Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Byggeplads. Bygningsarbejdere er gået i gang med det omfattende nedrivningsarbejde. I de næste syv år vil dele af Rådhuspladsen være forvandlet til byggeplads. Det begynder med nedrivningen af HT's busterminal.
Foto: DRESLING JENS

Byggeplads. Bygningsarbejdere er gået i gang med det omfattende nedrivningsarbejde. I de næste syv år vil dele af Rådhuspladsen være forvandlet til byggeplads. Det begynder med nedrivningen af HT's busterminal.

Danmark

Rådhuspladsens sorte lømmel lægges i graven

Nedrivningen af Københavns forkætrede busterminal er gået i gang.

Danmark

Det var så det.

Rådhuspladsens utilpassede teenager bliver lagt i graven.

Entreprenørfirmaet Tscherning begynder i dag at afmontere busterminalen stykke for stykke, for at dens materialer kan genopstå i andre bygninger.

Bare 14 år fik denne sortklædte lømmel til at vise sit værd og blive en accepteret del af det københavnske gadebillede.

WEBCAM Følg nedrivningen af busterminalen

Man gav den presseomtale og tv-eksponering som få andre bygninger. Først bragede en skarp og langvarig debat i dagspressen, og i de seneste år blev den ramme om daglige landsdækkende tv-udsendelser med hyggesnak og berømtheder på samlebånd i DR-programmet ’Aftenshowet’.



Men lige lidt hjalp det.

Ingenting syntes rigtig at klæde denne tvære yngling. Ikke i en grad så vi rigtig tog den til vores hjerter og forsvarede den. Der lød snarere et lettelsens suk, måske lidt spredt jubel i visse kredse, da nogen fandt det mest belejligt at udgrave Rådhuspladsens kommende metrostation lige dér, hvor den stod.

Busterminalen nægtede at tilpasse sig bybilledet. I hvert fald det billede af byen, de fleste af os bar i vores hoveder.

Men var det den eller billedet, det var galt med?

Rådhuspladsens bagtæppe
Den blev undfanget, da Rådhuspladsen skulle gøres fin og præsentabel til Kulturbyåret 1996. Pladsen havde i mange år trængt til en kærlig hånd.

Den havde været delt i to lige store dele af den gennemkørende trafik fra Vesterbrogade til Vester Voldgade ved Strøgets udmunding.

Passagen blev lukket, og busserne blev flyttet hen til en stor samlet holdeplads foran Utrecht-bygningen modsat Rådhuset. På den måde fik man omskabt pladsen til én stor samlet ø omgivet af urolige trafikårer.

Så for at få en smule ro på pladsen, så den kunne blive til et opholdsrum og ikke bare et rundforvirret øde gennemgangsrum i hverdagen, fik man den ide i kommunen at opføre en afskærmning, der samtidig kunne fungere som hovedkvarter for Kulturbyåret og siden som busterminal med billetsalg.

Nationen kunne jo ikke hver dag vinde EM i fodbold eller lignende begivenheder, hvor det hverken var bygningerne eller trafikreguleringen, men hovedsagelig menneskemængden, der definerede pladsen.

Dens form kunne sikkert have fungeret fint langs en motorvej i et åbent landskab.



Ideen var, at den skærmende bygning til daglig skulle udgøre pladsens rolige bagtæppe.

Men den blev alt andet end det.

Helt malplaceret
Busterminalen faldt uden for alle kategorier. Som et møbel i byrummet var den grotesk overdimensioneret, men omvendt var den ikke høj nok til at blive opfattet som et egentlig byhus, der afgrænsede pladsen på lige fod med de omgivende. Hvor end man oplevede den fra, skar den de ’voksne’ huses facader over på midten.

Det var arkitekten Svend Axelsson fra KHR Arkitekter, der tegnede den sorte bygning i en minimalistisk moderne stil med klare geometriske grundelementer, som to kuber omkring en halvcirkel og forbandt det hele af en markant overliggende bjælke.

De færreste oplevede, at formen havde nogen som helst relation til omgivelserne. Bygningen spændte ud i hele Rådhuspladsens bredde, og med lidt god vilje krydsede linjerne fra Vestergade mod Vesterbrogade og fra Strøget mod Jernbanegade tværs gennem den.

Mange af dens kritikere fandt den sådan set pæn nok i sig selv, men på en central plads i hovedstaden var den helt malplaceret. Dens horisontale orientering brød med alle de opadstræbende huse med høje tårne omkring den.

Dens form kunne sikkert have fungeret fint langs en motorvej i et åbent landskab. Men her pegede den væk fra det centrum i byen, man forventer, at en rådhusplads skal være.

Et forbandet barn
I Encyklopædiens opslag om Svend Axelsson leder man forgæves efter ét ord om bygningen. På tegnestuens hjemmeside er den heller ikke nævnt. Det er ikke en af dem, man er stolt af.

Bygningen blev afskrevet af dens egne forældre, allerede før den kom af dage.

Gennem årene forsøgte enkelte stemmer ellers at tage det forbandede barn i forsvar. Blandt andre arkitekten Hans Erik Ortving fra Kunstakademiets Arkitektskole, der i dagbladet Børsen i 1997 manede til, at man i det mindste gav den lille sorte bygning en chance:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Encyklopædiens opslag om Svend Axelsson leder man forgæves efter ét ord om bygningen. På tegnestuens hjemmeside er den heller ikke nævnt. Det er ikke en af dem, man er stolt af.



»HT-bygningen er i sit udtryk let, præcis i sin geometri, nutidig i sit materialevalg, gennemført i sin detaljering. Bygningen danner, som en væg eller et møbel trukket ud af Vestergade, et klart defineret rum mellem sig og Rådhuset«.

Teksten havde godt nok et par forbehold. men var skrevet op mod et forslag i borgerrepræsentationen om at rive den ned. 20 år skulle der gå, mente han, inden vi kunne fælde en retfærdig, endelig dom over dens skæbne. Men så længe fik den som bekendt ikke mulighed for at være blandt os.

Svær at elske
Skal man pege på noget godt at sige om busterminalen, var dens skarpe modernistiske formsprog et (lidt forkølet godt nok, men ikke desto mindre) oprør mod Rådhuspladsens forlorne harmoni.

( artiklen fortsætter under tegningen)

Pladsen er omgivet af i hvert fald to pragtfulde huse, Anton Rosens Palace Hotel og Martin Nyrops Rådhus, men hverken den gule franske flødeskumsfims i Utrecht-bygningen eller den slappe forstadsmodernisme i Dansk Industris tarvelige hus bidrager til at gøre pladsen værdig som et af byens højdepunkter.

Alle, der rørte busterminalen, trådte øjeblikkelig ind i deres terminale fase. Fra den dag var dens stålpladers dekorative perforering omdannet til dødspletter.



Busterminalen var trods alt et disharmonisk, uforsonligt indslag over for den bygningskultur, der fejrer det udglattende, det imiterende og den enstonige konsensus.

Det var en form, der var svær at elske, men man kan ikke anklage den for at ville gå i et med tapetet. Den ville sætte sin egen dagsorden.

Det var profetisk, da rockbandet D.A.D. sidste år promoverede deres seneste pladeudgivelse i et silende regnvejr fra busterminalens tag. Som de forvoksede teenagere stod der og forsøgte at spille trodsigt op mod vejrgudernes kaskader, lignede det billedet af en kamp, der allerede var tabt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle, der rørte busterminalen, trådte øjeblikkelig ind i deres terminale fase. Fra den dag var dens stålpladers dekorative perforering omdannet til dødspletter.

Hul i jorden
Mens Tsherning nu demonterer et af de yngste ofre for anlægsarbejdet med Cityringen, der også kommer til at æde et par busbaner og nogle af de unge hestekastanjetræer, forestår en afklaring af, hvordan Rådhuspladsen vil tage sig ud om syv år, når belægningen efter planen er ’retableret’.

Det bliver nok ikke igen en fancy afskærmning, der skærer pladsen i to. Planerne i øjeblikket varsler lidt cykelparkering, lidt ovenlys, en elevator og et par trappenedgange, som vi kender det fra andre metrostationer.

Busterminalens banemand bliver et hul i jorden.

Og skulle nogen nu være i tvivl: Tak for det!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce