Flere muslimske kvinder vil skilles

Et stigende antal muslimske kvinder i Danmark får nok og vil skilles fra deres mand i arrangerede eller dårligt fungerende ægteskaber.

Danmark

Forskere, integrationskonsulenter og imamer oplever, at stadigt flere kvinder gør op med normer og traditionelle kønsroller i det muslimske miljø, viser en rundringning foretaget af Berlingske Tidende.

»Man ser flere og flere muslimske kvinder, som ønsker skilsmisser. Det selv om der i muslimske kredse er fordomme om, at skilsmisse er noget skidt, og at der kan være stærkt pres fra familien indblandet, hvis der er tale om arrangerede ægteskaber. Men flere kvinder gør op med det pres og tør sige fra,« siger Rubya Mehdi, forskningsadjunkt ved Københavns Universitet.

Hun forsker i muslimske kvinders retsstilling ved skilsmisser og udgiver til efteråret en bog om emnet.

Et tegn på integration Danmarks Statistik opgør ikke skilsmissetal for muslimer, men der er bred enighed om, at de muslimske kvinder i Danmark - særligt de yngre i anden generation - er blevet mere selvstændige, ressourcestærke og veluddannede og derfor tør gå imod de gængse normer:

»Det er et tegn på integration, og at kvinderne påberåber sig retten til deres eget liv. At de klarer sig rigtig godt og kan selv. Selvfølgelig er skilsmisse ikke en lykkelig ting, men det er bedre end tidligere, hvor kvinderne var tvunget til at blive i ulykkelige forhold af hensyn til familien og sociale forhold. Jo mere kvinderne kommer i kontakt med det danske samfund, tager de rettighederne til sig og får alternative bud på, hvordan livet også kan være. Så jeg ser det som en positiv udvikling,« siger Manu Sareen, radikal kommunalpolitiker og medarbejder i Københavns Kommunes etniske konsulentteam.

Men selv om en kvinde ønsker skilsmisse, kan islamisk lov og kultur fastholde hende i et uønsket ægteskab.

En dansk skilsmisse fra statsamtet accepteres ikke nødvendigvis i islamisk lov, og manden kan derfor nedlægge veto mod et brud, hvis han er imod en skilsmisse. Derfor oplever flere imamer og landets kvindekrisecentre i øjeblikket, at stadigt flere muslimske kvinder opsøger dem for at få hjælp til at komme ud af et ægteskab.I

Foreslag om særlige ægtepagter

Landsorganisationen af Kvindekrisecentre har man siden 2005 oplevet en markant stigning i antallet af kvinder, der søger hjælp og rådgivning om skilsmisse. Her siger faglig leder Farwha Nielsen:

»Vi har haft mange sager, hvor manden har nægtet kvinden at blive skilt efter islamisk lov, selv om parret er skilt efter dansk lov. Så prøver han i årevis at fastholde hende ved at nægte skilsmisse. Andre kvinder bliver udstødt af familien eller omgangskredsen, fordi en kvinde af nogle opfattes som løsagtig, hvis hun selv ønsker en skilsmisse. Det er vigtigt, at de som tør bryde mønstrene, får både juridisk og social støtte.«

Forskeren Rubya Mehdi har foreslået, at der laves særlige dansk-islamiske ægteskabskontrakter som sikrer kvinders juridiske rettigheder, og flere imamer ønsker en islamisk rådgivningsinstans i Danmark, der kan mægle i skilsmissesager.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce