0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Skal min familie ofres?«

Hun er pæredansk gennem mange generationer, har job, bolig og børn, der taler dansk og går i skole. Nu er hendes mand, der også har job, blevet udvist - om fire uger skal han være ude af Danmark.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Caroline Arends Fuks er dansk. Men senest om fire uger må hun beslutte, om hun vil forlade Danmark eller forlade sin mand.

Det sidste kommer ikke på tale, og derfor føler hun sig forvist fra sit eget fædreland. Efter 13 år i Israel har hun fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring, fordi familiens samlede tilknytning til Israel er større end til Danmark.

»Jeg føler mig i den grad diskrimineret. Det er, som om regeringen står og siger til en stor gruppe danskere, at de bare skal blive væk, fordi deres ægtefæller er nogle kakerlakker«, siger hun.

Caroline Arends er vred. Og desperat. I ni måneder har hun knoklet for at opbygge en tilværelse i Danmark for sig selv, sin mand, Meir, og deres to børn.

Hun har skaffet sig job som projektsekretær i Henning Larsens Tegnestue og kan forsørge hele familien, fundet en bolig, der opfylder lovens krav, sendt den store dreng i skole og den lille i børnehave. Oven i købet har Meir Fuks skaffet sig selv et job i Danmark, som han skulle være begyndt på 1. maj.

Ikke desto mindre fik familien i begyndelsen af juni afslag, og om fire uger skal han være ude af landet. Hvis Meir rejser, tager hele familien med.

»Selvfølgelig. Vi er jo en familie. Vi har lige fejret kobberbryllup, og jeg har også tænkt mig at fejre sølvbryllup med ham«.

Historien begynder i en kibbutz i Israel i 1989. Som tusindvis af unge danskere rejser Caroline ud for at få en på opleveren, inden hun skal begynde at læse. Hun forelsker sig og bliver gift med israelske Meir på Lyngby Rådhus. Bryllupsfesten bliver holdt på Sophienholm på bedste danske maner.

Gode tider i Israel
I 1993 bliver Jonathan født, og familien overvejer, om den skal rykke til Danmark.

»Men halvfemserne var gode tider i Israel. Man talte om fredsproces, der var optur, og det var en god bølge at være med på«, siger Caroline Arends.

Begge forældre tager universitetsuddannelser i Israel og får job som henholdsvis direktionssekretær og driftsleder. I 1999 får de deres anden søn, Yuval Adam - »og så begyndte vi at tale Danmark, seriøst«.

Begge børn taler dansk, og familien holder tæt kontakt til familien i Danmark, som den er stærkt knyttet til. I 2002 træffer de beslutningen om at flytte.

Uroen i Israel er blevet svær at leve med, det trækker op til krig i Irak, og hvis børnene skal have en chance for at føle sig hjemme i Danmark, er det på tide.

»Jeg vil gerne give dem mulighed for selv at vælge. Hvis de skal have dansk som modersmål, er det nu«, siger Caroline Arends.

Hun går til ambassaden i Tel Aviv for at tage fat på papirarbejdet. Her får hun sin første overraskelse, da det går op for hende, at hendes mand faktisk skal søge om familiesammenføring.

»Jeg havde godt fulgt med i debatten og hørt, der var kommet nye regler. Det var noget med at standse arrangerede ægteskaber. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, det kunne ramme mig. Jeg er jo dansk«.

Caroline og Meir er overbeviste om, at de kan opfylde kravene. Og de opfatter det som lidt kuriøst, da de modtager et 20 siders skema med spørgsmål om, hvem der havde bestemt, de skulle giftes. Om de begge var til stede, da de blev gift. Og hvor mange gange hun havde set sin mand efter brylluppet.

Krav om redegørelse
I januar kommer det første stik af bekymring. Nu beder Udlændingestyrelsen familien redegøre for Meir Fuks' feriebesøg i Danmark gennem årene.

»De ville vide, hvilket land vi var mest knyttet til. Hvordan vurderer man det? Jeg vil jo altid være mest knyttet til Danmark og han til Israel. Sådan er det jo. Men vi tænkte stadig, at de ville forstå, at vi var knyttet til Danmark«.

Flere af Carolines slægtninge og venner i Danmark skriver breve til Udlændingestyrelsen og bekræfter familiens tilknytning til Danmark. Samtidig tæller familien op: Meir har tre slægtninge i Israel. I Danmark er familien med Carolines ord »en hel klan«.

For at opfylde lovens øvrige krav går Caroline Arends i gang med det praktiske. I februar sker der noget godt: Meir Fuks sender en uopfordret ansøgning og får job på en landbrugsvirksomhed i Nordsjælland, hvor han skal begynde 1. maj. Kontrakten bliver straks sendt til Udlændingestyrelsen, og nu kommer der for alvor skub i planerne om at rykke familien op med rode.

Caroline Arends og hendes mand opsiger deres bolig, sælger deres to biler, opsiger forsikringer, hæver pensionsordninger og melder børnene ud af skole og institution.

»Vi er jo ikke beduiner, og når to voksne mennesker i et vestligt land flytter hele deres liv, er det et enormt papirarbejde«.

Et nyt liv
To dage før Irakkrigen begynder, flyver mor og to børn til Danmark for at begynde et nyt liv. Midt i april har de stadig ikke hørt noget om Meirs mulighed for at få arbejdstilladelse - men så kommer det: Arbejdsmarkedsrådet i Frederiksborg Amt vurderer, at der er dansk, kvalificeret arbejdskraft, som kan tage Meirs job, og nu beder Udlændingekontoret om yderligere oplysninger.

Familien og Meirs arbejdsgiver skriver straks et brev og forklarer, at det netop er ham, de vil have. Alligevel er der i dag, to måneder senere, endnu ikke faldet afgørelse på Meirs ansøgning om en etårig arbejdstilladelse.

Undervejs har Caroline Arends adskillige gange henvendt sig skriftligt til Udlændingestyrelsen. Kun én gang har hun fået et skriftligt svar. I flere telefonhenvendelser har hun fået præciseret, at hun sagtens selv kunne bo i Danmark med børnene.

»Som én i Udlændingestyrelsen sagde: »Det står jo ikke skrevet nogen steder, at du skal praktisere dit ægteskab i Danmark««.

Efterhånden står det klart for Caroline, at hun behøver juridisk bistand.

»Jeg hyrede en advokat. Han skrev en fax til Udlændingestyrelsen og modtog svar på fax dagen efter«.

I begyndelsen af juni sender advokaten endnu en vred fax - og dagen efter ringer han til Caroline. Han har modtaget et fem sider langt svar, hvor det meste af hendes sag bliver rullet op. Til sidst kommer afgørelsen:

Hun får afslag på familiesammenføring, fordi parrets samlede tilknytning til Israel er større end til Danmark. Det skyldes, at de har boet 13 år i Israel, at børnene er født der, at Caroline og Meir taler hebraisk og engelsk sammen, samt at Meir har familie i Israel.

»Vi troede ikke på det. Jeg gik helt i sort«, siger Caroline. Hun kæderyger og har tabt adskillige kilo i løbet af få måneder.

»Vi har brugt hele vores opsparing på at flytte. Hvis vi skal vende tilbage nu, kommer vi til Israel uden penge, uden job og uden bolig«.

Børnene kan godt mærke, at familien er presset, men de har ikke fået hele sandheden.

»Den lille på fire ville ikke forstå det. Jonathan er 10 år, og ham har jeg forklaret, at der er nogle mærkelige regler i Danmark om udlændinge i Danmark. Men jeg forsøger at beskytte ham, for han har brugt så meget energi på at komme op og gøre det godt i skolen«, siger Caroline Arends stille.

»Skal jeg til at rive det op igen? Sige, at hans far ikke kan være her, fordi han er israeler. Det kan man ikke sige til drengen, for det kan man jo ikke stå inde for«.

Caroline Arends og hendes mand er begge hårdt mærkede af situationen. Der er kun fire uger, til han skal være ude af landet, og de føler sig presset til at sige deres danske lejlighed op i denne uge, så de ikke spilder penge, der måske skal bruges til at flytte tilbage til Israel.

»Det er i den grad krænkende. Vi er selvforsørgende, ressourcestærke mennesker, der er kørt direkte ind i det danske samfund. Det er jo i orden, at der stilles krav, men vi ligger ikke samfundet til last overhovedet«.

Det svenske smuthul
Hun ved godt, at der findes et smuthul - at flytte til Sverige og vente der i to år.

»Det er bare ikke relevant. Vi har slet ikke råd til at flytte igen - og skulle Meir så begynde at lære svensk, skulle børnene gå i svensk skole? Det er simpelt hen ikke en reel mulighed for en familie med to børn«.

Caroline Arends føler sig fanget i et kafkask system. Hun følte, det var nødvendigt at rejse til Danmark for at sikre sig det krævede job med tilstrækkelig høj løn og finde den lovpligtige bolig.

Hun mener ikke, hun havde nogen rimelig chance for at forudse, at det ville ende med et afslag.

Det gjorde det, og med mindre Meir Fuks inden for få dage får en midlertidig arbejdstilladelse, begynder familien modvilligt processen med at flytte tilbage til Israel.

»Jeg fatter ikke, at jeg skal fratages retten til at bo der, hvor mine søskende, mine forældre og mine bedsteforældre bor. Det kan ikke være rigtigt, at min familie skal bringe det offer for den danske udlændingepolitik, som ikke har noget med os at gøre«.

jakob.nielsen@pol.dk

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme