I VL-klubberne kan politikerne diskutere politik med landets erhvervsledere. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Foto: Olesen Peter Hove,,,Politiken

I VL-klubberne kan politikerne diskutere politik med landets erhvervsledere. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Danmark

Ekspert: Ministre bør holde sig fra erhvervsklubber

Fire ministre er medlemmer af lukkede erhvervsnetværk, såkaldte VL-grupper, hvor de kan diskutere politik med landets erhvervsledere. En ekspert kalder det problematisk.

Danmark

Trods en løftet pegefinger fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er fire af regeringens ministre medlemmer af særlige erhvervsnetværk, de såkaldte VL-grupper.

På lukkede møder udveksler de erfaringer med nogle af de absolutte topledere inden for især erhvervslivet.

Har selv aktier
I VL-gruppe 68 møder justitsminister Lene Espersen (K) direktør Henrik Aaen Jørgensen fra Hennes & Mouritz - hvor hun selv har aktier, og hvor hendes mand er ansat.

Forbrugerminister Lars Barfoed (K) kan diskutere forbrugerpolitik med direktører fra blandt andet Danske Slagterier, SAS, Danske Bank og kortselskabet Diners Club i VL-gruppe 2.

Også økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og Rikke Hvilshøj (V) er medlemmer af VL-grupper.

Fogh frarådede aktivt medlemskab
Det sker, selv om Anders Fogh Rasmussen efter regeringsskiftet i 2001 har anbefalet sine ministre passivt medlemskab.

I et svar til Folketinget skriver han, at det er ministrenes egen beslutning, men han betoner, »at de pågældende ministre helt konkret må overveje, om en fortsættelse af medlemskabet kunne give anledning til - selv uberettiget - kritik«.

Kritik fra forskere
VL-grupperne giver nu anledning til kritik fra en førende forsker i netværk blandt topfolk i erhvervsliv og politik, lektor Thomas Schøtt fra Syddansk Universitet, der har lavet en rapport til Magtudredningen om emnet.

»Principielt synes jeg ikke, ministre bør være medlem, fordi det gør dem mere afhængige af de samfundslag, som dominerer sådanne grupper. Forskning viser, at man helt naturligt kan blive påvirket i gruppens retning, og det kan betyde, at man ikke længere er uafhængig. Dermed kan det stride imod demokratiets princip om uafhængighed«, siger han, der mener, at VL-grupper er et af de mindst beskrevne magtcentre i forskningen.

Justitsministeren afviser kritik
Bendt Bendtsen, der selv stadig er medlem af en VL-gruppe, ønsker ikke at udtale sig om sin holdning til grupperne.

Justitsminister Lene Espersen (K) afviser kritikken og roser i stedet den inspiration og sparring, hun henter i samværet med andre ledere i sin VL-gruppe:

»Jeg kunne selvfølgelig også bare oprette en kaffeklub, hvor alting var lukket, men i en VL-gruppe er samværet systematiseret og kører på skinner«. Hun har ikke noget imod at opgive sine VL-kontakter i ministerregisteret. Ej heller ægtemandens oplysninger har hun noget imod at give fra sig:

»Sådan er det jo i moderne politik, og det kan jeg sagtens leve med«, siger hun.

Omhyggelige
En anden ekspert i VL-grupper, professor Laurids Hedaa fra Handelshøjskolen i København, mener da heller ikke, at en ministers medlemskab er problematisk:

»En VL-gruppe består af topledere, der er meget omhyggelige med at passe deres omdømme og troværdighed. Men der er muligvis en indirekte mulighed for at få en opfattelse af nogle ting, alene af den grund, at andre i gruppen har den«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce