Preben Møller Hansen foran Den Danske Kro. Arkivfoto
Foto: JESPER STORMLY HANSEN

Preben Møller Hansen foran Den Danske Kro. Arkivfoto

Danmark

Nekrolog: Sømandsbossen tog kampen op med alle

Preben Møller Hansen er død. Han tog kampen op med både politikere, fagbevægelsen og de store rederier.

Danmark

Forhenværende forbundsformand Preben Møller Hansen er død.

Han blev 79 år.

Preben Møller Hansen, der som ’sømandsboss’ gang på gang formåede at sætte den etablerede danske fagbevægelse på den anden ende og danske færgerederier stolen for døren, var født i Brønshøj og voksede op i et stærkt religiøst hjem.

Fra barnsben drømte han om at blive en anden Peder Most på De Syv Have og tog som 16-årig hyre på et af ØK's skibe.

Da han var 18, påmønstrede han et af Mærskflådens skibe, men det varede kort. Med sin rappe kæft var Preben Møller Hansen oven på en glad aften gerådet i en ordduel med kaptajnen om bord, og da han kort efter gik i land i København, meddeltes det ham, at A.P. Møller pålagde ham 99 – rpt. 99 – års karantæne.

Mølleren slog igennem
I 1956, da en socialdemokratisk regering med et lovindgreb ville standse en landsomfattende konflikt, blev DKP’eren Preben Møller Hansen valgt ind i sømændenes aktionskomité.

Med sin hurtige replik, sit indignerede kropssprog og sin gennemtrængende, ærkekøbenhavnske jargon gjorde han sig hurtigt gældende blandt de faglige kamptropper.

Efter nogle år som bl.a. tillidsmand for et dansk Øresundsrederi blev han i 1966 næstformand i Sømændenes Forbund. To år senere valgtes ’Mølleren’ ved urafstemning til forbundsformand og brød dermed 79 års socialdemokratisk dominans.

Preben Møller Hansen beholdt sit formandshverv i 23 år frem til 1991.

Hård kurs over for modstandere
Modstandere af hans fremfærd og metoder blev ryddet af vejen ved eksklusion eller frosset ud.

Til perfektion forstod han at benytte sig af, at hovedparten af hans medlemmer konstant befandt sig på langfart og derfor ikke kunne blande sig i forbundets forretningsgange. Han omgav sig med en lille gruppe håndgangne mænd og koncentrerede sin virksomhed om de private danske færgerederier.

Her udløb overenskomsterne op til påske eller ved sommerferiens begyndelse, og i Møller Hansens velmagtsdage i 70'erne var det næsten rituelt, at ’sømandsbossen’ med et betragteligt forråd af eder og forbandelser truede med at lamme færgefarten, netop som folk skulle på ferie og rederierne tjene de store penge.

Var på kant med LO
I lange perioder fik Sømændenes Forbund qua deres formand i hawaii-mønstret skjorte mere omtale i medierne end alle LO’s forbund tilsammen.

Hans saftige udtryksform og hele talefærdighed var ikke uden en vis underholdningsværdi i den løbende debat. Tonen mellem opkomlingen fra sømændene og den øvrige fagbevægelse var karsk på grænsen til det hadske.

Preben Møller Hansens helt urealistiske kongstanke – at udbygge Sømandsforbundet til et bredt transportarbejderforbund uden for LO’s regi – led skibbrud. Han organiserede forbundet som et vildnis af fonde og selskaber. Strejkekassens midler havnede i en særlig uddannelsesfond, som forbundsformanden havde hals- og håndsret over.

Fik penge i en 'papkasse'
Under ølstrejken i 1985 vakte provokatøren Møller Hansen opsigt ved at møde frem med en papkasse med en halv million i kontanter og forære den til de strejkende bryggeriarbejdere. Sømandsbossen hævdede, at han havde fået papkassen af en mand på gaden.

På et tidspunkt blev Preben Møller Hansens enerådige adfærd selv kommunisterne for meget. I 1979 blev han ekskluderet fra DKP's centralkomité.

Han fortsatte sit eget løb med i 1986 at stifte partiet Fælles Kurs. Det stævnede ind i Folketinget året efter, men gled ud ved valget i 1988.

Startede egen restaurant
Sømanden forsøgte ved følgende valg listeforbund med Glistrups Trivselspartiet, men uden held og kastede sig over restaurationsdrift.

Ved kommunalvalgene i 1994 og 1998 indvalgtes Preben Møller Hansen til Københavns Borgerrepræsentation, men genopstillede ikke ved kommunalvalget i 2002.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce