nogle gange ty til studerende for at få bemandingen til at gå op. Konsekvensen er lægestuderende, der går stuegang alene.

Danmark

På grund lægemangel ansætter de danske sygehuse i mange tilfælde lægestuderende i stedet for læger, skriver BT.

Ifølge tal fra Foreningen af Danske Lægestuderende udbetales der hvert år 100 millioner kroner til lønninger til vikarer, svarende til cirka 400 fuldtidsstillinger. Hvor mange af disse stillinger, der besættes af studerende, er uvist.

Stuegang alene
Men ifølge BT er der eksempler på, at studerende ansættes op til tre og et halvt år inden de er færdige med deres studie.

Hvad de studerende kan lave, mens de vikarierer, bestemmes af den ledende overlæge på afdelingen. Der er dog eksempler på studerende, der har gået stuegang alene.

Sundhedsstyrelsen erkender, at der er tale om en nødløsning.

»Det er ikke optimalt, fordi en studerende naturligvis ikke har de samme kvalifikationer som en fuldt uddannet læge«, siger afdelingslæge Torben Hærslev fra Enheden for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen.

Nemt at fejlvurdere
Patientforeningens formand Karsten Skawbo Jensen kritiserer, at der ikke er klare regler på området.

»Læger kan nemt fejlvurdere de studerende. Derfor skal vi have klare regler for, hvad de må og ikke må. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det er det en alvorlig forringelse af patientsikkerheden«, siger han.

Han opfordrer samtidig danske patienter til at spørge den person, der behandler dem på sygehuset, om vedkommende er læge eller studerende.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce