0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eksperter er gået i selvsving

Udsatte familier ender i gabestok foran eksperter, som kun ser problemer ikke familiens kompetencer. Og jo flere eksperter, der kommer til, desto flere problemer ser de. Det mener psykolog Jytte Faureholm, som vil have familierne selv på banen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når en skole i dag identificerer et barn som værende det, man i officielt sprog kalder 'u-underviselig' går hele møllen oftest i gang.

Psykologer, sagsbehandlere og socialrådgivere fra forvaltningen mødes med barnets lærere og inspektøren, indtil man finder ud af, om barnet skal flytte skole, anbringes eller noget helt tredje. Først på det tidspunkt indkaldes forældrene og præsenteres for løsningen.

Dér knækker filmen for familien.

Eksperterne har umyndiggjort dem ved ikke at inddrage dem i processen, så de selv kan finde løsningen. Det mener cand. psych. Jytte Faureholm, som i tre år har ledet forsøg med Familierådslagning i 17 kommuner landet over.

Tidligere har hun undersøgt, hvordan forældre til anbragte børn oplever deres sagsbehandling, og i 1996 udgav hun bogen 'Fra livstidsklient til medborger'.

Ifølge hende har behandlersamfundet taget overhånd.

Det væld af eksperter, som en familie med problemer møder i det offentlige, som Politiken beskrev i går, er med til at fastholde familiens problemer frem for at afhjælpe dem.

Umyndiggjort
»Mange forældre oplevede sig umyndiggjort i forhold til, hvad der skete omkring dem. De syntes, at de sad til parade, når der skulle træffes beslutninger om deres børn og dagligdag. Og de oplevede, at eksperterne vidste meget mere om dem, end de selv havde fortalt. Samtidig fokuserede eksperterne kun på problemerne, ikke hvad de kunne gøre for at komme videre«, siger Jytte Faureholm.

Hun mener, at der er kommet et demokratisk underskud i sagsbehandlingen efterhånden, som den er blevet mere fokuseret på at inddrage eksperter. De mange eksperter gør nemlig også familierne til klienter i højere grad end tidligere.

»Familierne bliver efterhånden inddraget i den moderne gabestok, når de sidder med alle de professionelle omkring sig. Det er en meget angstfuld situation, som gør, at de næsten ikke tør give udtryk for, hvad de selv synes er rigtigt og forkert«.

Inflation i diagnoser
En proces som er gået i selvsving i takt med, at omsorgen i samfundet er blevet uddelegeret og lagt i hænderne på professionelle.

»Der sker en reproduktion, hvor der bliver flere og flere eksperter og flere klienter«, påpeger hun.

»Udviklingen betyder, at vi er blevet bedre til at definere problemer. Vi har jo aldrig haft så mange diagnoser før på forskellige afvigelser, og det betyder også, at vi skal have flere hjælpere til at takle de problemer, vi ser. Professionaliseringen har øget mængden af problemer, og vi er blevet bedre til at opsøge dem og kategorisere dem«.

Er det ikke meget godt?

»Jeg tror, det er for meget. Nogen har selvfølgelig brug for hjælp, men det skal gives på en anden måde. Vi professionelle skal være langt mere støttende og vejledende frem for eksperter. Jo mere vi er eksperter, jo flere problemer ser vi, og selv om vi ønsker at afhjælpe problemerne, så gør vi det ikke. Det er et af paradokserne i velfærdsstaten. Vi tror og vil så gerne hjælpe, men jo mindre vi har folk med i det vi gør, jo mere behandlingskrævende gør vi dem«, siger Jytte Faureholm.

Årsagen til den omsiggribende brug af forskellige behandlere er, at familiens problemer bliver individualiseret frem for at tage fat på dem i et større perspektiv. En familie har måske problemer, fordi faren har været arbejdsløs i lang tid. Både penge og selvværd halter, og børnene får problemer i skolen.

»Man begynder at behandle alle familiemedlemmer med forskellige tiltag, men får måske slet ikke fat i det overordnede problem - at far er arbejdsløs. Man proklamerer at behandlingen er helhedsorienteret, men det vil jeg sætte et meget stort spørgsmålstegn ved«.

Løsning ligefor
Det er ikke lovgivningen, der fejler noget, men praksis i forvaltningerne. Hvis bare sagsbehandlingerne levede op til lov om retssikkerhed og serviceloven, der stiller krav om, at borgeren skal have indflydelse på sin sag, ville den enkelte få større indflydelse på sin behandling.

Men det smutter, fordi der ikke er økonomi eller tid til at tage sig ordentligt af borgeren, mener Jytte Faureholm.

Ifølge hende ligger løsningen ligefor. Hun har de sidste tre år ledet et forsøg med familierådslagning i 17 kommuner, hvor familierne og deres netværk bliver hjulpet til selv at finde løsninger.

»Det væsentlige er, at du mobiliserer familien, også når de er alene, hvor de ellers har forholdt sig passivt og faktisk ikke troet på, at de selv kan finde løsninger. Det er jo det, der sker, når man bliver klient, så tror man efterhånden ikke på sig selv. Men her ser vi, at de rejser sig igen«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce