Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Pastor Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro.
Foto: Peter Hove Olesen

Pastor Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro.

Danmark

Præsten i Brorsons Kirke taler ud

Brorsons Kirkes præst Per Ramsdal fortæller om en chokerende uge, der kulminerede i en voldsom politiaktion onsdag nat.

Danmark

Lørdag
Jeg stod op klokken 8, pakkede min taske og kørte sammen med min ekskone til Fyn, hvor vi skulle campere med vores gamle naboer. Normalt arbejder jeg i weekenderne, men oven på de seneste ugers mediestorm havde jeg virkelig brug for at holde fri langt væk fra orkanens øje.

Sidste mandag havde jeg en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor jeg tog bladet fra munden og skrev, hvor umenneskeligt jeg mener, vi behandler de irakiske asylansøgere, der har søgt tilflugt i vores kirke. Det er blevet opfattet, som om jeg vil blande mig politisk, men det mener jeg ikke, jeg gør. Vi har udelukkende givet irakerne lov til at være hos os ud fra en medmenneskelig og næstekærlig holdning. I de to måneder, de har boet i kirken, er jeg kommet til at kende både dem og deres asylsager, og derfor mener jeg, det er min pligt at gøre opmærksom på den uretfærdighed, der er. Også selv om det har affødt heftig debat og givet mig en del af den kirkelige højrefløj på nakken.

Vi sad i campingstolene og snakkede hele eftermiddagen, og om aftenen gik der rødvin i den. Vejret var fantastisk, og vi kunne sidde og se ud over Storebælt, hvor lyset langsomt ændrede sig. Det var utroligt flot og meget meditativt. Da vi gik i seng klokken kvart over tolv, grinede vi af, hvor gamle vi var blevet. For ti år siden kunne vi sagtens sidde hele natten og diskutere politik og religion.

Søndag
Vi lavede fælles morgenmad klokken ni, gik en lang tur langs stranden og kørte mod København klokken to. Da jeg kom hjem, var jeg ovre i kirken og lodde stemningen. I sidste uge blev en håndfuld irakere fængslet, bl.a. en fyr, der hedder Amar. Men der var ikke noget nyt om deres situation, og der var ikke blevet fængslet flere i løbet af weekenden, så alt var roligt.

Mandag
Mandag er egentlig min fridag, fordi jeg normalt arbejder i weekenden. Men ikke i dag, for jeg havde en besøgsaftale hos Amar i asylfængslet ved Sandholmlejren. Da jeg kom derop, kunne jeg konstatere, at han var blevet flyttet til Vestre Fængsel, fordi der tilsyneladende havde været en konflikt mellem nogle af asylansøgerne. Så jeg måtte køre hjem igen med min lille pose med chokolade og frugt, der skulle have opmuntret ham lidt.

Om aftenen tog jeg ud til mine iranske venner i Herlev. Jeg har kendt dem i 24 år, helt tilbage fra dengang, de kom til Danmark, og min ekskone og jeg blev flygtningevenner for dem. Vi spiste sammen og så billeder fra vores fælles sommerferie. Vi hyggede os og grinede rigtig meget, og det blev sent, før jeg kom i seng.

Tirsdag
Klokken ti havde jeg en af mine personlige samtaler. I min stilling som børne- og ungdomspræst taler jeg med mange unge, der har problemer af forskellig art. Jeg er hverken psykolog eller psykiater, men jeg har tavshedspligt, og bare det, at der er en, der kan lytte, har tit enormt stor betydning. Det er en spændende og vigtig del af min funktion, men sådan en times samtale suger næsten energien for en hel dag, for man skal være 100 procent nærværende.

Efter samtalen gik jeg ned for at se til irakerne. Det har jeg gjort cirka tre gange om dagen i de seneste måneder. Jeg fik en kop te med mændene og kunne mærke, at de var utrygge. Birthe Rønn Hornbech var kommet hjem fra ferie, og hun var begyndt at rasle med sablerne, og jeg tror godt, de kunne godt fornemme, at der var risiko for optrapning.

Eftermiddagen brugte jeg på et menighedsrådsmøde, der ødelagde resten af min dag. Vi har voldsomt store samarbejdsvanskeligheder, fordi der er to fraktioner i rådet, der bekriger hinanden. Også i spørgsmålet om irakerne var der uenighed. Tre ud af 13 har fra starten været imod deres ophold i kirken. Nogle af dem har været meget grove og sagt, at vi bare skulle ringe til nynazisternes Johnny Hansen og bede ham om at fjerne dem. Det er meget svært at sidde i et menighedsråd med sådan nogle mennesker, synes jeg. Vi forsøgte at holde en nogenlunde god tone, men jeg var virkelig nedtrykt, da jeg gik hjem, så jeg gik ud og drak øl med en af mine gamle venner om aftenen. Jeg kom med alle mine beklagelser, og han fortalte om sin ferie i Istanbul. Klokken 23 gik jeg til ro.

Onsdag
Jeg brugte formiddagen på at gøre rent, rydde op og købe ind, for mine forældre fra Vestjylland kom på deres årlige besøg om aftenen. Derefter holdt jeg møde med de frivillige fra gruppen Kirkeasyl for at diskutere fremtiden, når irakerne en dag ikke skulle opholde sig i kirken længere. Vi besluttede at anbefale menighedsrådet at lade dem sidde som hidtil indtil 1. oktober, hvor de kirkelige aktiviteter kommer op på fuldt blus igen. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Kirkeasyl, der har kørt tingene enormt professionelt. Det har kostet 30.000 kroner om ugen i mad og medicin at have irakerne siddende, men de har samlet enormt mange penge ind og har heldigvis også afsat midler til afslutning og oprydning, når projektet stopper.

Efter mødet havde jeg et interview med irakisk tv. De spurgte om kirkens holdning i sagen og til Danmarks syn på muslimer generelt. Man skal jo ikke puste til nogen ild overhovedet, så jeg glattede ud og sagde, at vi er et fredeligt og tolerant land, der gerne vil hjælpe vores medmennesker. Det er måske ikke helt det, jeg oplever. Men det er sådan, jeg gerne ville have, Danmark var.

Jeg spiste aftensmad med mine forældre. De gik tidligt i seng, men jeg sad på Facebook til sent, og jeg havde endnu ikke slukket lyset, da politiet ringede på klokken 01.20. Jeg kendte risikoen, men jeg havde sådan håbet, at jeg ikke skulle være hjemme den dag, de kom. For jeg vidste, at politiet formentlig ville bede mig om at lukke op over til kirken, og der var ikke noget, jeg havde mindre lyst til end at åbne døren sammen med politiet og stå og kigge ind på de her irakere, der bliver rædselsslagne over det. Det ville gøre mig til en meget konkret brik i deres aktion, og det er jeg helst foruden. Så jeg lukkede ikke op, men gemte mig under dynen, mens de gik rundt om huset og lyste ind ad vinduerne.

Til sidst ringede de så insisterende på, at min logerende gik ned og åbnede for dem. Heldigvis ville de ikke have mig med over i kirken, de ville blot orientere mig om, at de var i gang med en »lille aktion«, som de sagde. Fra min have kunne jeg se en masse hjelme og mærkelige bevægelser gennem kirkens vinduer, og jeg kunne høre høje skrig derovre fra. Til sidst var min nysgerrighed så stor, så jeg besluttede at gå over og lure, hvad der skete.

Jeg gik ind ad bagvejen og fortrød straks, for det var meget, meget ubehageligt at se den scene, der udspillede sig i kirkerummet. Alle irakerne havde samlet sig oppe ved alteret med deres børn og babyer. Under billedet af den lidende Jesus, der blev tortureret og hængt på korset trods sin uskyld, stod de rædselsslagne mennesker. Som en slags nutidige korsfæstede. Fuldstændig i klemme i alle systemer og med 50 kampklædte betjente i en rundkreds omkring sig. Med våben, knipler, visir og hjelme. Noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at skulle se i en kirke.

Rystet og chokeret måtte jeg gå hjem igen og følge med fra køkkenvinduet. Jeg kunne se de frivillige aktivister, som egentlig ville lave en fredelig demonstration. De ville spærre vejen, men blev fjernet med vold, knipler og peberspray og slæbt mange meter hen ad asfalten.

Da politiet forlod stedet lidt over 4, stod alt pivåbent i kirken. Jeg gik over for at lukke af, men lige inden jeg slukkede det sidste lys, så jeg en arm, der stak op ovre bag en bunke stole, der var kastet op i et hjørne. Det var en af de rigtig gamle kvinder. Hun var fuldstændig i chok og kunne ikke sige en lyd. Vi gav hende vand, for hun var helt dehydreret på grund af sin diabetes. En af de frivillige fra Kirkeasyl tog hende med hjem, og jeg brugte den næste time på interview med diverse medier. Klokken seks gik jeg i seng, men fik ikke lukket et øje overhovedet.

Torsdag
Telefonen kimede, og journalister ringede på døren i et væk, men jeg var for træt og berørt til at give flere interview, så jeg trak stikket ud og tog en tur til Malmø med mine forældre for at komme væk fra det hele. Da jeg kom hjem, forberedte jeg min tale til aftenens demonstration. Om hvad jeg havde oplevet om natten, om asylansøgerne, der de seneste to måneder var blevet mine personlige venner, og om hvor trist det er, at vi i Danmark er nødt til at lave så heftig en politiaktion i en kirke. Talen gik godt, og det var fantastisk at se, at så mange var mødt op på trods af den korte varsel. Men jeg havde det rigtig skidt, fordi jeg slet ikke havde sovet, så jeg valgte at gå hjem i seng i stedet for at gå med i aktionen.

Fredag
Jeg sov til 8.30 og spiste morgenmad sammen med mine forældre. Jeg havde oprindelig en besøgsaftale med Amar i Vestre fængsel, men jeg har netop fået at vide, at han er flyttet tilbage til Sandholm, fordi de ikke havde noget at anklage ham for alligevel.

Resten af dagen skal jeg bruge på at lave en præstegruppe, som kan tage op og besøge de fængslede irakiske mænd, der blev anholdt onsdag nat. De sidder isoleret uden mobiltelefon og computere, skilt fra deres koner og kærester, og de må kun få ét besøg om ugen. Men som præster må vi gerne komme uden for normal besøgstid, og den mulighed er vi nødt til at bruge, så vi kan give dem trøst og opmuntring.

Men vi skal også finde ud af, hvad vi gør herfra. Kirken er blevet krænket væsentligt, når man på den måde er gået ind i det hellige rum. Det er vi i den danske folkekirke nødt til at forholde os til.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce