Tre piger betragter skaderne efter Undoing the citys aktion i Hyskenstræde fredag nat.
Foto: NIELS CHRISTENSEN

Tre piger betragter skaderne efter Undoing the citys aktion i Hyskenstræde fredag nat.

Danmark

Kommune gav 20.000 kr. til autonome

Foreningen bag gadeaktionen, der endte i voldsomt hærværk fredag nat, har fået 20.000 kroner af Københavns Kommune.

Danmark

Mens forargede politikere kræver konsekvenser efter hærværksorgiet i Københavns indre by fredag nat, kan politiken.dk afsløre, at foreningen Openhagen, der arrangerede festen, er støttet af Københavns Kommune.

Ungdomskulturudvalget under Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet Openhagen 20.000 kroner til afholdelse af festivalen 'Undoing the city'.

Det fremgår af en beslutningsprotokol fra 3. februar 2009, og oplysningen møder hård kritik på rådhuset.

»Det er helt hen i vejret, at man bruger skatteborgernes midler på at støtte den slags«, siger Carl Christian Ebbesen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation.

Byrummet er en kampzone Den tre dage lange festival har blandt andet budt på workshops, debatter og fester, som skal stille spørgsmål til den måde, københavnerne bruger byen på, og samtidig være med til at ’omgøre’ den.

»Byen og byrummet er i stigende grad en kampzone – en kampzone, som fordrer en generobring af byens rum fra hegn, profit og diskriminering. Vi vil udfordre såvel kapitalens, statens, kommunens og den kreative klasses forestillinger om byen«, skriver Openhagen om festivalen.

Annonceret fest
Festen fredag aften i Hyskenstræde står i programmet under 'Street Dancing Pt. 3'.

Her oplyses det, at folk vil få tilsendt adressen for festen i sidste øjeblik på mobiltelefon, og at »Street Dancing fyrer op for en oprivende redefinering, omstyrtende ass-shaking til lugten af spray og roderi på markedspladsen«.

Imidlertid løb festen ud af kontrol og endte med omfattende hærværk på biler og Hyskenstrædes fredede bygninger. Alene i møbelforretningen Natuzzi på hjørnet af Strøget og Hyskensstræde vurderes skaderne at løbe op i mindst 250.000 kroner.

Alternativ ungdomskultur
Ungdomskulturudvalget består af ni ungdomskulturkyndige medlemmer, der administrerer ungdomskulturpuljen.

Udvalget har som prioritet at fokusere på »projekter, som henvender sig til den alternative ungdomskultur« og »projekter, som bruger det offentlige rum på nye måder«.

»Hvis alternativ ungdomskultur er lig med hærværk og ballade er det lige alternativt nok. Når vi taler om unge autonome, ved vi desværre, at er er en potentiel risiko for, at de ikke respekterer de demokratiske spilleregler og overholder loven«, siger Carl Christian Ebbesen.

Borgmester er vred

Kultur- og fritidsborgmesteren i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V), er ærgerlig over, at arrangørerne har fået penge af kommunen.

»Det gør mig virkelig vred, at en gruppe sindssyge autonome igen skal smadre en hel bydel. Nu må vi sætte os ned og se kritisk på den måde, vi tildeler støtte på«, siger Pia Allerslev.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce