0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Socialdemokrater har brug for nybrud i EU

I store EU-lande har S for længe været lammet af skrækken for økonomisk nedtur. De må finde tilbage til sociale og miljøvenlige værdier, mener eksperter i europæisk politik.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Selv ikke den mest jubelglade europæiske socialdemokrat kan finde på noget godt at sige om det dundrende nederlag, som tyske SPD måtte lide ved EU-valget i juni.

Godt nok kan både tyske og britiske socialdemokraters dårlige resultater ses som udtryk for vælgernes lede ved siddende regeringer.

Det samme kan man sige om socialisternes erobring af regeringsmagten i Spanien, og de franske socialisters nye vind i sejlene ved de seneste valghandlinger.

S i central position
Men europapolitiske eksperter, Politiken har talt med, er enige om, at nøglen til en eventuel ny socialdemokratisk dominans i Europa i øjeblikket er deponeret hos S i de tre største EU-lande.

Og der ligger den ikke så trygt, advarer Andreas Maurer, leder af EU-afdelingen på Tysklands institut for international politik, Stiftung Wissenschaft und Politik.

»Socialdemokraterne her i Tyskland, i Frankrig og i Storbritannien er så hårdt presset for at beskytte deres egen industri, at de nærmest er blevet lammede i forhold til deres egne værdier«, siger han:

»Der mangler en klar fælles industripolitik i EU - og tonerne fra José Manuel Barroso og hans kommende kommission tyder ikke på, at vi får den. Han vil fokusere mest på liberalisering og fri konkurrence og ikke så meget på at beskytte arbejdspladser i Europa«.

Frygt for tab af job
Ifølge Andreas Maurer opfatter S-eliten i både Tyskland og Frankrig efterhånden truslen mod deres nationale industrier som så stort et problem, at de ikke kan tænke på andet.

»Frygten for tab af job og vanskelighederne med de økonomiske reformer har skabt så stort pres, at man dårligt kan få en tysk socialdemokrat til at forholde sig til andre vigtige emner som miljø eller forbrugerbeskyttelse. De tør heller ikke tænke længere end til næste valg i 2006«, siger han.

Maurer advarer om, at vælgerne har svært ved at få øje på socialdemokraternes politiske projekt for Europa.

'Voldsom splittelse'
I Paris er de røde advarselslamper også tændt hos EU-forsker Maxime Lefebvre på det franske institut for internationale forhold, IFRI:

»Socialistpartiet er voldsomt splittet i spørgsmålet om Europa. Der er en stigende frygt for et europæisk samarbejde, der ikke er socialt nok, og som ikke kan dæmme op for globalisering og udflytning af arbejdspladser«, siger han.

»Derfor kan det ende med, at socialisterne tager EU-forfatningen som gidsel og anbefaler et nej ved næste års folkeafstemning. Det er paradoksalt og forvirrende for vælgerne, som ikke kan finde ud af, om venstrefløjen er for eller imod det europæiske samarbejde«, siger Lefebvre.

I Bruxelles-tænketanken European Policy Centre mener politisk direktør John Palmer, at svarene skal søges mod nord.

»Politikerne i de store lande har svært ved at svare på det afgørende spørgsmål: Hvordan kan vi blive mere konkurrencedygtige og samtidig beskytte Europas sociale model? De eneste, der foreløbig har svaret virkelig effektivt på det, er de skandinaviske socialdemokrater«, siger Palmer.

»Derfor tror jeg, at Nyrup har ret, når han ser en åbning for den skandinaviske tankegang. Der er klart et behov for den vision nu«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce