Foto: JENS DRESLING
Danmark

Der var sprængstof i pakke fra røveri

Politiet bekræfter, at der var plastisk sprængstof og detonatorer i den kasse, som røvere efterlod ved virksomheden Loomis i Glostrup.

Danmark

Politiet og sprængstofeksperter bekræfter, at den mistænkelige kasse ved virksomheden Loomis i Glostrup, der har lammet S-togstrafikken her til morgen, indeholdt sprængstof.

Ifølge politiinspektør Bent Isager-Nielsen skulle der være tale om cirka fem kilo sprængstof, som befandt sig i en kasse på cirka 30 gange 50 centimeter.

Desuden er der fundet detonatorer i pakken, som Forsvarets sprængstofeksperter stadig arbejder på at få uskadeliggjort ved hjælp af rullemarie.

'Meget professionelle røvere' Området er stadig afspærret. Der er oprettet en sikkerhedsradius på 400 meter.

»Vi arbejder intenst derude sammen med Forsvaret. Men togdriften er blevet givet fri på Glostrup Station, der ligger et stykke derfra«, siger Bent Isager-Nielsen.

Hvad ville der være sket, hvis de fem kilo sprængstof var blevet udløst?

»Det tør jeg ikke sige noget om. Jeg kan kun grue for det og konstatere, at det havde været meget alvorligt. Når man sammenkæder det med maskeringen, bevæbningen, murgennembrydningen og partisansømmene må vi konkludere, at der har været tale om meget professionelle røvere«, siger politiinspektøren til politiken.dk.

Koldblodige røvere

Røverne brød i nat ind hos pengetransportfirmaet Loomis.

Gerningsmændene brød en mur ned med en mobilkran, hvorefter de brød ind i bygningen - maskerede og med maskinpistoler og rifler.

Ingen af røverne sagde noget under røveriet, har politiet oplyst.

Gerningsmændene forsvandt kort efter i tre mørke Audi-lignende biler, men havde forinden smidt partisansøm i området, så politiets patruljevogne punkterede, da de ankom til stedet.

Herudover efterlod røverne altså pakken med sprængstof ved Loomis.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce