0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fængslede Mansour mener, der er god terror

Danskerne har selv et ansvar for, at terrortruslen også retter sig mod os, mener den nu fængslede danskmarokkaner Mansour.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Frandsen Finn
Foto: Frandsen Finn

Said Mansour mener, at man med god terror kan bekæmpe den onde terror. - Foto: Finn Frandsen

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Said Mansour talte dæmpet, uafladeligt med et afvæbnende og forlegent smil, mens han forsøgte at overbevise om sit synspunkt - nemlig at islamisk terror i Madrid, London og måske også Danmark er nødvendig for at bekæmpe undertrykkelsen af muslimer i Palæstina, Tjetjenien, Irak og Afghanistan.

»Vi må bruge den gode terror mod den onde terror. I Koranen står der, at vi må berede os med vores største styrke, og alt hvad vi kan mobilisere for at skræmme vores fjender. Vores holdning er, at Vesten er islams fjender - og det ser vi med krigene i Afghanistan og Irak«.

Filmede interview
Det er kun lidt mere end to uger siden, at jeg mødte Said Mansour i forbindelse med et kursus for danske journalister og redaktører - 'Truslen mod Vesten' - som jeg var medarrangør af. Mødet fandt sted i et kursuslokale nær Kgs. Nytorv i København, og Mansour, der ellers taler glimrende dansk, valgte at tale gennem tolk.

Han medbragte selv et videokamera for at filme seancen, som varede en times tid, og de fleste af hans udtalelser læste han op fra sit medbragte manuskript. Hans fremtoning fremkaldte på ingen måde billeder af hadtalende islamister - tværtimod mindede hans stilfærdige facon om det, han kendes som: Boghandleren fra Brønshøj.

Bush vil smadre islam
De ord, der blev sagt af Said Mansour den dag, var imidlertid meget hårde. Grundlæggende var det hans opfattelse, at Amerika under præsident George W. Bush anfører en vestlig militærkurs, som går ud på at smadre den islamiske civilisation - og at blandt andre premierminister Tony Blair og statsminister Anders Fogh Rasmussen ivrigt deltager.

Er der danskere, som ønsker at ødelægge den islamiske civilisation?

»Nogle politikere, ja, men ikke folket - selv om det også er folkets skyld, fordi det jo har valgt den regering, som sidder. Fogh og Blair følger jo bare amerikanerne«.

Mener du, at den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, er med til at smadre den islamiske civilisation?

»Ja«.

Er det legitimt at ramme København med terror?

»Det håber jeg ikke vil ske, men det må du spørge mig om, hvis det sker«.

Men i givet fald vil terror mod Danmark jo ramme uskyldige danskere, hvoraf mange jo for at følge din logik ikke engang har bakket op om krigen mod terror?

»Folk er med til at vælge deres præsident og deres statsminister, som begår terroren, og derfor har de også et ansvar. Danmark har deltaget med fly i Afghanistan, hvor der for eksempel er blevet ramt et bryllup med kvinder og børn. Jeg spørger: Hvor mange er blevet ramt af terror i London i forhold til i Afghanistan og Irak?«.

Er terror efter din mening et rimeligt våben at benytte?

»De, der lider under terror, må angribe tilbage. Terror finder sted, fordi der ikke er andre udveje for de undertrykte. Jeg tilskynder ikke terror, men man må konstatere, at Madrid-angrebet havde sin effekt politisk, da Aznar (den spanske premierminister, der bragte sit land ind i Irak-krigen, red.) tabte. Madrid havde sine positive sider. Hvilke følger det får i London, må vi se«.

Men terrorangreb som dem, vi har set i Madrid og London, rammer jo uskyldige?

»I en krig kan man ikke altid kende forskel på børn, kvinder og gamle over for krigere. Sådan er det, når bombeflyene rammer uskyldige i Afghanistan«.

Ifølge Said Mansour glemmer vestlige medier at rapportere om de daglige lidelser, som muslimske familier har mødt i de seneste fire-fem år - især fremhævede han de amerikanske angreb på Najaf og Fallujah i Irak som store ydmygelser:

»Målet med Vestens terror er at skræmme fredelige mennesker. Islam har forbudt muslimer at slås mod kvinder, børn og hellige folk som præster - og imod de kristne og jøder, som bor i islamiske lande, og mod folk, som vi socialt eller arbejdsmæssigt har forbindelse til. Men al den terror, som vi møder i dag, foregår netop mod uskyldige mennesker. Se eksempelvis på Irak, Palæstina, Afghanistan og Tjetjenien og andre steder. Her rammer terroren«.

»Det er de store lande, som står bag den værste terror, så de kan blive endnu stærkere. Det gælder også atomvåben, som de siger, at andre ikke må få. Sådan opfører USA og Rusland sig. Amerika påstår altid, at de beskytter mennesker, når de er i krig, men det gør de jo ikke. De bedriver terror. Det er den rigtige definition på terror«.

God og dårlig terror
Said Mansour understregede, at der findes to typer terror: Den gode og den dårlige.

»Vores holdning er, at Vesten er imod og bekæmper islam. Vi skammer os ikke over vores synspunkt, men vi har aldrig af Vesten fået en specifikation af, hvad terror er - det er jo afhængigt af politik og ideologiske synspunkter. De taler om den islamiske terror, som er repræsenteret i vestlige medier. Men lad os se på Palæstina i de seneste 60 år, hvor jøder har dræbt og dræbt - det er fra et islamisk udgangspunkt terror. En terrorist er den person, der skaber frygt og ondskab, men sommetider er der behov for at øve terror mod terror. Det er den gode mod den dårlige terror«, forklarede han.

Mansour smilte overbærende, da han blev spurgt, om han troede på, at der ville kunne opnås enighed om, hvad terror er.

»Vi får aldrig en ordentlig definition på terror af tre grunde: For det første, fordi Vesten er bange for, at muslimerne så vil forstå, hvad den rigtige forståelse af terror er, og at de så vil holde op med at opfatte USA's gerninger som rigtige. For det andet, fordi de er bange for, at befrielsesfronten vil forstå, hvad terror er, nemlig at de bliver holdt undertrykt. For det tredje, fordi det vil specificere, at eksempelvis Amerika og Israel bedriver terror«.

»I den rigtige definition af terror vil amerikanerne og israelerne fremstå som terrorister - og så skal de til at straffe sig selv! Men det vil jo aldrig ske. Det, som palæstinenserne gør, er jo ikke terror. Det er en frihedskamp, fordi Israel er en illegal kolonimagt, som man derfor skal lave jihad mod. USA og deres kumpaner ønsker en så elastisk opfattelse af terror som muligt, så de kan blande sig, hvor de ikke burde blande sig i deres såkaldte krig mod terror«.