Der kan spares milliarder på medicin, hvis sygehuse og læger vælger at skrive recepter på de billige præperater.
Foto: BORBERG THOMAS

Der kan spares milliarder på medicin, hvis sygehuse og læger vælger at skrive recepter på de billige præperater.

Danmark

Vi spilder en milliard på dyr medicin

Firmaer vænner patienter til den dyre medicin på sygehusene.

Danmark

Danskerne betaler store summer for dyr medicin på apoteket, selv om de ville have præcis lige så stor gavn af præparater, der er op til 10 og 20 gange billigere.

Sådan lyder opråbet fra Lægemiddelstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF.

Der kan spares milliarder IRF er sat i verden for at rådgive landets læger om, hvordan skatteborgerne og patienterne får mest muligt ud af de milliarder, der bruges på medicin, og instituttets leder, speciallæge Steffen Thirstrup, siger: »Det er realistisk at spare en til to milliarder kroner på medicin, der bliver købt på apotekerne. Vel at mærke uden at kvaliteten af behandlingen ændrer sig en millimeter. I bund og grund er det penge ud ad vinduet, at lægerne skriver recept på dyr medicin, når den billige er præcis lige så god«.

Han bakkes op af direktøren for Nordic Cochrane Center, der forsker i, om medicin virker så godt, som industrien lover.

Det er realistisk at spare en til to milliarder kroner på medicin



»Der er ingen tvivl om, at der kan spares et milliardbeløb, hvis lægernes ordination af medicin bliver mere rationel. Alene på depressionsmidler kan der spares omkring 200 millioner kroner årligt. På andre områder ville man aldrig acceptere et sådant spild af penge«, siger overlæge, dr.med. Peter Gøtzsche.

LÆS ARTIKLEN

Apoteket må ikke erstatte dyr medicin
Via den offentlige sygesikring betaler staten over halvdelen af de 12 milliarder danskerne køber medicin for på apotekerne.

Apotekerne har pligt til at sælge den billigste variant af medicinen til patienten. Men det gælder kun for identiske præparater, altså kopimedicin. Når lægen for eksempel udskriver medicin til en patient med depression, er der flere forskellige typer kemi at vælge imellem.

Hvis lægen ordinerer den dyre medicin, så må apoteket ikke skifte den ud med den billige, da det er forbeholdt lægen at vælge behandling.

Problemet starter på hospitalerne
De praktiserende læger erkender, at de skal blive bedre til at udskrive den billigste medicin til patienterne. Men deres formand, Henrik Dibbern, siger samtidig, at en væsentlig del af problemet skyldes hospitalerne.

Patienter bliver udskrevet fra hospitaler med en recept i hånden på medicin, som sygehusene køber langt billigere end de priser, medicinen sælges til på apotekerne.

»Firmaerne giver nogle ekstreme rabatter for at komme indenfor i varmen på sygehusene. Når patienten så bliver udskrevet, har firmaet en kunde, der i mange år fremover vil købe deres medicin til den fulde pris på apotekerne. Patienterne får tilskud af det offentlige, og det er svært at få dem til at skifte medicin, da de har tillid til, at lægen på hospitalet har ordineret den rigtige«, siger Henrik Dibbern.

Kedelige eksempler
Politiken har bedt sygehusenes indkøbscentral, Amgros, om eksempler på store rabatter. I et tilfælde betaler patienter 197 kroner for medicin, hvor sygehusene slipper med 6 kroner. For et andet præparat er apotekets pris 430 kroner, mens hospitalerne betaler 40 kroner.

I et notat skriver Amgros, at leverandører også giver rabat for at opnå »produktkendskab hos patienterne«. Direktør i Lægemiddelindustriforeningen Ida Sofie Jensen siger:

»Der har været nogle kedelige eksempler på virksomheder, der sælger medicin billigt til sygehusene for at sikre sig et salg på apotekerne. Det tager jeg kraftigt afstand fra«.

Omvendt finder hun det naturligt, at man får rabat ved storkøb.

Sagen skal undersøges

Ida Sofie Jensen afviser, at der kan spares en til to milliarder kroner på medicin solgt fra apotekerne. Men nu vil sundhedsminister Bertel Haarder (V) have undersøgt, om Steffen Thirstrup fra IRF har ret i, at samfundet smider »pengene ud af vinduet«. »Jeg er absolut interesseret i at få efterprøvet hans påstand, for jeg ønsker at opnå så billig og så god medicin som muligt«, siger ministeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden