Private i kamp mod bulimi

Offentligt smøleri i behandlingen af bulimi hos unge medvirker til, at Danmark får sit første private hospital med fokus på spiseforstyrrelser.

Danmark

Når privathospitalet Kildehøj åbner sidst i maj for at behandle patienter mod bulimi, er det ikke for at tjene penge.

Nærmere for at dække et stadig større behov for hjælp til de mange tusinde danskere, der lider af det, der også kaldes grovædersygdommen.

»Alle, der kender til bulimi ved, at der skal meget mere og andet til end den behandling, der tilbydes i dag. Behandlings- og støttebehovet er langt større end kapaciteten«, siger Rachel Santini, der er initiativtager bag og direktør for hospitalet.

Derfor åbner der 18 døgnpladser på det nyistandsatte privathospital Kildehøj i Nordsjælland til behandling af spiseforstyrrede mennesker, særlig med fokus på bulimiramte.

Støtte fra fond
Privathospitalet bliver sat i gang med støtte fra IMK Almen Fond, oprettet af nu afdøde Ib Mogens Kristiansen. Fonden giver penge til en lang række sundhedsprojekter og har i dette tilfælde lagt midler til køb af ejendommen i Nivå i Nordsjælland. Desuden støtter fonden hospitalets økonomi, indtil det vil være i stand til at klare sig selv.

Hensigten er ikke at tjene penge, men at dække hullet i behandlingen fra det offentlige, forklarer Rachel Santini.

Hospitalets overskud bliver lagt i en nyoprettet fond, Kildehøj Fonden, der skal støtte de kommuner og familier, som får svært ved at klare prisen på omkring 65.000 kroner om måneden for en indlæggelse. Det er i øvrigt ifølge Rachel Santini halvdelen af, hvad det koster hos det offentlige.

Et misbrug af mad
Formanden for Foreningen mod Spiseforstyrrelser, Anne Minor Christensen, glæder sig over hospitalet. Hun mener, at nye metoder er nødvendige i kampen mod bulimien.

»Det er en ekstremt svær sygdom, der kræver en hård kamp og en stor indsats at komme ud af. Det betyder ofte døgnbehandling, hvor man følger patienten tæt for at være klar med støtte, når spisemanien melder sig«, siger hun.

Ifølge speciallæge i psykiatri Henrik Rindom, som er misbrugsekspert og det nye hospitals lægefagligt ansvarlige, skyldes det, at bulimi er en livsstilssygdom, der skal ses som et misbrug af mad.

»Det er ikke bare det fysiske forhold, at kroppen mangler mad, der er problemet, men lige så vel at misbrugeren er syg, selv om maven atter bliver fuld«, siger han.Derfor vil behandlingen på Kildehøj afspejle den gruppe patienter, der henvender sig, ligesom den enkelte patients behandlingsforløb vil afspejle patientens behov.

Det offentlige svigter
Både Rachel Santini og Henrik Rindom understreger, at det nye hospital ikke skal ses som et alternativ, men som et supplement til de tilbud, der er i forvejen på de offentlige sygehuse.

»Projektet her kommer helt klart til at være et samarbejde med det offentlige. Dybest set tror jeg ikke på private initiativer, når det gælder behandlingen af mennesker. Hvis økonomien driver værket, holder initiativerne ikke i længden«, siger Henrik Rindom, der til daglig arbejder på psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital.

Alligevel har han valgt at være den erhvervsansvarlige læge bag projektet. Dels fordi han mener, at der ikke er ressourcer til et lignende projekt i det offentlige, dels fordi det er svært at komme igennem med nytænkning.

»Der findes mange ildsjæle, men de kommer sjældent igennem hos det offentlige. Der er det lidt svært at få energien ud over skranken«, siger Henrik Rindom, der håber, at hospitalet med tiden kan blive en selvejende institution i det offentlige.

Amtsrådsforeningen ærgrer sig
Det håber Orla Hav (S), der er formand for Social- og psykiatrisk udvalg i Amtsrådsforeningen, på. Han ærgrer sig over, at initiativet ikke allerede ligger i den offentlige behandling.

»Vi burde jo kunne skrue det her sammen i offentligt regi. Det undrer mig meget, at det er private, der må ind at løse et så alvorligt og bredt samfundsproblem«, siger han.

Sundhedsordfører Jørgen Winther (V) hilste i aftes initiativet velkommen, men han havde ikke umiddelbart yderligere kommentarer.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden