Der er ikke problemer med ligeløn i Danmark.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro danske mænd i to nye undersøgelser. De viser - kort før kvindernes internationale kampdag 8. marts - at de danske mænd ikke rigtig tror på ulige løn mellem mænd og kvinder.
Hovedorganisationen LO har fået lavet en undersøgelse, der viser, at 51 procent af mændene mener, at der er ligeløn. Det gør kun 27 procent af kvinderne. Det får LO's næstformand, Lizette Risgaard, til at kræve bedre information om løn til mænd og kvinder i samme job.
»Mænd og kvinder ville ikke have den diametralt modsatte oplevelse af ligeløn, hvis der lå en klar og synlig viden om lønforskellene. Problemet er, at det gør der netop ikke«, siger hun.
»Det skal frem i lyset«
I HK's sektororganisation HK/Privat mener 32 procent af de mandlige medlemmer, at der er ligeløn, mens kun 11 procent af kvinderne mener det. Men når medlemmerne bliver spurgt om forholdene på deres egen arbejdsplads, er svaret straks et helt andet.
Så mener 67 procent af mændene og 34 procent af kvinderne, at der er ligeløn mellem mænd og kvinder. HK/Privats formand, Karin Retvig, mener, at det bør få danskerne til at kigge grundigere efter på arbejdet.
»Vi skal starte med at erkende, at der også kan være ligelønsproblemer på vores egen arbejdsplads, og så få dem frem i lyset«, siger Karin Retvig.
Ritzau