Foto: JENS DRESLING
Danmark

Vandramte husejere venter på hjælp

Det kan tage flere dage, førend vandet er suget ud af alle oversvømmede kældre og huse på Sjælland.

Danmark

På Sjælland er det ikke fodkoldt, men decideret fodvådt i disse dage.

Efter torsdagens skybrud, hvor regnmængderne næsten nåede bibelske dimensioner, var et utal af kældre og hele boligområder oversvømmet.

Siden har blandt andre Falck knoklet for at få suget de store vandmængder væk. Men næsten en tredjedel af de opkald, korpset har fået fra vandramte husejere, venter fortsat på hjælp.

Fortsatte oversvømmelser Selskabet har alt materiel på gaden for at hjælpe regnvejrsofrene, men opgaven er gigantisk.

Ifølge kommunikationsmedarbejder Rikke Straarup har 800-900 ringet efter hjælp. Hen ved 260 venter stadig på at få assistance med vandpumper og affugtere.

»Men nogle områder ligger under vand, så vi må vente, til vi har et sted at pumpe vandet hen«, forklarer Rikke Straarup.

Hun venter, at bunken af ventende opgaver vil være bragt i bund i løbet af et par dage - hvis vejret holder.

Også problemer i nabolandene
Også hos en af landets store aktører på området, ISS Skadeservice, har man aldrig været udsat for noget lignende.

»Det er en skral situation. Hele Nordeuropa er støvsuget for affugtere«, oplyses det.

Det betyder, at firmaet ikke har muligheder for at låne pumper og andet grej hos samarbejdspartnere i for eksempel Sverige eller Tyskland.

Oprydningen vil tage tid
Firmaet har omkring 400 sager, der endnu ikke er overstået. Problemet er, at der ikke er tid til at gøre dem færdige på grund af de ekstreme forhold.

Normalt håndteres skaderne i en arbejdsgang, men fordi der er så travlt, tages vandopsugning, affugtning og eventuel rengøring hver for sig, efterhånden som der er tid til at få det gjort.

Og tiden er en medvirkende faktor. Jo længere vandet har stået i en ejendom eller i en kælder, jo længere tid vil det tage at få murene og inventaret affugtet.

'Kun' udsigt til byger

Imens beredskabet og firmaerne knokler med at minimere skaderne, så skæver alle mod den grå himmel. Ifølge meteorologerne burde de ikke være nervøse for yderligere regn - i det mindste ikke i de mængder, regnguderne lod falde torsdag.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut peger pilen på gråvejr med byger i de kommende fem dage. Kun mandag byder på mildere forhold: Til den tid vil det 'kun' være overskyet, lyder prognoserne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden