0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kapitel 1: »Vi har været ude hos Knud. Vi kom op at slås«

For halvandet år siden begik en gruppe drenge et voldeligt overfald på en af drengenes stedfar. To af drengene var 15 år. De blev anholdt, spærret inde, dømt. Politiken fortæller to af drengenes historie i syv kapitler. Her er det første.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Jacob Ehrbahn

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Køreturen ud til sommerhuset varer mindre end ti minutter. De er seks drenge i bilen.

De taler om Knud.

Jesper siger, at han er syg i hovedet, og at han skal have nogle tæsk, hvis han forsøger på noget.

Ved siden af Jesper på bagsædet sidder Mahmoud. På vejen ud til sommerhuset lægger han mærke til et baseballbat, der ligger ved hans fødder i bunden af bilen.

De parkerer omkring 100 meter fra huset, så Knud ikke kan høre dem, hvis altså han er derinde. Han er en stor mand, og flere af drengene er bange for ham.

Det er en mandag aften kort før midnat i efteråret 2002. Jesper husker det som en kølig aften.

Inden drengene smækker bildørene, siger Jesper, at de hellere må tage baseballbattet med ind.

Drengene går ned mod huset gennem mørket. Natten er kulsort. Der er ingen gadelygter i sommerhusområdet. Når mørket falder på, er der øde, og så stille, at man kan høre havet.

Huset ligger på en stor plæne med et enkelt kæmpe fyrretræ. I kanten af plænen står en gruppe birketræer. De hvide stammer og grene lyser i mørket.
Drengene er anspændte.

Foruden baseballbattet medbringer de to rørtænger og et dækjern.

Afhøringen varer i tre timer, og Jesper er bange for, hvad der vil ske. Skal han i fængsel?

Det er er langtfra første gang, han er på politistationen. Men det er første gang, at han er hos kriminalpolitiet, og det er første gang, han er sigtet for noget så alvorligt som vold »af særlig rå og brutal karakter«.

Det er formiddag og kun ti timer siden, at det skete. Endnu ved Jesper ikke, hvor slemt tilredt Knud er.

Han husker, at han føler en slags lettelse over endelig at have fået ram på ham.

Og et kaos ved tanken om, hvad konsekvensen bliver.
Politimanden er flink nok, men han spørger meget.

Først fortæller Jesper en løgnehistorie.

Da politimanden forlader lokalet for at holde en pause i afhøringen, får Jesper lov at tale med Thomas, en socialarbejder, som har fulgt Jesper tæt det sidste halve år, og som er en af de få voksne, Jesper har tillid til. Jesper siger, at han gerne vil fortælle sandheden. Thomas siger, at det klart vil være det bedste.

Da politimanden kommer tilbage for at fortsætte afhøringen, siger Jesper:

»Jeg vil gerne fortælle det rigtige«.

Efter at han har fortalt sin historie til politiet, fører en betjent ham hen ad en gang og åbner døren til et lille nøgent rum. To en halv meter på hver led. Døren har en dørspion og to skydelåse. Rummet har lyse vægge. Det eneste i lokalet er en fastspændt bænk, hvor der ligger et sammenfoldet gråt uldtæppe. På væggen en alarmknap, som han kan trykke på, hvis han har brug for noget. Betjenten giver ham en stak Anders And-blade og aviser med ind.

Så lukker han døren udefra.

Klak, klak.

Den metalliske lyd af de to skydelåse runger i rummet. Han lægger sig ned på bænken med tæppet under hovedet og stirrer op i loftet.

Jesper er en dreng på en meter og femoghalvfjerds. Velbygget, slank og med blond hår. Han holder sin lysebrune kulør ved lige med solarium, og frisuren sætter han med voks. Det lange pandehår falder ned over de blå øjne - i nakken er håret barberet kort.

Han blotter sig ikke særlig ofte. Han holder sine hemmeligheder, sine problemer og sine følelser for sig selv. Han er vagtsom og stilfærdig. Når andre taler, lytter han høfligt, men når han selv skal fortælle, er det med sparsomme sætninger, som om han skal betale for hvert et ord, han bruger.

Han bor sammen med sine to små søstre, sin mor og indtil for nylig med sin stedfar.

Det er ham, der hedder Knud.

For et år siden gik Jesper på en skole for adfærdsvanskelige børn. Han evnede ikke at sidde stille - og slet ikke at lytte efter. Han kørte ulovligt, lavede lidt hærværk og har været involveret i noget butikstyveri. Han har også kørt med i en stjålet bil.

En rod.

Nu sidder han i detentionen på politistationen og venter på at finde ud af, hvad en sigtelse for vold »af særlig rå og brutal karakter« betyder. Efter en time kommer sagsbehandleren fra kommunen og fortæller ham, at politiet vil tage hans frihed.

De andre gange, hvor politiet har taget ham med til afhøring, har hans forældre hentet ham på stationen lidt senere, uden at der er kommet mere ud af sagen.

Han er 15 år, for ung til at komme i fængsel. Sagsbehandleren fortæller, at han i stedet vil blive spærret inde på en sikret institution for unge kriminelle.
Han får lov at tale med sin mor. På et tomt kontor på politistationen taler de sammen i et kvarters tid.
Hun siger, at han nok skal komme hjem igen.
Han siger, at det hele er noget lort.

Hun græder.

Han får ondt af hende og forsøger at berolige hende.

»Du må ikke føle, at det er din skyld«, siger han.
Han græder også. Ikke fordi han fortryder, hvad han har gjort, men fordi han ikke kan tage hjem sammen med sin mor.
Da han kom hjem sent i nat, vækkede han sin mor og spurgte, om de kunne snakke sammen.

»Vi har været ude hos Knud. Vi kom op og slås«.

»Kan vi ikke snakke om det i morgen tidlig?«, havde hun sagt.

Jesper havde også lagt sig til at sove. Da de vågnede om morgenen, havde han fortalt hende det meste af historien om, hvordan han og fem af hans venner var kørt ud til hans stedfars sommerhus. Og at det var endt med slagsmål.

En halv times tid efter bankede det på døren. Udenfor stod to politifolk. De fortalte, at Knud var kommet på sygehuset, og bad Jespers mor om at komme med på stationen, da hun muligvis kunne hjælpe med opklaringen.

Da hun var gået sammen med de to politifolk, havde Jesper brug for at snakke med nogen. Han ringede til socialarbejderen Thomas.

Kunne de mødes?

Ja!

Hvornår?

Om en time!

Det sidste halve år har han ofte talt med Thomas, der er skolelærer og ansat af kommunen til at opsøge unge mænd, der er ved at tage tilløb til en kriminel karriere, og hjælpe dem tilbage på sporet.

Thomas har fået overbevist ham om, at det var dumt at droppe ud af skolen og har fået ham til igen at begynde i 9. klasse.

Thomas kan godt finde ud af at snakke om knallerter, selv om han er voksen.

Han er god at snakke med.

Da de en times tid senere sidder i Thomas' bil, fortæller Jesper, at de har været oppe og slås med Knud. Og at der er sket noget med ham. Men han ved ikke hvad. Han er bange.
De henter mad på McDonald's og kører ned til vandet og sidder i bilen og spiser.

Bagefter ringer Thomas til kriminalpolitiet og spørger, om de vil snakke med Jesper.

Det vil de gerne. Jesper åbner tasken, som hans mor har pakket til ham. Penge, strømper, underbukser og tøj. Slik, sodavand og en karton Prince.

To betjente har kørt ham til den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland. Det varer en times tid. Det føltes som en lang tur. Der var stille i bilen. Betjentene sagde ingenting, og Jesper sad og tænkte på, hvad der var sket aftenen forinden.

Nu er han her.

Uden for den tunge gule murstensbygning mødes han af et fem meter højt hegn, der bøjer indad foroven.

Indenfor er det ikke så slemt, som han havde forestillet sig. Institutionen ligger i et tidligere hospital i Nykøbing Sjælland og har en bred, højloftet og lang korridor med et mørkt væg til væg-tæppe.

Langs korridoren ligger værelserne. Hvert værelse har eget bad. Hver indsat har eget tv, og de har stereoanlæg. Gennem dørsprækkerne siver oftest hårdtpumpet hiphop.

De andre drenge, der har været her et stykke tid, hygger sig med kort- og computerspil. Snart falder Jesper i snak med dem. Noget af det første, de taler om, er, hvad de er blevet taget for. En af de andre har slået en gammel mand ned. En anden har været med til en række grove røverier.

Tidligere har Jesper hørt om et sted, hvor man spærrer unge mennesker inde. Det er et gammelt fængsel med højtsiddende vinduer med karme, der er skrå, så man ikke kan sidde i dem og kigge ud af vinduet. Han har hørt, at på dét sted skal man banke på døren, hvis man skal tisse om natten. Men man får ikke lov at gå på toilettet, man får bare stukket en kolbe ind.

Set i dét lys er Bakkegården o.k., synes Jesper. Men der er tremmer for vinduerne. Man er fanget. Dét skal man vænne sig til.

Han aner ikke, hvor længe han skal være her.
Først da han bliver alene om aftenen, begynder han at græde.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce