0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Norge: Fogh var inviteret til Thailand

Norge er forundret over den danske statsministers påstand om, at han ikke var inviteret med på nordisk rejse til Thailand. Statsministeren var informeret, lyder det.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Både herhjemme og i udlandet har Statsministeriet vakt forbløffelse ved at give det indtryk, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke var inviteret med på et fælles besøg for de nordiske statsministre i Thailand senere på måneden.

I et indslag i TV 2/Nyhederne tirsdag aften oplyste Statsministeriet, at Danmark »ikke er inviteret« med på rejsen, der finder sted 16. til 19. januar med deltagelse af både den norske, svenske og finske statsminister.

Undren i Norge
Men i Norge undrer man sig over påstanden fra den danske regering. Informationschef i det norske statsministerium Øivind Østang forklarer, at ideen om besøget opstod i en samtale 29. december mellem den svenske statsminister, Göran Persson, og dennes norske kollega Kjell Magne Bondevik.

Her blev det besluttet at informere både den danske og den finske statsminister. Det skete så 4. januar, hvor rejsen blev endeligt besluttet, og Persson senere offentliggjorde planerne på et pressemøde. På den baggrund har den finske statsminister, Matti Vanhanen, senere på ugen valgt at tilslutte sig.

»Det stemmer ikke, at Danmark ikke har været inviteret. Hensigten har været at informere Finland og Danmark med den tanke, at de er velkomne, hvis de ønsker det«, siger Øivind Østang.

Kontakt via embedsmænd
Orienteringen foregik ved, at en embedsmand i Statsministeriet i Oslo kontaktede en embedsmand i København.

Samme dag besluttede Anders Fogh Rasmussen at være til stede ved en ren dansk mindehøjtidelighed i Thailand, når de danske omkomnes identitet og antal er klarlagt.

Tirsdag aften delagtiggjorde statsministeren Folketingets partier i, at han ikke ville deltage i rejsen med de nordiske statsministerkolleger, men foretrak den rent danske mindehøjtidelighed.

Men hverken Enhedslisten, SF eller de radikale fik indtryk af, at Danmark var specielt velkommen på den nordiske tur.

»Oplysningerne fra Norge sætter et andet lys på den nordiske rejse til Thailand. Jeg fik det indtryk, at det var et svensk-norsk arrangement. Det er irriterende, for det får det til at se ud, som om de nordiske statsministre ikke kan med hinanden«, siger den radikale leder, Marianne Jelved.

Hun har bakket om Foghs plan om en mindehøjtidelighed og har ikke til hensigt at gøre en stor sag ud af det politisk. Samme holdning har SF's formand, Holger K. Nielsen, der dog også er overrasket.

»Jeg fik det indtryk, at det var en rejse for Bondevik og Persson. Derfor kommer det lidt bag på mig«, siger han.

I Statsministeriet oplyser chefen for ministersekretariatet, Jacob Holbraad, at Danmark først fik besked om Perssons og Bondeviks rejse en halv time før offentliggørelsen i Stockholm. Derved adskiller dette initiativ sig fra almindelig praksis, påpeger han. En sådan rejse vil normalt blive planlagt i fællesskab.

Svensk-norsk initiativ
»Vi får adspurgt at vide, at vi er velkomne. Der var ikke tale om en invitation, men om et svensk-norsk initiativ. Sådan har statsministeren præsenteret det for partilederne, for det var sådan, det var«, siger Jacob Holbraad.

Foruden Foghs bebudede besøg i Thailand har udviklingsminister Bertel Haarder (V) i denne uge besøgt de katastroferamte sydøstasiatiske lande.

Rejsen til Thailand er langtfra det eneste eksempel på, at Danmark har håndteret katastrofeindsatsen anderledes end de andre nordiske lande.

I modsætning de svenske og norske stats- og udenrigsministre valgte Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller (K) at blive hjemme i de to første dage efter katastrofen.

De nøjedes med at holde sig i telefonisk kontakt med deres ministerier og udtalte sig langt senere.

Både i Norge, Sverige og Danmark er regeringerne efterfølgende blevet kritiseret hårdt for indsatsen i de første døgn.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce