Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Pædofilgruppen har opløst sig selv

'Foreningens arbejde er gjort umuligt', skriver Pædofilgruppen som årsag til, at foreningen har nedlagt sig selv.

Danmark

Foreningen Pædofilgruppen har standset alle aktiviteter, herunder driften af foreningens hjemmeside på webadressen www.danpedo.org.

Det oplyser foreningen i en mail til Ritzaus Bureau.

'Foreningens arbejde gjort umuligt'
»Nedlæggelsen sker i erkendelse af, at foreningens arbejde er gjort umuligt«, skriver foreningen.

Ikke mindst på grund af stor utryghed blandt en del af foreningens medlemmer som følge af den massivt negative omtale, der i lang tid er blevet foreningen til del i medierne.

Ingen tør lægge nr. til rådgivning
Desuden kan foreningen ikke længere udøve anonym telefonrådgivning, fordi ingen længere tør lægge telefonnummer til noget, som har med pædofili at gøre, og fordi mange ikke længere tør ringe, skriver Pædofilgruppen.

Det var i begyndelsen af marts, at justitsminister Lene Espersen (K) besluttede at bede Rigsadvokaten om at undersøge Pædofilgruppen nærmere.

Målet var at få klarlagt, om foreningen kan opløses ifølge grundloven. Rigsadvokaten er i øjeblikket ved at overveje, hvordan man vil gribe arbejdet an.

Hegeler beklager nedlæggelse
Psykolog Sten Hegeler, der er forfatter til flere bøger om seksuelle emner, siger til Ritzau, at det kan ærgre ham, at Foreningen Pædofilgruppen har nedlagt sig selv.

»Mig bekendt er der ingen politimæssige beviser for, at de lavede noget ulovligt i Pædofilgruppen«, siger Sten Hegeler.

Støtte for afvigere
Han vurderer, at foreninger er en støtte for seksuelle afvigere, fordi de kan tale med nogen, som de har deres afvigelse til fælles med.

Ifølge Sten Hegeler er behandling af pædofili meget vanskelig, fordi pædofile ikke er meget for at forlade det, de finder seksuelt ophidsende.

Der findes imidlertid mulighed for at få hjælp til behandling via det sociale system, og det kan være en god idé, fordi de pædofile på den måde får støtte til at holde deres tilbøjeligheder på den rette side af loven.

/ritzau/

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce