Foreløbig er kun fem danskere registreret som døde som følge af H1N1, også kaldet svineinfluenza. Billedet viser kropstemperaturen på rejsende i Seuls Internationale Lufthavn. (Arkivfoto)
Foto: JUNG YEON-JE/AP

Foreløbig er kun fem danskere registreret som døde som følge af H1N1, også kaldet svineinfluenza. Billedet viser kropstemperaturen på rejsende i Seuls Internationale Lufthavn. (Arkivfoto)

Danmark

De ældre danskere slipper uden om svineinfluenza

Læger bliver bestormet af utrygge ældre, der vil vaccineres.

Danmark

Mens tusindvis af skolebørn ligger syge med høj feber og influenza A (H1N1), så kan deres bedsteforældre roligt tilbyde at passe dem uden den store risiko for at blive syge selv.

Til trods for at epidemien er på sit højeste lige nu, så går den uden om den ældre befolkning. Og der er ingen udsigt til, at det billede ændrer sig.

»Vi har set meget, meget få sygdomstilfælde blandt ældre over 65 år. De er stort set gået fri af epidemien. Næsten ingen er blevet syge. Og hvis bedsteforældrene ellers er sunde og raske, så skulle der ikke være nogen risiko ved, at de passer deres børnebørn«, siger overlæge Kåre Mølbak, afdelingsleder på Statens Serum Institut.

Når farmor og farfar roligt kan passe de syge unger, så hænger det sammen med, at selv når de ældre udsættes for smitte, er der ringe risiko for, at de bliver syge.

De fleste af dem har nemlig tidligere i deres liv været udsat for en influenza, der er stort set lig den, der indtil videre har sendt flere hundrede tusinde danskere i sygesengen.

Samtlige influenzaepidemier fra 1930 og frem til slutningen af 1950’erne var nemlig af nogenlunde samme slags som den nuværende. Dermed har de nu ældre borgeres krop for mange år siden dannet antistoffer mod influenzaen, og de stoffer kommer dem til gode nu. De sidder nemlig stadig i kroppen, forklarer Kåre Mølbak.

»De ældres immunsystem er simpelthen modstandsdygtige over for den nye influenza«, siger overlægen.

Han tilføjer dog, at de få ældre, der alligevel får influenzaen, har større risiko for at blive alvorligt syge. Det skyldes deres fremskredne alder.

Almindelig influenza er hård ved de ældre
Den nuværende epidemi adskiller sig totalt fra den almindelige sæsoninfluenza, som kommer år efter år. Den er nemlig hårdest ved den ældre befolkning og koster typisk 1.000 dødsfald årligt blandt ældre, svækkede borgere.

Det kan være årsagen til, at ældre er meget bekymrede over, at de endnu ikke er blevet vaccineret.

Ældre kommer i anden række
Sundhedsstyrelsen har udstedt en vejledning om, hvilke grupper i befolkningen, der skal tilbydes vaccine, og i hvilken rækkefølge. Først kommer borgere mellem seks måneder og 65 år, der har kroniske lidelser som for eksempel rygerlunger, sukkersyge eller hjerte- og karsygdomme. Dem er der 350.000 af, vurderer myndighederne, og den gruppe bliver i øjeblikket vaccineret hos deres læge, hvis de vil.

Ældre over 65 år med kroniske sygdomme kan først blive vaccineret i næste bølge. Det vil sige fra december og frem.

LÆS ARTIKLEN:

Budskabet om, at ældre i høj grad allerede er immune over for den nye influenza, er tilsyneladende gået forbi mange ældre. I hvert fald bliver de praktiserende læger bestormet af utrygge ældre med kroniske sygdomme, der ikke kan forstå, hvorfor de skal vente længe på at blive vaccineret.

De praktiserende lægers formand, Michael Dupont, siger:

»De ældre over 65 år henvender sig til os i stor udstrækning nu. Vi får rigtig mange henvendelser, og de kommer hver dag. De vil gerne have vaccinen nu, for de kan se, at epidemien kører, og så bliver de opskræmte. Så må vi berolige dem og forklare, at det først og fremmest er børn, der bliver syge, og at ældre i vidt omfang allerede er beskyttet mod at blive syge«.

Michael Dupont arbejder selv i et lægehus i Birkerød nord for København med i alt otte læger, der alle har mange henvendelser fra bekymrede ældre. Han vurderer, at de ældres frygt for influenzaen er udbredt over hele landet.

»Jeg har svært ved at tro, at vores patienter skulle være så forskellige fra andres. Det er samme sang alle vegne«, siger han.

Læger giver pressen skylden
De danske medier dækker epidemien tæt. Både tv, radio, hjemmesider og aviser følger nøje med i, hvordan smitten breder sig. De praktiserende lægers formand, Michael Dupont, er ikke i tvivl om, hvorfor ældre er utrygge, selv om stort set ingen af dem bliver ramt.

»Det er pressen. De ældre læser aviser. Jeg siger det ikke for at anklage jer, men man kan virkelig mærke på pressen, at den næsten har gået og ventet på, at der var nogen, der døde af influenzaen, så I kunne skrive lidt om det igen«, siger han.

Indtil videre er fem borgere meldt døde af influenza A (H1N1). Deriblandt ingen ældre over 65 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Overlæge Kåre Mølbak oplyser, at Statens Serum Institut tidligere har vurderet, at epidemien vil koste 100 danskere livet:

»Men så højt kommer vi ikke op«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce