Foto: DRESLING JENS
Danmark

Danske soldater hjem fra Irak til august

Danmark vil til gengæld sende flere soldater til Afghanistan.

Danmark

Siden foråret 2003 har der været danske tropper i Irak.

Men nu er de danske soldater på vej ud af Irak.

På et pressemøde fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K), at de 460 danske soldater, der i dag er i Irak, trækkes hjem til august og erstattes af et helikopterbidrag resten af året.

Danmark sender fire helikoptere til Irak, når den danske bataljon er kommet hjem. Helikopterne ledsages af et mandskab på cirka 50 mand.

»Det er fortsat den danske regerings politik at støtte Irak, og løbende justere støtte, så irakerne i stadig større grad selv tager ansvaret. Det gælder både i forhold til genopbygning og sikkerhed. På den baggrund har regeringen besluttet i løbet af de næste seks måneder at gennemføre en række ændringer af den militære og civile bistand til Irak«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Flere soldater til Afghanistan
Samtidig med at den danske bataljon trækkes hjem, vil Danmark øge støtten til træning af de irakiske tropper. Desuden vil regeringen øge den civile støtte til regeringen i Bagdad ved at stille flere rådgivere til rådighed for et antal irakiske ministerier.

Ligeledes vil den danske regering afsætte 100 millioner kroner til at hjælpe irakiske flygtninge i nærområder.

De danske soldaters tilbagetrækning betyder en øget indsats i Afghanistan. Regeringen vil således sende flere soldater til indsatsen i Afghanistan.

»Regeringen finder det samtidig væsentligt at Danmark bidrager aktivt til at skabe stabilitet i Afghanistan. Derfor vil regeringen foreslå, at vi øger antallet af danske soldater i Afghanistan. Det bliver der skabt mulighed for, når bataljonen i Irak er vendt hjem«, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Koordineret med Blair og Bush

Beslutningen om at trække danske tropper hjem er truffet i tæt samarbejde med koalitionspartnerne Storbritannien og USA.

»Den britiske premierminister Tony Blair er netop nu i færd med at orientere om, at den britiske regering har besluttet at reducere antallet af tropper i Irak til maj. Vi har løbende haft konsultationer med vores koalitionspartnere og med den irakiske regering«, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren oplyste, at han i går havde talt med både Tony Blair og George W. Bush. I dag havde han talt med den irakiske premierminister Nuri al-Maliki

»Premierminister Maliki udtrykte glæde over, at situationen i syd har udviklet sig sådan, at de selv kan overtage mere ansvar«, fortalte statsministeren om samtalen med den irakiske leder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce