Nødhjælp. Nadia Plesners venner og bekendte har hjulpet med at slæbe alt det tunge hospitalsudstyr. Privatfoto.

Nødhjælp. Nadia Plesners venner og bekendte har hjulpet med at slæbe alt det tunge hospitalsudstyr. Privatfoto.

Danmark

T-shirt-provokatør sender nødhjælp til Darfur

På trods af sagsanlæg fra Louis Vuitton har dansk kunstner samlet en container fuld af aflagt hospitalsudstyr sammen. Indholdet skal hjælpe syge i Darfur.

Danmark

Den danske kunstner Nadia Plesner sender mandag en container fyldt med hospitalsudstyr til Darfur.

Pengene kommer fra et kunstprojekt, der både har ført til et sagsanlæg fra modegiganten Louis Vuitton og en titel som 'årets provokatør' fra magasinet Cosmopolitan.

»Jeg var ved at tude, da containeren blev hentet i dag. I starten sagde mange, at jeg aldrig ville kunne gøre det. Og jeg ville i hvert tilfælde ikke kunne sende noget til Sudan«, siger Nadia Plesner over telefonen fra Amsterdam, hvor hun går på kunstakademiet.

Men det afskrækkede ikke den 28-årige kunstner, for selvom forholdene for nødhjælpsarbejde er svære i Sudan - så er behovet enormt.

LÆS ARTIKEL

For at symbolisere, at nogle mennesker sulter, mens andre har råd til dyre designertasker, havde Nadia Plesner fremstillet T-shirts med et påtrykt billede af en Louis Vuitton-lignende taske, der dinglede på armen af en sulten afrikanerdreng.

T-shirten blev solgt over internettet, og overskuddet gik til nødhjælp.

Pressen foretrækker Paris Hilton
Formålet var at skabe mere opmærksomhed og debat om den håbløse situation i Darfur. En situation, der sjældent bliver nævnt af medierne, som hellere fylder sider og spalter om sidste nyt fra mode og kendis-verdenen.

Tasken lignede dog så meget en model fra Louis Vuitton, at Nadia Plesner i foråret 2008 måtte stoppe produktionen af T-shirten. Hvorefter hun designede en ny og fortsatte salget fra hjemmesiden.

LÆS ARTIKEL

I det nye projekt sælger Nadia Plesner en T-shirt med billedet af en afrikanerpige, der bærer et banner med teksten 'Miss size zero 2008'. For at sætte fokus på absurditeten i, at mange bekymrer sig om at være tynde, mens folk andre steder sulter ihjel.

Og det er salget af den nye T-shirt, der sammen med gavmilde donationer har kunnet fylde en hel container med 50 hospitalssenge, 20 rullestole, 5 babysenge, 70 sæt krykker, gangstativer, rullatorer og sengetøj til det hele.

Sponseret af Gentofte Hospital og Jysk. Mens Mærsk sørger for transporten til kostpris - helt ud til hospitalerne.

Krykker i den forkerte farve
»Det er helt vildt fedt, at danske senge kommer ned at stå i Darfur. Egentlig er det jo lidt arrogant, at vi herhjemme smider hospitalsudstyr i skraldespanden«, siger Nadia Plesner.

For eksempel er hospitalssengene fire år gamle, men fordi de er hydrauliske i stedet for elektriske, skulle de skrottes. Og krykkerne er hjembragt af danskere skadet på skiferie - men har den forkerte farve.

»Hvilket de jo nok er lige glade med i Darfur. Jeg har hørt, at der er folk dernede, som måske mangler et ben, men som må gå rundt med en pind som støtte«, siger Nadia Plesner.

LÆS ARTIKEL

Da den danske kunstner fandt på at samle hospitalsudstyr og sende det direkte til Afrika, blev hun afvist af adskillige hospitaler og nødhjælpsorganisationer. Hun måtte forbi mange lukkede døre, inden hun endelig fandt sine samarbejdspartnere.

»Der er åbenbart mange hippietyper, der kontakter dem, uden at kunne udrette noget særligt. Men jeg var stædig, og til sidst sagde de ja«, siger Nadia Plesner.

Nødhjælpsorganisationen, der i sidste ende endte med at sige ja til samarbejdet, lavede en ønskeliste over hospitalsudstyr og formidlede kontakten til to hospitaler i Elfasher. Begge hospitaler drives primært af europæiske læger og sygeplejersker.

»Men jeg er blacklistet i Darfur, fordi myndighederne dernede mener, jeg driver propaganda. Så desværre kan jeg ikke fortælle, hvem de er«, siger Nadia Plesner.

Kuvøser bruges til kemiske våben

Nødhjælpsorganisationen har også rådgivet med hensyn til containerens indhold. Og har for eksempel overbevist den 28-årige kunstner om, at hun ikke skal sende kuvøser afsted. For de kan bruges til fremstilling af kemiske våben og vil formentlig blive konfiskeret allerede i havnen.

Containeren bliver sejlet fra København på mandag og når Port Sudan 9. december.

»Nu håber jeg bare, udstyret kommer igennem til hospitalerne«, siger Nadia Plesner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden