Betjent førte register over autonome

Byretten indledte i dag sagen mod en betjent, der lavede et detaljeret kartotek over venstreorienterede aktivister.

Danmark

I februar 2007 fandt politiet et tykt, lysebrunt ringbind fyldt med detaljerede oplysninger om personer fra det københavnske aktivistmiljø i en etværelses lejlighed på Amager.

På adressen boede en 30-årig politiassistent, og han er nu tiltalt for at have misbrugt sit embede ved at indhente oplysningerne fra kriminalregistret, Det Centrale Personregister (cpr) og politiets fototek, som han har haft adgang til gennem sit arbejde.

I dag begyndte retssagen mod politiassistenten i Københavns Byret, og manden nægter sig skyldig.

Udført med nidkærhed Det kom frem i retten, at kartoteket - der hovedsageligt rummer folk med tilknytning til Antifascistisk Aktion (AFA) - er udført med stor nidkærhed.

Betjenten har blandt andet indsamlet navne, adresser og billeder af aktivister. Selv deres højde er noteret. I et tilfælde er det desuden beskrevet, at en aktivist har et modermærke over det ene øje og en tiger tatoveret hen over ryggen.

Mistænkt for højreekstremisme
Betjenten blev anmeldt til politiet af en anonym person, som politiet mener, er troværdig. Anmelderen har sagt, at den tiltalte betjent er »involveret i højreekstremistiske og racistiske aktiviteter med det formål at bekæmpe den yderliggående venstrefløj og modarbejde integration af personer med anden etnisk baggrund«.

Politiet foretog herefter en ransagning i betjentens lejlighed. Ud over kartoteket med de autonome fandt man blandt andet et magasin udgivet af Den Danske Forening, et avisudklip om Dansk Front og nogle klistermærker med påskriften "Rigtige danskere skider på Koranen".

Nægter forbindelser
Selv afviste betjenten under anklagerens afhøring, at han skulle have forbindelse til yderliggående kredse på højrefløjen. Efter eget udsagn er han bare interesseret i almindelige samfundsforhold og tilhører ikke et politisk parti eller forening.

I den brune mappe lå der også et notat på to og en halv side om personer fra det venstreorienterede aktivistmiljø.

Oplysningerne og navnene i notatet brugte betjenten til at indsamle flere informationer om personerne i fototek, kriminalregister og cpr-registret.

Gav notatet til PET

Under afhøringen fortalte den tiltalte, at han gav notatet til en PET-medarbejder, der var i turnus på den nærpolitistation, hvor den tiltalte arbejdede. Betjenten mente, det kunne have interesse for efterretningstjenesten, forklarede han. PET-medarbejderen skal ligeledes vidne i sagen.

Sagen fortsætter i byretten den 10., 15. og 18. juni.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce