0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Unge vil hurtigere i gang med studierne

Næsten halvdelen af de unge læser nu videre senest et år efter studentereksamen, og mange dropper helt at tage et sabbatår. De vil ikke spilde tiden på nytteløs pointjagt, mener studiechefer.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De 46.389 nye studerende, som i dag får brev om, at de er kommet ind på en uddannelse, er både yngre og hurtigere.

De har i stor stil taget budskabet til sig om at droppe at holde sabbat i flere år. I år kommer 44 procent af dem direkte fra gymnasiet eller efter højst et års sabbatorlov. Det er 22 procent flere end sidste år.

Ifølge chefen for Den Koordinerede Tilmelding, Jakob Lange, har de unge indset, at de ikke behøver at bruge mange år på at samle point til kvote 2.

»Vi har fået udbredt budskabet om, at det er muligt at komme ind på 80 procent af studierne selv med en beskeden studentereksamen. Og de unge vil hellere have en uddannelse, inden de bliver for gamle. De vil hellere sige, jeg er studerende, end jeg arbejder i Netto«, siger Jakob Lange.

Ikke for lang pause
I år er godt 2.000 flere kommet ind på et studium, efter at antallet af ansøgere har været faldende i en årrække, men også flere har fået afslag - i alt 11.518 svarende til 5 procent flere end sidste år.

Og de unge er gået målrettet efter universiteterne, som har 5 procent flere ansøgninger end sidste år. Søgningen til de mellemlange uddannelser er stagneret. 7,5 procent færre vil læse til lærer, til gengæld har sygeplejerske-, jordemoder- og pædagog-socialrådgiver-uddannelserne fremgang.

Videnskabsminister Helge Sander (V) er overbevist om, at de unge har lyttet til signalerne fra regeringen om, at de skal skynde sig i gang.

»Det er en meget klar tendens, som ikke kan skyldes ren tilfældighed. De unge har indset, at det er vigtigt ikke at holde for lang pause, før man går i gang, fordi det så er svært at bruge de kundskaber, man erhvervede, da huen blev sat på hovedet«, siger Helge Sander.

Skræmmekampagne
De studerende mener derimod, at regeringen har presset de studerende med en skræmmekampagne.

»Det er utrolig vigtigt ikke at presse dem, der i tvivl. De kommer til at vælge det forkerte, eller også er de slet ikke modne nok til at gå i gang med et langt og krævende studium«, siger Kirsten Marie Christensen, uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

Det krævede karaktergennemsnit for at komme ind har ligget stabilt de seneste år. Gennemsnittet for at komme ind er ligefrem faldet på populære studier som jura, statskundskab og psykologi, mens medicin er uændret. Studiecheferne mener, at unge er blevet mere realistiske.

»Tidligere havde mange den illusion, at bare de blev ved med at samle point længe nok, kom de nok ind på drømmeuddannelsen. De har hørt alle historierne om folk, der har forsøgt at kvalificere sig i flere år med rejser og arbejde og bare kunnet se, at målet flyttede sig, i takt med at de gjorde det«, siger studiechef på Syddansk Universitet Per M. Andersen.

Nyt system på vej
Studiechefen på Aarhus Universitet, Eva Teilmann, mener også, at udsigten til, at der kommer et helt nyt optagesystem i 2008, har påvirket. På det tidspunkt bliver kvote 2 kraftigt reduceret, og der vil blive stillet krav om, at man skal have haft meget specifikke fag i gymnasiet for at få adgang til bestemte studier.

»Det har nok gjort indtryk, at de har hørt så meget om, at det er vigtigt at gå i gang og ikke spilde tiden på nytteløs pointjagt«, siger Eva Teilmann.

Studiecheferne tror også, at der er sket en ændring af ungdomskulturen.

»Det er ikke længere så skidesmart at drøne rundt i de der tre-fire år og leve livet. Ungdomskulturen er mere sådan, at nu må man godt tage sig lidt sammen. Laissez-faire-kulturen er på vej ud«, siger Per M. Andersen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Annonce