Forbudt. Lov om røgfri miljøer siger klart, at man ikke må medbringe mad i rygerum. Heller ikke kager. (Arkivfoto)
Foto: Tina Nielsen

Forbudt. Lov om røgfri miljøer siger klart, at man ikke må medbringe mad i rygerum. Heller ikke kager. (Arkivfoto)

Danmark

Kagespisende pensionist smidt ud af rygerum

Det er ikke tilladt at spise kage i de rygerym, der er indrettet i landets plejecentre.

Danmark

Pensionisten Aage Danø er hyppigt gæst i plejecentret Gulkrogs café i Vejle. Her sætter han sig i rygerummet med en cigaret og en kop kaffe, men han må ikke tage et stykke kage med, som han plejer, skriver Vejle Amts Folkeblad.

»Hidtil har jeg kunnet tage min kaffe, kage og cigaretter med ind i rygerummet. Men nu må jeg nøjes med kaffen og smøgen, efter Arbejdstilsynet har været på besøg. Det er en tåbelig lov, som man ikke engang kan dispensere fra«, siger Aage Danø.

Han har klaget til Arbejdstilsynet, som henviser til Lov om røgfri miljøer. Den siger klart, at man ikke må medbringe mad i rygerum.

»Jeg kan ikke fortælle dig, hvad logikken i reglen er«

Aage Danø kan ikke se meningen med reglen.

»Den afgørelse virker komplet uforståelig, for hvem er det, man vil beskytte? Normalt trækker jeg blot på skulderen over statens stedse flere formynderiske regler, for de har dog ofte et forståeligt sigte, selv om jeg tit finder min selvbestemmelsesret krænket«, siger Aage Danø.

»Det er da fuldstændig gak-gak« Vejle Amts Folkeblad besøgte cafeen en almindelig tirsdag og mødte seks andre ældre herrer, som heller ikke forstår loven.

»Det er da fuldstændig gak-gak. Der findes jo røgfrie rum, hvor man kan spise sin kage og mad, hvis man ikke kan lide lugten af tobaksrøg. Det kan da ikke genere nogen, hvis vi spiser her i rygerummet«, siger Tonny Nielsen, mens resten bakker op.

Sekstetten er medlemmer af billardklubben Østbyen og er gået på Gulkrog på en snevejrsdag for at få et slag billard, en kop kaffe og for nogles vedkommende også en smøg.

Leder: Vi er nødt til at overholde loven
Områdeleder Poul Møller Pedersen, Vejle Kommune, henviser til Lov om røgfri miljøer. Det samme gør Arbejdstilsynet.

»Jeg kan ikke fortælle dig, hvad logikken i reglen er, men vi er selvfølgelig nødt til at overholde loven, fordi vi er certificeret. Under et kontrolbesøg har vi fået at vide, at der ikke må spises kage i rygerummet, så derfor er det ikke længere muligt i Gulkrog«, siger Poul Møller Pedersen.

Dansk Standard, som er den nationale standardiseringsorganisation, stod for kontrollen og gjorde opmærksom på forbudet. Der må ikke spises kage i rygerum. Heller ikke selv om man selv medbringer sin kage og selv sætter tallerkenen på plads igen bagefter.

Sundhedsministeren forsvarer reglerne
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener, at loven er god nok.

»Jeg kender ikke den konkrete sag, men det er vigtigt at holde fast i, at rygerum ikke bør være opholdsrum. Det er rum, som kun er beregnet til at ryge i«, siger Jakob Axel Nielsen.

Han mener, at en opblødning af reglerne kunne give problemer.

»Næste skridt kunne være, at nogle gerne ville spise aftensmad i rygerummet. Meningen med rygeloven er at beskytte borgere - her er det både beboere og personale - mod passiv rygning, og derfor er man nødt til at trække grænsen et sted«, siger Jakob Axel Nielsen.

I Lov om røgfri miljøer står blandt andet, at 'der må ikke serveres eller medbringes mad eller drikkevarer i rygerum eller rygekabiner på serveringssteder. Det enkelte serveringssted kan dog tillade, at gæsterne selv medbringer drikkevarer i rygerum og rygekabiner'.

S-sundhedordfører: Jeg kan ikke se logikken

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, forstår ikke, hvorfor loven siger sådan. Derfor vil hun spørge sundhedsminister Jakob Axel Nielsen om, hvad meningen er, når ministeren vender hjem fra en rejse til USA.

»Det er umiddelbart svært at se, at det skulle kunne genere nogen, at man tager et stykke kage med ind i rygerummet. Jeg kan ikke se logikken i reglerne. Derfor vil jeg spørge sundhedsministeren, når han kommer hjem«, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce