0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sidste kapitel: Friheden

Jesper og Mahmoud har kendt hinanden siden 7. klasse, da de mødtes på en skole for skoletrætte børn. Begge lavede ballade uden for skoletid og hang ud med hver sin småkriminelle klike. Jespers stedfar, Knud, drak meget og slog hans mor. Drengene var begge 15 år, da de i efteråret 2002 sammen med fire andre drenge blev dømt for et voldeligt overfald på stedfaderen. Han brækkede næsen og fik store flænger i hovedet. Begge drenge blev idømt en såkaldt ungdomssanktion og har nu boet i et år på et socialpædagogisk opholdssted.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Jacob Ehrbahn

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mahmoud fylder 17 år. Det er 29. december 2003. I morgen skal han løslades.

Der er rød-hvide papirflag, saftevand og stearinlys på bordet i stuen. Kage, wienerbrød, boller, pålægschokolade og syltetøj.

Den lille viser har sneget sig forbi tolv, men endnu har fødselsdagsbarnet ikke indfundet sig. Som andre teenagere har han smag for at sove længe. Det er juleferie, og han har sin kæreste på besøg i Villaen, som det socialpædagogiske opholdssted hedder. De ligger stadig på hans værelse på første sal og sover.

Ved halv et-tiden dukker Mahmoud op. Den højre hånd er i gips til midt på underarmen.

Han var hjemme i juleferien. En dag sloges han for sjov med sin bror, og moderen skældte dem ud. Så slog Mahmoud hånden ind i væggen.

»Den var af beton«, siger han.

Han tilbragte hele anden juledags aften på skadestuen.

Knoen over lillefingeren er brækket. Hans mor blev ked af det, men han synes ikke, det er hendes skyld. Det er ham selv.

Han skal lade være med at blive så hidsig.

Når Mahmoud selv skal pege på, hvad han har fået ud af opholdet på institutionen, er det ellers sit temperament, han nævner.

»Før i tiden skulle der ikke så meget til, så gik jeg helt i sort. Nu har jeg lært at tælle til ti. De ti sekunder, hvor man tager den sidste beslutning. Hvis der er én, der siger: »fucking perker«, så slår jeg uden at tænke. Men hvis jeg tæller til ti, kan jeg nå at tænke, at det har nogle konsekvenser«, siger han.

Han kigger på gipsklodsen om sin hånd og siger lidt undskyldende:

»Men jeg skal jo af med mine aggressioner ...«.

Hans kæreste, Helene, skal have morgenmad på sengen.

Mahmoud går ud i køkkenet og anretter en bakke til hende med venstre hånd. Han er iført en sort sweatshirt og et par sorte træningsbukser med sit navn skrevet op ad det ene ben med bogstaver i graffiti-stil.

Helene kan godt lide blødkogte æg, så Mahmoud laver to og stiller dem i æggebægre på bakken. Han rister en bolle til hende. Hun får også et stykke kringle, salt og peber, hindbærsyltetøj og pålægschokolade.

Til sidst folder han et stykke køkkenrulle sirligt sammen som en serviet og bærer bakken op.

Jesper går rundt i stuen i shorts og ærmeløs T-shirt.

Han skal være her endnu tre uger, før han igen kan flytte hjem til sin mor.

På en hylde i hans værelse står små billedrammer med fotografier af hans mor og hans søskende. Hans mors sidder i en lille udskåret træramme med kulørte motiver fra Peter Plys.

Over Jespers seng hænger et billede af hans kæreste. Et stort skoleportræt på blå baggrund af en lyshåret teenagepige med skulderlangt hår og et sødt smil. Hun er femten år; de har været kærester i et halvt år og ses hver weekend, når Jesper har udgang.

For knap to måneder siden tog han ind til Holbæk og købte forlovelsesring. Han viser ringen frem. Den er af sølv, og indeni er der graveret:

Sanne 22.11.03.

For lidt over en uge siden, måtte han for anden gang erkende, at han ikke kunne gennemføre det fem uger lange teoriforløb på teknisk skole, som han skal overstå, inden han kan komme i lære som mekaniker.

Det er ikke lysten, der mangler. På hans værelse ligger et reservedelskatalog, som han elsker at studere.

Han ved alt om, hvordan man skiller en knallert ad og sætter den sammen igen. Han ved, hvordan man kan få en firegears Yamaha FS1 til at køre 80 kilometer i timen.

Men når det handler om at udregne legemers massefylde, kraft og acceleration, er det straks sværere. Naturfag på teknisk skole er nærmest sort snak, når man ikke har fulgt med i skolen, og for Jesper står faget i vejen for, at han en dag kan få sit drømmejob: mekaniker.

I begyndelsen af januar går han igen i gang med grundforløbet på Teknisk Skole.

»Jeg skal have den uddannelse«, siger Jesper.

Forude venter belønningen: En cykelsmed, som han engang har været i praktik hos, vil gerne have ham tilbage som medhjælper og kan måske skaffe ham en læreplads som motorcykelmekaniker.

Mahmoud kommer ned fra første sal. Han sætter sig for enden af bordet og tiltrækker sig al opmærksomheden. Som han plejer. Med sin venstre hånd griber han fast om gipsskinnen på højre hånd og smiler.

»Nå, på søndag er det første gang, at jeg ikke skal tilbage hertil«, siger han og tilføjer efter en perfekt udmålt kunstpause.

»Forhåbentlig«.

Når han flytter ud i friheden i morgen, er der et liv, han skal lægge bag sig. Hans slæng i provinsbyen.

Han vil gerne være venner med dem, hilse på dem, når han møder dem i byen, invitere dem hjem til mad og videofilm. Men han skal ikke hænge ud med dem i byen. Det bliver svært, erkender han

Nogle uger forinden har vi besøgt Mahmouds storebror Hassan og hans mor hjemme i lejligheden i Tjørneparken. Storebror Hassan på 24 år bor i Randers, men kommer til Vestsjælland næsten hver weekend, når Mahmoud også er hjemme, for at tage sig af mor og lillebror.

Hassan er en slags familieoverhoved trods sin unge alder.

Han har forventninger til Mahmoud. Lillebror skal nok klare sig. Det har Hassan selv gjort. Alle fire brødre har danske kærester.

De synes, det er vigtigt at integrere sig. Men det er ikke let.

Hassan klarede sig selv godt i skolen. Han gik på handelsgymnasium og blev uddannet som procesoperatør med et godt gennemsnit, som han dog ikke har kunnet bruge til noget. Efter eksamen sendte han 85 jobansøgninger af sted uden at få et eneste svar.

I stedet fik han job på MacDonald's, og siden flyttede han fra byen. Nu har han tre job som tolk og arbejder med flygtningebørn i Grenaa.

Hassan kan godt forstå, at mange indvandrerdrenge giver op, når de ikke føler, der er brug for dem.

»Man hænger ud med vennerne. De er det eneste, man har«, siger Hassan, der dog ikke er bekymret for, at Mahmoud skal begå kriminalitet, når han flytter fra det socialpædagogiske opholdssted.

I hvert fald ikke på kort sigt.

»Jeg er mest bekymret for, hvad der sker, hvis han bliver ved med at blive afvist«, siger Hassan.

I morgen, når Mahmoud bliver løsladt, flytter han sammen med Helene.

Mahmoud og Helene har kendt hinanden i tre måneder, og nu har de fået en etværelses ungdomsbolig sammen nogle kilometer fra hans barndoms sociale boligkompleks og alle vennerne.

Der er ingen faste planer for Mahmouds nære fremtid. Han vil gerne have et arbejde og ud at rejse til sommer, og så til efteråret vil han gerne i gang med Teknisk Skole. For tredje gang. Drømmen er at blive smed. Gerne selvstændig.

Den første hverdag efter nytår skal han møde på sagsbehandlerens kontor i kommunen. Han har aldrig selv prøvet at søge job og regner med, at sagsbehandleren vil skaffe ham et. Måske i en tøjforretning. Eller MacDonald's.

»Det skal bare være et normalt job«, siger han.

»Ikke sådan et beskidt et«.

Aftenen inden sin afsked med Villaen, spørger Mahmoud en af pædagogerne, hvor tidligt han må tage af sted.

Klokken seks, eksempelvis?

Det må han gerne, hvis han kan komme så tidligt op.

Han sætter vækkeuret til klokken fem og står op, da det ringer. Han vil have noget ud af sin første dag i frihed. Pakker sine sidste ting. Sætter sig ud i institutionens hvide minibus sammen med en af pædagogerne, der kører ham hjem til Helene.

På Mahmouds første dag i friheden har han og Helene et stramt program. Tre familiebesøg og en indkøbstur, hvor de køber en festkjole, som Helene skal have på nytårsaften.

Først klokken ti om aftenen er de atter hjemme i deres nye etværelses lejlighed. De snakker indtil klokken to om natten om, hvad de skal bruge friheden og fremtiden til.

Mahmoud synes, det føles underligt at være fri. Ikke længere at skulle være omgivet af pædagoger og alle deres kloge ord døgnet rundt. Det meste af tiden har han oplevet opholdet i Villaen som en straf.

Men ude fra friheden ser tingene anderledes ud.

»Det virker lidt dumt at sige det, at man er ked af det«, siger han.

»Men det er, som om jeg kommer til at savne det«.Fredag 16. januar 2004 er Jespers sidste dag i Villaen.

Hans far og faderens kone har hentet ham på teknisk skole og kørt ham tilbage til Nykøbing Sjælland. Sammen pakker de resten af tingene på hans værelse ned. Derefter spiser de en god frokost sammen med personalet i Villaen.

Da Jesper klokken halv fire siger farvel og kører ned ad vejen for sidste gang, står der 12 pædagoger uden for huset og vinker.

Jesper har købt en stor æske chokolade til personalet og skrevet et kort.

»Kære alle sammen i Villaen,

Tak for det gode ophold, som har hjulpet mig meget.

Hjertelig hilsen Jesper«.

Villaen kommer ikke til at stå tom.

Næste uge kommer der to nye drenge og flytter ind på Mahmouds og Jespers værelser.