Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Europarådets Torturkomité kritiserer i stærke vendinger fikseringen af psykisk syge.
Foto: Mads Nissen

Europarådets Torturkomité kritiserer i stærke vendinger fikseringen af psykisk syge.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Torturkomité: Psykisk syge mishandles

Danmark bruger ulovlig tvang mod patienterne. Sundhedsministeren er rystet.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Psykisk syge bliver mishandlet, når de lægges i bælte dagligt i flere måneder på lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark.

Og personalet bruger ulovlig tvang mod patienter på det hospital, hvor de mest sindssyge er indlagt.

Sådan lyder konklusionen fra Europarådets Torturkomité, der besøgte to hospitaler i februar. I en rapport om Danmark kalder komitéen det en »hastesag«, at regeringen begrænser brugen af tvang.

Ingen andre lande gør det så meget
»Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne«, siger Torturkomitéens delegationsleder, den islandske psykiater Petur Hauksson.

Dermed gentager komitéen sin kritik af Danmark fra sit besøg for seks år siden.

Fikseret dagligt i seks måneder
Delegationen besøgte blandt andet Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, hvor landets mest farlige sindssyge kriminelle er indlagt. Her så de en patient, der var blevet lagt i bælte en eller flere gange om dagen gennem en seks måneder lang periode. En anden havde været i bælte dagligt i fire måneder, mens en tredje havde ligget i bæltet en måned i træk.

»Patienterne var frustrerede over det«, siger Petur Hauksson.

Låst inde i ni måneder
Delegationen så en patient, der havde været låst inde på sit værelse ni måneder i træk. Han havde været voldelig mod personalet, medicin hjalp ikke. Han klagede over, at han ikke havde været i bad i uger.

Komitéens udsendte så også en »nedværdigende« tvangsmetode, som den aldrig havde set før. Fikseringen ligner den, man har set på Guantánamofangerne. Patienternes arme var sat fast til et bælte om maven. En rem mellem fødderne sikrede, at de kun kunne gå med korte skridt.

Sundhedsministeriet skrev i marts til Region Sjælland – der driver Sikringsafdelingen – at det er ulovligt at fiksere patienter, uden at de ligger ned:

»Anden praksis med oppegående fikserede patienter bør derfor ophøre«, lød budskabet, som Sundhedsstyrelsen gentog i juli i et nyt brev.

Sikringsafdeling fastholder fodremme
Men Sikringsafdelingen bliver ved med at lade patienter gå rundt i fodremme, siger ledende overlæge Benedikte Volfing.

»Patienter, der er så syge og farlige, at de ellers skulle være låst inde, får med den type fiksering mulighed for at få terapi og komme ud i frisk luft«, siger hun.

Men I bryder loven?

»Målet helliger midlet. Vi gør det, fordi det er bedst for patienten. Vi har brugt fodremme i de 90 år, Sikringen har eksisteret«, siger overlægen og tilføjer, at Sundhedsministeriet ved alt om, at Sikringen bruger denne særlige tvang.

»Vi har for længst sendt en masse materiale til ministeriet om det«, siger hun.

Bedre end at bedøve med medicin
Volfing afviser, at Sikringen bruger for meget tvang. For bæltefiksering er bedre end at bedøve patienterne med medicin:

»Vi vil helst behandle vores patienter, mens de er nogenlunde friske. Så kan de bedre ændre adfærd«.

Ministeren: Det skal stoppe nu
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) henviser til, at ministeriet i foråret sagde nej til den omstridte metode. Han kalder det forkasteligt, at Sikringen tvangsfikserer patienter på en måde, der er ulovlig efter dansk og international ret:

»Det skal stoppes med det samme«.

Jakob Axel Nielsen vil ikke blande sig i, om det er i orden at låse en patient inde i ni måneder, eller om patienter bør lægges i bælte dagligt i månedsvis.

»Det lyder stærkt ubehageligt, men jeg kan ikke som lægmand vurdere, om den tvang er unødvendig«, siger ministeren, der nu får sine folk til at undersøge sagen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden