»Nogle tror, at PET lå inde med stabler af beviser mod banden, men sandheden var, at vi intet afgørende havde«, siger Per Larsen.
Foto: ADRIAN JOACHIM

»Nogle tror, at PET lå inde med stabler af beviser mod banden, men sandheden var, at vi intet afgørende havde«, siger Per Larsen.

Danmark

Blekingegade på vej i ny kommission

Tidligere operativ chef i PET Per Larsen opfordrer til ny undersøgelse af PET’s håndtering af banden.

Danmark

Tre tidligere topchefer i Politiets Efterretningstjeneste accepterer nu, at PET’s håndtering af Blekingegadesagen undersøges på ny.

Tidligere operativ chef i PET Per Larsen opfordrer ligefrem politikerne til at få sagen undersøgt til bunds. Han har hidtil været imod en undersøgelse, fordi »den ville være spild af penge«.

Nu siger han:

»Som tingene er kørt op, så vil det være godt for både offentligheden og – må jeg indrømme – mig selv at få sandheden frem. Man kan ikke have beskyldninger om urent trav siddende på sig«.

Tidligere PET-chefer vil ikke stille sig i vejen
Samtidig siger to tidligere topchefer i PET, at de ikke vil stille sig i vejen for en undersøgelse. Ole Stig Andersen, der var PET-chef i de første år, hvor banden huserede, siger, at han »ikke personligt har et behov for en undersøgelse, men at det kan være godt at få fjernet enhver tvivl«.

Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør i København og øverste chef i PET, da Blekingegadebanden blev afsløret, siger, at hun »ikke har en holdning til« en ny undersøgelse af PET og Blekingegadesagen, men at hun »stiller op, hvis der kommer en undersøgelse«.

Man kan ikke have beskyldninger om urent trav siddende på sig



Per Larsen var operativ chef i PET fra 1983 til 1992 og er derfor i fokus i de påstande, som tidligere efterforskningsleder under sagen mod Blekingegadebanden Jørn Moos har fremført i en bog i efteråret. Påstande han også fører frem i en dokumentarudsendelse i aften på TV 2.

LÆS KRONIK

Jørn Moos mener, at PET gemte på oplysninger om banden og dermed i flere omgange hindrede det øvrige politi i at stoppe banden tidligere i deres kriminelle karriere, som sluttede i november 1988 med et drab på en ung politimand under et røveri mod posthuset i Købmagergade.

Per Larsen afviser fortsat beskyldningerne om, at PET holdt på oplysninger:

»Nogle tror, at PET lå inde med stabler af beviser mod banden, men sandheden var, at vi intet afgørende havde«, siger han og henviser til, at Jørn Moos var en af efterforskningslederne under opklaringen af Blekingegadesagen i 1988-89 og derfor selv kendte »de sparsomme beviser« mod banden, som først blev afsløret, da et medlem kørte galt og førte politiet til dæklejligheden i Blekingegade.

LÆS ARTIKEL

Jørn Moos fastholder, at han »ikke tror, det øvrige politi fik alle oplysninger fra PET«, og at banden kunne være stoppet tidligere: »Så kunne man have undgået drab på en betjent og de mange lidelser hos ofrene for bandens røverier«.

I sommeren 2009 kom den såkaldte PET-kommission efter ti års arbejde med en betænkning om PET’s registrering af personer under den kolde krig. Kommissionen tog også fat i PET’s håndtering af Blekingegadebanden og konkluderede, at der ikke var grundlag for kritik af PET.

LÆS ARTIKEL

Allerede dengang mente et flertal i Folketinget, at det var nødvendigt at lave en særlig undersøgelse af PET’s håndtering af Blekingegadesagen.

Men beslutningen er blevet udskudt flere gange, fordi regeringspartierne og Justitsministeriet var i tvivl om, hvorvidt der kunne komme nyt frem. Nu siger den konservative retsordfører, Tom Behnke, at der siden PET-kommissionen er kommet nyt frem, og »så er der noget at undersøge«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Behnke: Tvivlen skal fjernes

Han siger, at Per Larsens opfordring »gør indtryk«, og at det er vigtigt at få fjernet tvivlen.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at det er vigtigt at »komme et spadestik dybere« i en række af de ting, der er kommet frem om Blekingegadebanden, bl.a. i Moosbogen:

»Det er en vigtig del af vores samtidshistorie at få det klarlagt så langt, man kan. Det er også i både PET’s og Per Larsens interesse«.

LÆS ARTIKEL

Socialdemokratiets retsordfører, Karen Hækkerup, siger, at hun »godt forstår« Per Larsens ønske, men at en undersøgelse ikke skal laves af hensyn til ham: »Vi er alle interesseret i at få det her afklaret«.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) er på ferie, men det ventes, at beslutningen om at gennemføre en ny undersøgelse træffes om et par uger. Og at der bliver sat en kort frist for arbejdet, så resultatet kan ligge klar inden for et år eller to.

Jørn Moos er tilfreds med, at der kommer en undersøgelse af PET og banden: »Det vil være godt, at sagen bliver lagt endeligt på plads. Ikke for at strafforfølge nogen, men for at komme så tæt på sandheden som muligt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden